Alle kilder i temaet: 7. Skånske Krig

Nedenfor ser man folketallet for Danmark i 1645, altså hvor mange personer der levede i landet før Danmark mistede Skånelandene. Skånelandene en samlet betegnelse for Skåne, Halland og Blekinge som engang var danske territorium, men som Danmark måtte afstå efter Første Karl Gustav-krig.

Tallene bygger på lister over skatteydere og kirkebøger, og er et skøn, da den første folketælling først blev afholdt i 1769. Der har dog været flere personer i Danmark i 1645, da de tyske hertugdømmer også tilhørte Danmark på dette tidspunkt, men de er ikke taget med i tallene nedefor.

Klik her for at kopiere kildens link oppe i hjemmesidens adressefelt

Kildetal

Folketal Danmark 1645:

Antal personer i Danmark med Skånelandene: 825.200

Antal personer i Danmark uden Skånelandene: 607.800

Kildebilledet er lånt fra Det Kongelige Bibliotek, Billedsamling. 

Krigen mellem Danmark og Sverige, fra 1675-79, kaldet Skånske Krig, startede ved at Danmark angreb på Skåne, der tilhørte Sverige sammen. I foråret 1676 angreb den danske konge, Christian 5., Skåne i Sverige. I forbindelse med angrebet lod den danske konge en tekst sende ud til en del af det svenske folk. I teksten opfordrede han Skånelandene, der havde været dansk område indtil Karl Gustav-krigene 1657-60, til at kæmpe med den danske hær.

Da den danske konge var gået i land i Skåne, fik præster i de største skånske byer besked om at læse en plakat op for de danske skånske bønder. Kildeteksten nedenfor et er bearbejdet uddrag af den plakat.

Kildeteksten nedenfor er en bearbejdet udgave af en tekst fra 1600-tallet, der fortæller om slaget ved Lund i 1676.

Kildetekstens forfatter er Stehn Jacobsen, der skrev sin bog om den nordiske krig omkring 1680. Sthen Jacobsen var en dansk præst, der var født i Skåne dengang Skånelandene var danske. I 1658 deltog Sthen Jacobsen som ung studerende i København i kampen mod den svenske hær, der forsøgte et at erobre København. Sthen Jacobsen befandt sig i Skåne under Den Skånske Krig, og har oplevet nogle af hændelserne. Bogen er skrevet ca. 10 år efter, at krigen sluttede. Da Sthen Jacobsen havde skrevet bogen turde han ikke prøve at få bogen udgivet, da han havde været meget kritisk både overfor svenskerne og danskerne. Derfor blev boget først udgivet i slutningen af 1800-tallet, da en svensk historiker fandt bogen på et arkiv.

Spring til let udgave

Kildetekst

”Efter at hans kongelige majestæt med medlidenhed har kunnet se den svære situation, som de fattige undersåtter i Skåne, Halland og Blekinge, samt andre provinser, som den danske krone ved forrige ulykkelige krige har måttet afstå til den svenske krone, befinder sig i: i det sted de før i så mange år efter hinanden har blomstret i evig rigdom under hans kongelige majestæts rosværdige forfædre og senere konger i Danmarks milde regeringer …..

[derfor] henvender kongen sig i den forhåbning, at Gud i himlen vil velsigne dette foretagende [at vinde Skånelandene tilbage] og at indbyggerne selv ikke kun i deres bønner ønsker hans majestæt al lykke og sejr, men også vil hjælpe hans majestæt både med kræfter og penge. Og hvis lejligheden skulle komme, så må de søge deres egen frelse og velstand, som de aldrig håbe på ellers før de er befriet fra svenskernes greb, og igen er forenet [med Danmark].”

Kildeteksten er en oversat og bearbejdet udgave af: Den Nordiske Kriigs Krønicke, Sthen Jacobsen, udgivet af Martin Weibull, 1897, s. 38-40.

Kildebilledet af Christian 5. er lånt fra Wikimedia Commons. 

