Tilbage

Kilde 3: USA’s narrespil

I 1979 foreslog USA Sovjetunionen, at man ikke ville opstille krydsermissiler og Pershing II-raketter i Vesteuropa. Til gengæld skulle Sovjetunionen skrotte sine mellemdistance-raketter. Dvs. atom-missiler, der kunne nå Vesteuropa.

I 1983 fremsatte den amerikanske præsident Ronald Reagan det samme tilbud. Under overskriften ”Reagans narrespil” havde Land og Folk denne kommentar til Reagans forslag.

”Den amerikanske præsident har præsenteret et forslag om mellemdistance-missilerne i Europa. Det hilses og hyldes af de borgerlige regeringschefer i bl.a. Vesttyskland, Storbritannien og Europa. […]

Men hvad er det Reagan har lagt på bordet?

Det startede med den såkaldte nul-løsningen (fra 1979), hvor Reagan tilbød at undlade at opstille 572 nye missiler, hvis Sovjetunionen skrottede alle sine mellemdistance-raketter. Sovjetunionen har afvist dette, fordi forslaget ikke omfatter de amerikanske kernevåben i og omkring Europa, der ikke er landbaserede. […] Nul-løsningen er således kun et nul for Sovjetunionen, og derfor afvist.

Det nye udspil (fra 1983) bygger på den samme tanke. Hvis Sovjetunionen skrotter en del af sine mellemdistance-våben, vil USA undlade at opstille et tilsvarende antal af de nye missiler. […]

USA lader med andre ord stadig som om der ikke findes kernevåben i Europa end de sovjetiske. Udspillet er derfor ikke det mindste nyt, men blot en propagandistisk variant […]”

 

(Kilde: Land og Folk, 2. april 1983)