Alle kilder i temaet: Tema: Anne Palles – den sidste heks på bålet

”Til det svarede hun, at for seks år siden var hun gået ud på marken med kreaturerne. Her havde Fanden opsøgt hende. Han kom i skikkelse som en sort kat med ild ud af øjnene. Han talte til hende og sagde: ”Vil du være min, så vil jeg give dig alt, hvad du vil have.

Til de svarede Anne Palles ja. Hun ville være Fandens med live og sjæl. Den sorte kat forlangte nu et tegn af hende og bed hende i hendes højre pegefinger. Hun kaldte ham Pus, og han kaldte hende Annis.”

(Kilde: J. C. Jacobsen: Den sidste Hexebrænding i Danmark 1693. 1971)

”Pus skaffede Anne nogle af Marens afklippede negle. Pus gav Anne besked på at vikle dem ind i en klud og kaste det ind i hendes gård. Det gjorde Anne, der samtidig sagde: ”Når du træder over dette, skal du få betaling for, at du dansede med min mand”.

Kort tid efter fik Maren først ondt i fingrene. Smerterne bredte sig til hænderne og til hele kroppen. Hun blev dårligere og dårligere og måtte blive i sengen. Til sidst døde hun.”

(Kilde: J. C. Jacobsen: Den sidste Hexebrænding i Danmark 1693. 1971)

”Anne Palles indrømmede også, at Hans Stang af Hasselø (på Falster) var deres trommeslager på heksemøderne. Heksene mødtes ved Hesnæs (på Falster). De var 20 i flokken. Anne Palles nævnte navne som Abigael, Anne Kruses og Anne Børreses i Stavreby.

Men da hun blev spurgt, hvem de andre var, svarede hun: ”Jeg tør ikke sige det”. Så gjorde Fanden hende stum, og hun var ved at falde om. […]

Hun kom op igen, efter at vi havde holdt en bøn for hende. Så fortalte hun, at Kirstine Bødkers i Øverup også var med til heksemødet”

(Kilde: J. C. Jacobsen: Den sidste Hexebrænding i Danmark 1693. 1971)

”hendes tunge bør afskæres, mens hun endnu er levende og sættes på en stage. Kroppen skal herefter kastes levende på ilden og opbrændes.”

Landstinget i Ringsted vurderede dommen den 11. december 1692:

”[…] vi anser det ikke for forsvarligt at følge den hårdhed, som herredsfogeden har dømt med tungens afskærelse. […] Men hun må lide som troldkvinden […] og brændes levende.”

Også Højesteret i København skulle gennemgå sagen. Over for Højesteret benægtede Anne, at hun var en heks, og at hun havde brugt trolddom. Hun havde kun indrømmet først præsterne og siden herredsfogeden brutalt havde forhørt hende. Herredsfogeden havde slået hende og fået hende til at sige, at hun havde forgjort Maren.

De 17 dommere i højesteret skulle tage stilling til sagen. Flere kritiserede, at hun i fængslet og i herredsretten havde været udsat for mishandling. De mente, at det havde fået hende til at sige, at hun var en heks. Derfor ville de frifinde hende. Men et flertal på 11 dommere mente, at hun var en heks, og derfor skulle hun brændes.

Christian 5. mildnede dommen. Anne blev halshugget, før hun blev kastet på bålet. Henrettelsen fandt sted den 4. april 1693. Ingen af de øvrige, Anne Palles havde angivet som hekse blev henrettet. Anne Kruse var død i fængslet. Hendes lig blev kastet på bålet. Nogle blev pisket og tvunget til at forlade landet. Andre blev frifundet.