Lettere udgave af kilden

”Efter at hans kongelige majestæt med medlidenhed har kunnet se den svære situation, som de fattige undersåtter i Skåne, Halland og Blekinge, samt andre provinser, som den danske krone ved har måttet give til den svenske krone efter de sidste ulykkelige krige, befinder sig i: i det sted de før i så mange år efter hinanden har blomstret i evig rigdom under hans kongelige majestæts rosværdige forfædre og senere konger i Danmarks milde regeringer …..

[derfor] henvender kongen sig og håber, at Gud i himlen vil velsigne denne handling [at vinde Skånelandene tilbage] og at indbyggerne selv ikke kun i deres bønner ønsker hans majestæt al lykke og sejr, men også vil hjælpe hans majestæt både med kræfter og penge. Og hvis lejligheden skulle komme, så må de kæmpe for deres egen lykke, som de ellers aldrig kan håbe på før de er befriet fra svenskernes greb, og igen er forenet(med Danmark].”

Snaphanerne kæmpede imod svenskerne, enten sammen med den danske eller hær eller sammen i små grupper i Skånelandene. Nogle var bønder, mens andre var fredløse eller tidligere soldater, der dannede grupper af skytter. Man ved ikke helt hvor navnet snaphaner stammer fra. Nogle mener at de er opkaldt efter et skydevåben, der var hurtigt at bruge. Andre mener, at de fik navnet fra det tyske ord ”schnappen”, som betyder at røve. Ordet blev i hvert fald brugt om de folk, der kæmpede mod svenskerne, uden egentlig at tilhøre den danske hær.

Svenskerne mente, at snaphanerne var røvere og mordere. Hvis den svenske hær fangede en snaphane, var behandlingen hård. De flest blev henrettet med det samme, og mange af dem blev tortureret inden deres død. Somme tider blev snaphanerne spiddet på en pæl, der blev stykket ind i ryggen eller bagdelen. Snaphanen kunne ikke slippe væk og nogle gange varede det flere dage før snaphanen døde. Pælene stod langs vejene og skulle skræmme andre fra at blive snaphaner. Skånske krig er også kendt som Snaphanekrigen.

Kildeteksten nedenfor er en bearbejdet udgave af en tekst fra 1600-tallet, der fortæller om Skånske Krig og snaphanerne. Forfatteren er Stehn Jacobsen, der skrev sin bog om den nordiske krig omkring 1680. Sthen Jacobsen var en dansk præst, der var født i Skåne dengang Skånelandene var danske. I 1658 deltog Sthen Jacobsen som ung studerende i København i kampen mod den svenske hær, der forsøgte et at erobre København. Sthen Jacobsen befandt sig i Skåne under Den Skånske Krig, og har oplevet nogle af hændelserne. Bogen er skrevet ca. 10 år efter, at krigen sluttede. Da Sthen Jacobsen havde skrevet bogen turde han ikke prøve at få den udgivet, da han havde været meget kritisk både overfor svenskerne og danskerne. Derfor blev boget først udgivet i slutningen af 1800-tallet, da en svensk historiker fandt bogen på et arkiv.

Kildebilledet er et tryk fra 1500-tallet, der viser en spidning.

Kildetekst

“Når svenskerne i denne vinter fik fat i nogle snaphaner, plagede de disse på en frygtelig måde. Først brændte man deres fodsåler med glødende jern. Derefter stødte man en spiddet pæl så langt op i endetarmen på dem, at den kom ud ved næsen. Derefter sømmede man dem fast til et træ og lod dem hænge der, til de døde.”

Kildebillede

Kildeteksten er en oversat og bearbejdet udgave af: Den Nordiske Kriigs Krønicke, Sthen Jacobsen, udgivet af Martin Weibull, 1897.

Kildebilledet er et tryk af en spidning. Billedet er oprindeligt fra ”de Cruce : ad sacram profanamque historiam utiles de Juste Lipse”, 1593. Billedet er lånt fra wikimedia Commons.

