I løbet af 1700-tallet ændredes menneskesynet. Det betød også, at opfattelsen af forbrydelse og straf forandrede sig. Således opstod tanken om, at man kunne gøre forbrydere til bedre mennesker. Derfor måtte straffene udføres med henblik på genopdragelse. Det skulle ske i fængslerne, hvor man systematisk skulle lære fangerne at arbejde flittigt og adlyde dem, der havde magt. De brutale straffe, som blev fuldbyrdet i det offentlige rum, blev efterhånden afskaffet. Men der var stadig dødsstraf for særligt alvorlige forbrydelser.