Alle kilder i temaet: 4. Bedre mennesker

I løbet af 1700-tallet ændredes menneskesynet. Det betød også, at opfattelsen af forbrydelse og straf forandrede sig. Således opstod tanken om, at man kunne gøre forbrydere til bedre mennesker. Derfor måtte straffene udføres med henblik på genopdragelse. Det skulle ske i fængslerne, hvor man systematisk skulle lære fangerne at arbejde flittigt og adlyde dem, der havde magt. De brutale straffe, som blev fuldbyrdet i det offentlige rum, blev efterhånden afskaffet. Men der var stadig dødsstraf for særligt alvorlige forbrydelser.

Straf, der virker

Flere af oplysningstidens filosoffer argumenterede mod dødsstraffen, som de fandt både barbarisk og unødvendigt. Desuden hævdede de, at den ikke virkede afskrækkende.

Hvorfor bliver folk forbrydere?

I begyndelsen af 1800-tallet begyndte man at diskutere, hvad der var forklaringen på, at folk blev kriminelle.

Kilde 1:

Juristen T. Algreen-Ussing (1797-1872) havde denne forklaring på, at nogen blev forbrydere:

”Vedkommende, der på trods af, at han har fået en god opdragelse, alligevel gør sig skyldig i forbrydelser, [viser] derved […], at han må have en særdeles indgroet hang til at begå forbrydelser. For at underkue det, må der bruges hårdere straffe. […]

[hans tidligere adfærd og måder at leve på har betydning]

Et tidligere rosværdigt liv må være formildende. Et lastværdigt [kriminelt] liv skærpende på straffen, […] da det sidste forudsætter en grundlæggende hang til at begå forbrydelser, og man har sin styrke i forbryderens onde vilje”

Kilde 2:

Dommeren Frederik Lütken (1808-1879) havde denne forklaring på forbrydelser:

”Man tør vel antage, at de tre fjerdedele og måske langt flere af alle former for forbrydelser, ikke begås af nød, men er umiddelbare følger af dovenskab og liderlighed. […]

[han skrev videre, at dårlig opdragelse og dannelse var skyld i moralens forfald, og at lasterne trivedes]

De mest væsentlige årsager til [de mange tyverier og indbrud] er mangel på god opdragelse og moralsk dannelse i den tidlige barndom.”

Kilde 3:

Professor i filosofi Anders Gamborg (1753-1833) forklarede kriminalitet sådan:

”De almindelige årsager til tyveri er: Stor armod [fattigdom] og stærk hang til sanselige fornøjelser. […]

[Jeg] tror imidlertid ikke, at armod så let fører til tyveri. […] En langt vigtigere kilde til tyveri ligger i stærk hang til sanselige fornøjelser af en eller anden slags. Godt nok er ikke alle tyve også drankere eller horekarle, så vil man ved at læse akterne i tyverisager hurtigt opdage, at der er en eller anden uordentlig tilbøjelighed, i særdeleshed kønsdrifternes tilfredsstillelse, som er skyld i, at vedkommende fandt på at stjæle.”

Kilde 4:

Økonomen C. David (1793-1874) forklarede i 1860 forbrydelsernes omfang sådan:

”For en stor del må disse forandringer i det årlige antal af forbrydelser utvivlsomt tilskrives prisen på fødevarer og den større eller mindre nød, det skaber hos de lavere klasser. […]

En sådan overensstemmelse, som vi ser her mellem rugprisens stigen og dalen på den ene side og forøgelsen og formindskelsen af antallet af tiltalte på den anden side, kan ikke være nogen tilfældighed, men må betragtes som en fast årsagsmæssig sammenhæng”.

Kilde 1:

Algreen-Ussing: Haandbog i den danske Kriminalret, Kjöbenhavn 1829, s. 11-13.

Kilde 2:

Frederik Lütken: Om tyverierne i Kjøbenhavn, Kjøbenhavn 1813, s. 4.

Kilde 3:

Anders Gamborg: Hvilke ere de mest hensigtsmæssige Midler til i en stor Stad, og navnlig i Kiøbenhavn, at forebygge og afværge Tyverier? 1815.

Kilde 4:

David (red.): Statistisk Tabelværk. 1960

Kritik af fængslerne

I flere større byer blev der i 1600- og 1700-tallet oprettet tugthuse, hvor kriminelle, tiggere og omstrejfere blev anbragt.