Snaphanerne kæmpede imod svenskerne, enten sammen med den danske eller hær eller sammen i små grupper. Nogle var bønder, mens andre var fredløse eller tidligere soldater der dannede grupper af skytter. Man ved ikke helt hvor navnet snaphaner stammer fra. Nogle mener at de er opkaldt efter et skydevåben, der var hurtigt at bruge. Andre mener at de fik navnet fra det tyske ord ”schnappen”, som betyder at røve. Ordet blev i hvert fald brugt om de folk, der kæmpede mod svenskerne, uden egentlig at tilhøre den danske hær. I de svenske historiebøger er ordet snaphane blevet brugt om tyve og mordere.

Den mest berømte snaphane er nok Svend Poulsen, der er blevet kendt som Gøngehøvdingen. Han kæmpede med danskerne mod svenskerne i flere krige og var mest aktiv under de to Karl Gustav Krige i 1657-1660. Der er blevet skrevet bøger og lavet film og serier om ham. I virkeligheden var snaphanerne dog mest aktive under Skånske Krig, der foregik fra 1679-79. Danmark havde mistet Skånelandene i 1658, men under Skånske Krig, hvor den danske konge forsøgte at erobre Skånelandene tilbage, var der et par tusinde snaphaner, der kæmpede mod svenskerne. En af de mest berømte snaphaner blev kaldt Lille Mads.

Kildebilledet nedenfor er en statue af snaphanen Lille Mads. Lille Mads kæmpede mod svenskerne under Skånske Krig, men blev dræbt. Det fortælles om ham, at han var en meget modig snaphane.

Statuen blev lavet i 1934 og er rejst til minde om snaphanerne i en park i den svenske by Hässleholm i Skåne.

Kildebillede

Snaphanestatuen er lavet Axel Ebbesen. Statuen er fra 1934 og er placeret i Hembygdsparken i Hässleholm, Skåne. Kildebilledet er lånt fra Wikimedia Commons.

Skånske krig er også kendt som snaphanekrigen. De danske konger var glade for den hjælp som snaphanerne gav, når de kæmpede mod svenskerne. Svenskerne mente til gengæld at snaphanerne var røvere og mordere. Snaphanerne angreb og dræbte svenske soldater, og røvede også tit bønderne. Hvis den svenske hær fangede en snaphane, var behandlingen hård.

I 1677 var den svenske konge Karl 11. så træt af snaphanerne, at han begyndte at lade sine soldater straffe hele sogne, for at bekæmpe snaphanerne. For hver svensk soldat der blev dræbt af snaphanerne, skulle tre bønder i et søgn hænges og bønderne skulle betale 1000 daler, som var mange, mange penge dengang – også selvom bønderne ikke haft noget at gøre med snaphanerne. Snaphanerne blev dog ved med at kæmpe mod den svenske hær, og mange bønder hjalp snaphanerne.

I april gav den svenske kong sine soldater ordren om at en række sogne i Skåne og Blekinge skulle udslettes. En kilde til ordren om at ødelægge byerne findes i en dagbog, der er bevaret. Dagbogen tilhørte en officer i den svenske hær, Niels Skytte, som skrev sine ordrer fra kongen ned. I dagbogen kan man også læse han notater fra de dage, hvor hans soldater angreb sognene.

Kildetekst 1

”Slå alle voksne mænd ihjel, skån kvinder og børn, men brænd gårdene ned, efter at alt kvæg og alle fødevarer er båret ud og bragt i sikkerhed, mens alt hvad du ellers finder, må plyndres af dine soldater.”

Kildetekst 2

“22. april: Rykkede vi frem mod alle tre byer samtidigt for efter ordre at afbrænde hele Örkenet sogn, ordren lød samtidigt på at slå alle mænd mellem 15 og 60 år ihjel, og i følge mine ordrer nedbrændte jeg med mine soldater [her nævnes så en række byer].

23. april: Ifølge mine ordrer afbrændte jeg igen med mine soldater [her nævnes en række byer]. Dermed var hele Örkenet Sogn brændt ned …”

Kildetekserne er lånt fra: Weibull, Martin: Öfverste Nils Skyttes dagbok 1675-1720. Samlingar utgifna för de skånska landskapens historiska och arkeologiska förening, 1874–1880.

