I ensomhedsfængslet

Den totale isolation i ensomhedsfængsler, som Vridsløselille Statsfængsel, blev anset for at være en effektiv fremgangsmåde til at forbedrer fangerne på. Den totale isolation blev fastholdt i Vridsløselille indtil 1930’erne.

Kilde 1:

I ensomhedsfængsler som Vridsløselille var fangerne totalt isolerede. Når de blev ført fra cellen til den daglige gårdtur, skulle de bære masker.

 

Kilde 2:

I ensomhedsfængslerne skulle fangerne i kirke. De blev ført til kirken iført masker. I kirken blev de anbragt i bokse, så de ikke kunne se hinanden.

Til venstre ses præsten. I midten – i forgrunden og i baggrunden – sidder vagter, der holdt øje med fangerne.

Kilde 3:

Efter få år viste det sig, at den totale isolation betød, at en del fanger blev fysisk og psykisk syge. Her er nogle eksempler fra Vridløselilles journaler:

  • Voldsomt vægttab. Maden i fængslet var næringsrig. Alligevel tabte ca. 40 % af fangerne i løbet af de første tre måneder i vægt. I gennemsnit 5-10 kilo.
  • Forvirring og manglende koncentrationsevne.
  • Hallucinationer og paranoide forestillinger.
  • Angst, depression og aggressivitet.
  • Sløvhed.

 

Kilde 4:

Fredrik Bruun var fængselsinspektør i Vridsløselille Statsfængsel. I 1867 udgav han bogen Om fuldbyrdelse af Strafarbeide, hvor han vurderede cellestraffen (ensomhedsceller) sådan:

”det [er] min fulde overbevisning, at cellestraffen udført i lang tid og efter det absolutte system, medfører betydelig farer for fangens psykiske sundhed. Farer, som jeg efter mit kendskab ikke anser det for muligt at forhindre, og som jeg ikke noget sted har set forhindret […] Den lidelse, der efter det absolutte system på lang sigt påføres fangen, er større en den bør være.

Straffen […] er den lidelse, der påføres den domfældte forbryder som en retfærdig gengældelse for den begåede overtrædelse. Straffens hensigt er dernæst forbedring. […]

Alt hvad der er sagt om den absolutte cellestrafs fortrin fremfor nogen anden frihedstraf til at virke på fangens forbedring, er jeg fuldkommen enig i. Men kun til det trin af forbedring, hvor fangen angre. Fortsættes straffen ud over dette tidspunkt, er den endog snarere til skade end til gavn for en endelig forbedring.”

 

 

Kilde 1 og 2: Illustreret Tidende

Kilde 3:

Teksten er bearbejdet efter Fr. Bruun: Om Fuldbyrdelse af Strafarbeide. Kjøbenhavn, 1867, s. 59-60