Syge, sultne og stuvet sammen i lejre: Da tyske flygtninge kom til Danmark i 1945

HistorieLab er klar med et nyt emne i vores kildebank. Denne gang har vi blikket rettet mod perioden efter Anden Verdenskrig og flygtningestrømmen til Danmark i perioden 1945 til 1949.

Flugten til Danmark

De tyske flygtninge fra den daværende del af det østlige Tyskland flygtede til Danmark fra den sovjetiske hær, som var på brutal fremmarch mod Berlin. De tyske flygtninge måtte krydse havet mod Danmark, og i de sidste måneder af krigen kom op mod en kvart million flygtninge til Danmark. Befolkningen i byerne var generelt fjendtligt stemt over for de tyske flygtninge, som måtte leve under hårde madrationer, manglende lægehjælp og høj dødelighed. Da de tyske flygtninge ikke kunne sendes hjem med det samme efter krigen, blev der oprettet store lejre for dem, hvor de måtte bo stuvet sammen i barakker.

Et arbejde med kilderne

Emnet tager eleverne igennem kilder og beretninger om, hvordan de tyske flygtninge, der kom til Danmark i slutningen af Anden Verdenskrig, blev behandlet. Eleverne vil møde kilder som billeder, beretninger, dagbogsindlæg, artikeluddrag og videoklip.

Læs mere om kildeemnet her
Kommentarer
  1. 17. marts 2021 skrev Rita Holm:

    Jeg skulle begynde at gå i 1.klasse på Bellahøj skole i 1945. Jeg boede ved Utterslev. Men skolen var blevet indkvarteret med tyske flygtninge. Vi blev i stedet anbragt i en villa på Håbets Alle hvor jeg gik med mine skolekammerater, det første år. Af de voksnes snak fik jeg det indtryk at de tyske flygtninge var fulde af lus og sygdomme. Jeg var ikke særlig begejstret da jeg skulle møde i 2.klasse på Bellahøj skole. Jeg kender ikke de eksakte datoer fra den gang.
    venlig hilsen
    Rita Holm