Straffen for vold

I denne kilde kan man læse, hvordan man skulle straffe en mand, der begik vold mod en anden.

I middelalderen var vold meget mere udbredt, end det er i dag. For mange var det en del af hverdagen, og det var fx almindeligt og lovligt at bruge, når man skulle opdrage sine børn. Men det betød ikke, at man bare kunne gå rundt og slå på folk, uden at det skulle straffes. I vikingetiden var det ens eget ansvar at hævne sig, hvis man blev udsat for ulovlig vold. Men i de love, der blev skrevet ned i 1200-tallet, kan man se, at der nu blev sat faste straffe for vold.

Kildeteksten er et uddrag af Jyske Lov, som Valdemar Sejr lavede i 1241. Loven gjaldt for Jylland og Fyn. Nogle år tidligere var der blevet lavet en lov for Sjælland og en for Skåne, Halland og Blekinge, som dengang var en del af det danske rige.

Kilde

Afhugger en mand en anden mands tunge eller næse eller begge øjne eller begge hænder eller begge fødder eller det redskab, der hænger i bukserne, da skal der for hver af disse bødes fuld mandebod[1]. Men mister en mand et øje eller en hånd eller en fod, skal der for hver af disse bødes halv mandebod. Men mister en mand sit øre, da skal der bødes fjerdedels mandebod, da det kan dækkes med hue eller hår.

For slag med stok, slag med sten, spark, slag med knytnæve, greb i håret og skub i jorden, skal den sagsøgte enten betale seks mark eller bevise sin uskyld ved kønsnævn[2]. Men bliver en mand så hårdt ramt, at han ikke kan flytte sig selv fra stedet, men skal køres eller bæres derfra … da skal gerningsmanden betale offerets kost og betale behandling af læge samt desuden betale tolv mark i bøde.

Reference:

Kilden er et pædagogisk bearbejdet uddrag af N.M Petersen (red.) (1850): Valdemar den Andens Jyske Lov, Det Nordiske Litteratur-samfund.

[1] (Ordforklaring) Mandeboden var det beløb, man skulle betale for at dræbe en mand. I Jyske lov fra 1241 var mandeboden tre gange 18 mark. Det var mange penge. Fx kunne man købe en okse for omkring en mark.

[2] (Ordforklaring) Kønsnævn var en særlig måde at føre bevis på. Faktisk skulle man ikke bevise, at noget var sket eller ikke sket. Man skulle sværge på, at det man sagde var rigtigt. Derefter skulle man få 12 andre til at sværge, at man var en hæderlig mand, hvis ord man kunne tro på.