Nye fængsler

I USA, England og andre lande begyndte man at bygge store fængsler i slutningen af 1700-tallet. Først et stykke hen i 1800-tallet blev der opført større fængsler i Danmark.

Omkring 1840 blev der nedsat en kommission, der skulle undersøge, hvordan ny fængsler skulle indrettes. Medlemmerne af kommissionen kunne ikke blive enige. Et flertal gik ind for, at det skulle være ensomheds-fængsler. Det betød, at en fange skulle tilbringe det meste af døgnet isoleret i sin celle. I fængslet blev der ikke brugt korporlig straf. Et stort mindretal mente, at hårdt arbejde og korporlige straffe var nødvendige for at gøre fangerne til bedre mennesker.

Regeringen besluttede, at der skulle opføres to nye fængsler. I Vridsløselille blev der bygget et ensomheds-fængsel. Det var bygget efter et panoptisk princip. Det betød, at fangerne hele tiden blev overvåget. I Horsens byggede man et fængsel, hvor hårdt arbejde – og risikoen for straf – skulle opdrage fangerne.

Kilde 1:

Horsens Statsfængsel – eller Horsens Tugthus, som det også blev kaldt, blev taget i brug i 1853

Kilde 2:

Vridsløselille Statsfængsel

Kilde 3:

I 1859 åbnede statsfængslet Vridsløselille. Der var et isolationsfængsel opført efter panoptiske princip. Illustreret Tidende skrev bl.a. om fængslet:

”Den ejendommelige stjerneform, som fængselsbygningen udviser, er fremkaldt af fængslets særegne karakter som cellefængsel. Dens tilsigtede virkning er fuldstændig isolering af de 400 fanger, som bygningen er bestemt til at optage. […]

Samtlige celler er en regelmæssig langagtig form, rummelige, høje og lyse. Det tilgitrede vindue er selvfølgelig anbragt så højt, at fangen ikke kan nå det. Men det kan åbnes af ham efter eget ønske for at få frisk luft. Hver celle er i øvrigt forsynet med vand, som fangen kan skaffe sig ved at drej en hane, der er anbragt over en kumme af støbejern, som sidder fast i muren. […]

[Der er] water-closet. Møblerne er en hængekøje til at ophænge i kroge fra den ene væg til den anden, nogle hylder og bord.”

Meta:

Kilde 1:

Grundplan Horsens Statsfængsel er fra Peter Scharff Smith: Det moderne fængselsvæsen gennembrud i Danmark. I: Fortid og Nutid juni 2002, s. 104-105.

Stik af Horsens Statsfængsel. Fængselsmuseet Horsens.

Kilde 2:

Grundplan Vridsløselille Statsfængsel er fra Peter Scharff Smith: Det moderne fængselsvæsen gennembrud i Danmark. I: Fortid og Nutid juni 2002, s. 104-105.

Luftfoto af Vridsløselille Statsfængsel fra 1929. Fængselshistorisk Selskab.

Kilde 3:

Teksten er bearbejdet fra Illustreret Tidende 18. december 1859.

Ensomhedsfængsel – isolation

I flere år diskuterede man i Danmark, hvordan de nye fængsler skulle indrettes og fangerne behandles. En model var de såkaldte ensomhedsfængsler, hvor fangerne var helt isolerede.

Kilde 1:

I slutningen af 1700-tallet mente flere, at kriminelle og andre afvigere kunne gøres til bedre mennesker. Derfor måtte man straffe kriminelle på en måde, så de forberede sig. I et fængsel i USA havde man i 1790’erne indrettet et fængsel, hvor fysisk straf var afskaffet. Om natten var fangerne i eneceller. Om dagen arbejdede de i et fælles værksted, men de måtte overhovedet ikke tale med hinanden.

Dengang anså man også fattige for en slags afvigere – ligesom de kriminelle. I Danmark blev der nedsat en kommission. Den skulle overveje, om erfaringer fra USA kunne overføres til Danmark. Kommissionen skrev bl.a. sådan:

”I flere år har [amerikanerne] med held brugt en straf, der forener strenghed med retfærdighed og menneskekærlighed. Den fik de skyldige til at glemme alle deres gamle laster og uvaner. [Straffen] tjente til at vække dyb eftertanke hos forbryderne over det fordærvelige (ødelæggende) liv, de har ført hidtil. Det er virke på deres forbedring […]”.

