Forfatteren Johannes V. Jensen (1873-1950) skrev Til Seksdagesløb for Politiken i 1934.
”Straks man kommer ind ser man en spinkel stribe cyklister stryge forbi på langsiden og piske ind i svinget. Her ligger de fuldstændigt på siden, så stejl er kurven. […] Feltet har fart på, hu, i et nu er de ude af svinget og på ret køl igen, ned ad langsiden på den anden side. […]
Brøl fra en højttaler holder underrettet om programmet. Et orkester fylder rummet med musik. En melodi med et fløjtet omkvæd, hvor publikum lader sig hører i megafonen, mange gange forstørre, en kæmpesanger, fuldkommen ujordisk. Men det han siger kender vi. Man er glad for ham også. […]
Rytterne kørte hektisk. En sidste ophidselse. Synligt ømme bagi. Skubbet af den ene ende over på den anden på sadlen. Med smertende øjne og hænderne værkende af at holde på styret. Lappet her og der med klude […]
en skare cyklister jagede hinanden. Man fik et stærkt indtryk af kårene, som de er i vor tid. Konkurrencen, det hårde, hensynsløse kapløb. Sådan kaster man sig ud, når man er ung. Sådan slider man på kræfterne. […]”
__
Spørgsmål:
- Hvilket indtryk får man af stemningen til seksdagesløbet?
- Hvad mener ophavsmanden (Johannes V. Jensen) mon med det sidste afsnit?
- Mener du at det også passer på den tid, du lever i? Begrund.
(Kilde: Johannes V. Jensen: Mariehønen. Myter. 1934)