Fra gammel tid var det almindeligt, at man selv hævnede forbrydelse. Hvis en mand var blevet slået ihjel, hævnede slægten sig på gerningsmanden eller på gerningsmandens slægt. I middelalderen ville kongen gerne afskaffe den gamle skik med hævn. Det skete nemlig ofte, at slægterne blev ved med at hævne sig på hinanden i lang tid. Det kalder man en fejde mellem familierne.
En måde at stoppe fejderne på var ved at lave en aftale mellem familierne. Det kaldte man et orfejdebrev (u-fejdebrev). I 1404 slog ridderen, Jens Nielsen af Aunsbjerg, en anden ridder, Jens Jensen af Clausholm, ihjel. Det kunne blive til en alvorlig slægtsfejde. Men for at undgå dette, blandede dronning Margrethe 1. sig. Hun fik lavet en aftale mellem slægterne, som blev nedskrevet i dette orfejdebrev i 1405.
Kilde
Jeg, ridder Jens Nielsen af Aunsbjerg, erklærer i dette dokument at have lavet en evig aftale om Jens Jensen af Clausholms død. Aftalen er indgået mellem dennes fader, Jens Andersen af Essendrup, og sønner ridderne Anders Jensen, Lauge Jensen og deres venner og slægtninge på den ene side. Og mine venner og slægtninge på den anden side. For det første skal jeg sørge for en evig messe[1] for Jens Jensen i Sankt Clemens Kirke i Aarhus …
Desuden skal jeg gå på knæ og bede om tilgivelse af Fru Ida, Jens Jensens hustru, og hendes børn. Og jeg skal give dem hver et klenodie[2] efter min formue. Desuden skal jeg give Jens Andersen, Anders Jensen og Lauge Jensen et sværd eller kniv, falde på knæ for dem og bede ydmygt for Guds skyld at forlade mig deres vrede og slutte fejden.
Reference
Kilden er et pædagogisk bearbejdet uddrag af Erik Reitzel-Nielsen (red.) (1978): Danske domme 1375-1662, Det Danske Sprog og Litteraturselskab, C.A. Reitzels Boghandel.
[1] (Ordforklaring) Messe betyder, at der bliver bedt for den døde i kirken.
[2] (Ordforklaring) Man ved ikke helt præcis, hvad Jens Nielsen af Aunsbjerg mente med klenodie. Men det kan for eksempel være en kostbar genstand af guld. Eller et kostbart smykke.