Kilde 2:

Omkring 1840 blev der nedsat en fængselskommission, som udarbejdede en rapport. Her stod der, hvordan fangen skulle forbedres i et ensomheds- eller isolationsfængsel:

”Fangen skal ved gennem en målrettet religiøs og sædelig opdragelse og en oplæring i og tilvænning til et nyttigt arbejde sættes i stand til efter udstået straffetid at forlade straffeanstalten med en fastere vilje og bedre evner til i fremtiden at føre et sundt og lovligt liv […]

[Fangen skal] lidt efter lidt få sit arbejde kært og tilvænne sig arbejdsomhed. Men også ens indstilling vil lettere kunne åbne sig for religionens trøst. Enhver formaning og nyttig lære i ro vil spire og bære frugt. Og viljen kan lettere styrkes til at forlade en bane, hvis farlighed og moralske dårligdom går op [for fangen] under den selvbetragtning (overvejelser over, hvad man har gjort), som man ikke kan flygte fra i den ensomme celle. Her føres tanken tilbage til det indre og Gud, den altseende og allestedsværende […]”

Kilde 1:

Fattigvæsenets Rettergangsmaade, 1798, s. 21.

Kilde 2:

Teksten er bearbejdet fra ”Udkast til et Reglement for en Philadelphisk straffeanstalt” udarbejdet af Fængselskommissionen 1843.

I ensomhedsfængslet

Den totale isolation i ensomhedsfængsler, som Vridsløselille Statsfængsel, blev anset for at være en effektiv fremgangsmåde til at forbedrer fangerne på. Den totale isolation blev fastholdt i Vridsløselille indtil 1930’erne.

Kilde 1:

I ensomhedsfængsler som Vridsløselille var fangerne totalt isolerede. Når de blev ført fra cellen til den daglige gårdtur, skulle de bære masker.

Kilde 2:

I ensomhedsfængslerne skulle fangerne i kirke. De blev ført til kirken iført masker. I kirken blev de anbragt i bokse, så de ikke kunne se hinanden.

Til venstre ses præsten. I midten – i forgrunden og i baggrunden – sidder vagter, der holdt øje med fangerne.

Kilde 3:

Efter få år viste det sig, at den totale isolation betød, at en del fanger blev fysisk og psykisk syge. Her er nogle eksempler fra Vridløselilles journaler:

Voldsomt vægttab. Maden i fængslet var næringsrig. Alligevel tabte ca. 40 % af fangerne i løbet af de første tre måneder i vægt. I gennemsnit 5-10 kilo.
Forvirring og manglende koncentrationsevne.
Hallucinationer og paranoide forestillinger.
Angst, depression og aggressivitet.
Sløvhed.

Kilde 4:

Fredrik Bruun var fængselsinspektør i Vridsløselille Statsfængsel. I 1867 udgav han bogen Om fuldbyrdelse af Strafarbeide, hvor han vurderede cellestraffen (ensomhedsceller) sådan:

”det [er] min fulde overbevisning, at cellestraffen udført i lang tid og efter det absolutte system, medfører betydelig farer for fangens psykiske sundhed. Farer, som jeg efter mit kendskab ikke anser det for muligt at forhindre, og som jeg ikke noget sted har set forhindret […] Den lidelse, der efter det absolutte system på lang sigt påføres fangen, er større en den bør være.

Straffen […] er den lidelse, der påføres den domfældte forbryder som en retfærdig gengældelse for den begåede overtrædelse. Straffens hensigt er dernæst forbedring. […]

Alt hvad der er sagt om den absolutte cellestrafs fortrin fremfor nogen anden frihedstraf til at virke på fangens forbedring, er jeg fuldkommen enig i. Men kun til det trin af forbedring, hvor fangen angre. Fortsættes straffen ud over dette tidspunkt, er den endog snarere til skade end til gavn for en endelig forbedring.”

Kilde 1 og 2: Illustreret Tidende

Kilde 3:

Teksten er bearbejdet efter Fr. Bruun: Om Fuldbyrdelse af Strafarbeide. Kjøbenhavn, 1867, s. 59-60