Ensomhedsfængsel – isolation

I flere år diskuterede man i Danmark, hvordan de nye fængsler skulle indrettes og fangerne behandles. En model var de såkaldte ensomhedsfængsler, hvor fangerne var helt isolerede.

Kilde 1:

I slutningen af 1700-tallet mente flere, at kriminelle og andre afvigere kunne gøres til bedre mennesker. Derfor måtte man straffe kriminelle på en måde, så de forberede sig. I et fængsel i USA havde man i 1790’erne indrettet et fængsel, hvor fysisk straf var afskaffet. Om natten var fangerne i eneceller. Om dagen arbejdede de i et fælles værksted, men de måtte overhovedet ikke tale med hinanden.

Dengang anså man også fattige for en slags afvigere – ligesom de kriminelle. I Danmark blev der nedsat en kommission. Den skulle overveje, om erfaringer fra USA kunne overføres til Danmark. Kommissionen skrev bl.a. sådan:

”I flere år har [amerikanerne] med held brugt en straf, der forener strenghed med retfærdighed og menneskekærlighed. Den fik de skyldige til at glemme alle deres gamle laster og uvaner. [Straffen] tjente til at vække dyb eftertanke hos forbryderne over det fordærvelige (ødelæggende) liv, de har ført hidtil. Det er virke på deres forbedring […]”.

Kilde 2:

Omkring 1840 blev der nedsat en fængselskommission, som udarbejdede en rapport. Her stod der, hvordan fangen skulle forbedres i et ensomheds- eller isolationsfængsel:

”Fangen skal ved gennem en målrettet religiøs og sædelig opdragelse og en oplæring i og tilvænning til et nyttigt arbejde sættes i stand til efter udstået straffetid at forlade straffeanstalten med en fastere vilje og bedre evner til i fremtiden at føre et sundt og lovligt liv […]

[Fangen skal] lidt efter lidt få sit arbejde kært og tilvænne sig arbejdsomhed. Men også ens indstilling vil lettere kunne åbne sig for religionens trøst. Enhver formaning og nyttig lære i ro vil spire og bære frugt. Og viljen kan lettere styrkes til at forlade en bane, hvis farlighed og moralske dårligdom går op [for fangen] under den selvbetragtning (overvejelser over, hvad man har gjort), som man ikke kan flygte fra i den ensomme celle. Her føres tanken tilbage til det indre og Gud, den altseende og allestedsværende […]”

 

 

Kilde 1:

Fattigvæsenets Rettergangsmaade, 1798, s. 21.

Kilde 2:

Teksten er bearbejdet fra ”Udkast til et Reglement for en Philadelphisk straffeanstalt” udarbejdet af Fængselskommissionen 1843.