I Grønlandsposten skrev han, at han:
”håbede, at man ville anerkende den udvikling til grønlændernes modning, der foregik under Krigen. Og vi regnede med, at man som anerkendelse ville høre os, når Grønlands fremtidspolitik skulle planlægges […] Men det viste sig, at vi havde regnet forkert. […]
Vi er ude efter en ansvarlig Ledelse, der har sæde i Grønland selv. Det hævdes gang på gang som formålet med Danmarks Grønlandspolitik, at det er den grønlandske befolknings tarv, der er altafgørende. Hvis det grønlandske folk skal opnå ligestilling og selvstændighed som andre Folk, må udviklingen hvile på kræfter, der udgår fra folket selv. – Formynderskabet må ændres derhen, at ansvaret hviler på selve det grønlandske folk.”
Bearbejdet uddrag fra Jens Heinrich: Eske Brun og det moderne Grønlands tilblivelse. INUSSUK. Arktisk forskningsjournal 1. 2012, s. 205.