Kilde 4: Cykling, ligestilling og frigørelse

Denne kilde omhandler cykling, ligestilling og frigørelse. Kilden indeholder to punkter med dertilhørende spørgsmål.

a) Uddrag af en artikel fra den amerikanske avis The Columbian fra 1895:

>>> Læs uddraget her

“Kvinden på to hjul er i det hele taget en nyhed og er helt igennem et produkt af århundredets sidste årti. Hun kører mod større frihed, mod mere ligestilling med manden og mod en vane til at passe på sig selv og få et nyt syn på emnet tøjfilosofi.”

__

b) Cykling og integration

Bjarne Stenbæk: “Flygtningekvinderne finder friheden på cykel”, Sjællandske Nyheder

Mange eksperter har peget på cykelkultur som vejen frem for integration af indvandrere, især kvinder, som får mulighed for at finde et nyt fællesskab ved at lære at cykle. Sjællandske Nyheder bragte i 2018 en artikel med overskriften “Flygtningekvinderne finder friheden på cykel”:

Uddrag:

“Mange kvinder fra især muslimske lande lærer ikke fra barnsben at cykle, men det er det projekt, som Inge Brehm Christensen sidste år satte i gang sammen med den øvrige frivilliggruppe i Dansk Flygtningehjælp. […] Samtidig med cykeltræningen kan vi grine og kommunikere sammen på tværs af kulturelle forskelle. Projektet betyder også, at kvinderne lærer flere danske ord og vendinger, ligesom det giver dem langt flere udfoldelsesmuligheder og større chance for integration.

Og netop friheden griber Haya Alsammour fat i som den største glæde for hende. – Nu kan jeg cykle rundt i byen for eksempel til stationen eller til butikkerne.Cyklen giver mig frihed, siger hun. […]

I Syrien måtte hun ikke cykle, men da tilbuddet kom i Sorø, slog hun til. […] For Iman Chayah er der også et klart mål med cykeltræningen. – Jeg arbejder som skrædder i København tre dage om ugen, siger hun. – Når jeg bliver dygtig nok til at cykle, kan jeg cykle frem og tilbage mellem mit hjem og stationen. Det glæder jeg mig til.”

(Kilde: Bjarne Stenbæk: “Flygtningekvinderne finder friheden på cykel”, Sjællandske Nyheder, fredag den 22. juni 2018)

__

Spørgsmål:

  • Hvad har cykling med ligestilling, integration og kvindefrigørelse at gøre?
  • Hvordan kan det give større frihed at bevæge sig rundt på to hjul?
  • Hvorfor mon Haya Alsammour ikke måtte cykle i Syrien?