Der var forskellige måder, man kunne bruge Gud til at hjælpe med at afgøre retssager. I den tidlige middelalder og måske også i vikingetiden brugte man jernbyrd. Hvis man kunne holde glødende jern i hånden uden, at man tog skade, var det et tegn fra Gud om, at man talte sandt. Men omkring i år 1215 forbød paven at bruge jernbyrd som bevis.
Denne kilde er en lov, som kong Valdemar Sejr lavede efter Pavens beslutning. Kongen indførte en ny måde at bruge Gud på i retssager. Man udvalgte et antal mænd, som skulle sværge på, om den anklagede var skyldig eller ej, men mændene behøvede ikke at kende sagen. De sværgede på, hvem de mente havde ret. Og det var en alvorlig sag for det var en forbrydelse mod Gud, hvis man sværgede falsk.
Kilde
Paven har forbudt alle kristne mennesker jernbyrd[1]. […] Derfor har vi med de bedste mænds råd undersøgt, hvilket bevismiddel vi kunne sætte i stedet for jernbyrd. Efter gode mænds overvejelse og Vor beslutning har vi fastsat loven. Den der bliver sagsøgt for tyveri skal forsvare sig med nævn[2] på herredstinget[3] på denne måde:
Først skal den, der beskyldes for tyveriet, sagsøges på herredstinget. Så skal sagsøgeren udvælge 15 mand fra herredet. Af de 15 mand skal den anklagede fravælge tre. […] Disse 12 skal med deres ed[4] dømme eller rense den sagsøgte.
Reference
Kilden er et pædagogisk bearbejdet citat fra Paul G. Ørberg (red.) (1962): Fra jernbryd til retsplejelov, J.H. Schultz Forlag.
[1] (Ordforklaring) Jernbyrd var en måde at bevise, at man talte sandt. Hvis man kunne holde et stykke glødende jern i hånden uden at få sår, var det et tegn fra gud om, at man tale sandt.
[2] (Ordforklaring) Nævn er en gruppe af mænd, der skal sværge på, hvem de mener, taler sandt – den anklagede eller anklageren.
[3] (Ordforklaring) Danmark var dengang opdelt i herreder. Det er ligesom, at der er kommuner i dag. På herredstinget afgjorde man retssagerne.
[4] (Ordforklaring) At aflægge ed betyder, at man sværger på noget.