Kilde 7: Sundt at cykle

Denne kilde omhandler cykling og helbredet i 1900-tallet. Kilden indeholder to punkter med dertilhørende spørgsmål.

At cykle var noget nyt omkring 1900-tallet. De fleste læger mente, at cykling var godt for helbredet.

a)

I Vejle Amts Folkeblad skrev lægen A. M. Heiberg en artikel om at cykle. Cyklen var ikke blot et ”vigtigt befordringsmiddel”, der kunne bringe en hurtigt fra sted til sted og ud i naturen. At cykle var også godt for helbredet.

”Glæden ved naturen vækker hos ethvert sundt menneske en lys og fornøjet stemning, der får en til at glemme anstrengelserne […]

Visse benmuskler må udføre hovedparten af arbejdet. Mange andre muskler må dog medvirke. […]

Ved en ordentlig holdning, når man sidder på kørehjulet, så de øverste dele af lungerne kan komme til helt at virke efter deres bestemmelse, er cykling også en udmærket øvelse for åndedræts-virksomheden.

Også hjertet bliver mere udholdende og mindre let til at blive træt. Hele blodomløbet gavnes. […].”  

(Kilde: Vejle Amts Folkeblad, 28. juli 1906)

__

b)

En tysk videnskabsmand, professor Fürbringer, har for nylig offentliggjort en afhandling om mavelidelser. Han fremhæver deri, at cykling utvivlsomt har en helbredende indflydelse på nervøse mavesygdomme.

”Af særlig gavnlig virkning er her muskelbevægelsen i frisk luft. Luft-følelsen ved den hurtige fart gennem rummet, det forøgede stofforbrug samt den massage som tarmene får. Alt dette tilsammen har en gavnlig indflydelse på hele organismen.

Før en cykeludflugt bør man ikke indtage et større måltid, og man må ikke køre for meget op ad bakke. […] Modvind bør så vidt muligt undgås. Så snart man mærker forstyrrelse i åndedrættet og hjerte-virksomheden, bør man stige af cyklen.

Iagttager man disse forsigtighedsregler, vil en tur på 4-5 mil (1 mil = 1,6 km) have en helbredende indflydelse på mavelidelsen. […]”

(Kilde: Vejle Amts Folkeblad, 2. april 1902) 

__

Spørgsmål:

  • Se kilde a. Hvad er ifølge ophavsmanden (A. M. Heiberg) det gode ved at cykle?
  • Hvad mener du, at en læge nu om dage ville nævne som det sunde ved at cykle?
  • Se kilde b. Diskuter kildens råd. Hvad kan måske passe, og hvad mener du er forkert?