Kilde 4: Dommene

Emnet ”Hekse” er et fleksibelt læremiddel, som henvender sig til 5.-6. klassetrin. Dets historiske fokus er på Hekseforfølgelserne i renæssancen. Emnet er organiseret i 4 temaer, der hver indeholder 4-8 kilder.

Herredsfoged Morten Faxe afsagde sin dom over Anne Palles den 2. november 1692:

”hendes tunge bør afskæres, mens hun endnu er levende og sættes på en stage. Kroppen skal herefter kastes levende på ilden og opbrændes.”

Landstinget i Ringsted vurderede dommen den 11. december 1692:

”[…] vi anser det ikke for forsvarligt at følge den hårdhed, som herredsfogeden har dømt med tungens afskærelse. […] Men hun må lide som troldkvinden […] og brændes levende.”

Også Højesteret i København skulle gennemgå sagen. Over for Højesteret benægtede Anne, at hun var en heks, og at hun havde brugt trolddom. Hun havde kun indrømmet først præsterne og siden herredsfogeden brutalt havde forhørt hende. Herredsfogeden havde slået hende og fået hende til at sige, at hun havde forgjort Maren.

De 17 dommere i højesteret skulle tage stilling til sagen. Flere kritiserede, at hun i fængslet og i herredsretten havde været udsat for mishandling. De mente, at det havde fået hende til at sige, at hun var en heks. Derfor ville de frifinde hende. Men et flertal på 11 dommere mente, at hun var en heks, og derfor skulle hun brændes.

Christian 5. mildnede dommen. Anne blev halshugget, før hun blev kastet på bålet. Henrettelsen fandt sted den 4. april 1693. Ingen af de øvrige, Anne Palles havde angivet som hekse blev henrettet. Anne Kruse var død i fængslet. Hendes lig blev kastet på bålet. Nogle blev pisket og tvunget til at forlade landet. Andre blev frifundet.