Kildebilledet forestiller den svenske konge Karl 11. Billedet er lånt fra Wikimedia Commons. 

En stor del af den svenske krig foregik i den tidligere danske landsdel Skåne, som var blevet svensk efter Karl Gustav Krigene. Den 4. december mødtes den svenske og danske hær i et mere end 8 timer langt krigsslag. Begge hære var stærke, men danskerne var ved at vinde slaget. Den svenske konge, Karl Gustav satte et modigt angreb ind med den danske hær, og vandt derved krigen.

Kildeteksten nedenfor er en bearbejdet udgave af en tekst fra 1600-tallet, der fortæller om slaget ved Lund i 1676. Forfatteren er Stehn Jacobsen, der skrev sin bog om den nordiske krig omkring 1680. Sthen Jacobsen var en dansk præst, der var født i Skåne dengang Skånelandene var danske. I 1658 deltog Sthen Jacobsen som ung studerende i København i kampen mod den svenske hær, der forsøgte et at erobre København. Sthen Jacobsen befandt sig i Skåne under Den Skånske Krig, og har oplevet nogle af hændelserne. Bogen er skrevet ca. 10 år efter, at krigen sluttede. Da Sthen Jacobsen havde skrevet bogen turde han ikke få den udgivet, da han havde været meget kritisk både overfor svenskerne og danskerne. Derfor blev boget først udgivet i slutningen af 1800-tallet, da en svensk historiker fandt bogen på et arkiv.

Kildebillederne er begge malerier af Slaget ved Lund.

Kildetekst

”…. Og svenskerne sagde selv, at slaget ved Lund var et mord og ikke et feltslag. …

Mange danske tropper blev skilt ad i slaget, og kom væk fra deres tropper og tog den vej, som de først kom på. Nogle flygtede ned mod Ystad, af hvilke næste alle senere blev taget til fange eller slået ihjel, på nær nogle få, som kom ombord på både og tog til Sjælland. De fleste søgte dog ind i skovene, og disse blev alle slået ihjel, selvom nogle af dem slog sig sammen med snaphanerne. Det var en stor ynk at se disse mennesker flygte, som ikke selv vidste, hvor de flygtede hen, for de var så forvirrede, at de hverken vidste hvor Landskrona eller Christianstad lå.

Mange af de svenske blev også så trængt væk fra deres tropper, som også flygtede, men mange af dem blev fundet af snaphanerne. ….

De svenskere, som blev såret i slaget, søgte mest til Malmø, for feltlægerne kunne ikke tage sig af så mange; Malmøs gader var ganske fulde af blodige og halvdøde mennesker, som ynkeligt råbte om få forbindinger på….”

Kildebillede 1

Kildebillede 1 forestiller den svenske konge, Karl 11. under den Skånske Krig, hvor den svenske konge angriber den danske hær og vinder slaget. Kongen er placeret midt i billedet.

Billedet er malet i ca. 1684 af den tyske maler Johan Philip Lemke. Lemke blev bestilt til at komme til Sverige i 1860´erne og male malerier af berømte svenske krigsslag.

Kildebillede 2

Kildebillede 2 forestiller den svenske konge, Karl 11. under den Skånske Krig, hvor den svenske konge angriber den danske hær og vinder slaget. Midt i billedet ses Karl. 11. til hest sammen med 2 officerer, mens hans rider mod den danske hær. I forgrunden ses døde heste og soldater. I baggrunden kan man se byen Lund.

Billedet er malet i ca. 1694 af den tyske maler Johan Philip Lemke. Lemke blev i 1680´erne bestilt til at komme til Sverige og male malerier af berømte svenske krigsslag.

Kildeteksten er en oversat og bearbejdet udgave af: Den Nordiske Kriigs Krønicke, Sthen Jacobsen, udgivet af Martin Weibull, 1897.

Kildebillede 1 er malet af Johan Philip Lemke 1683 eller 1684. Billedet er lånt fra Wikimedia Commons.  

Kildebillede 2  er malet af Johan Philip Lemke i 1694. Billedet er lånt fra Wikimedia Commons.

Et af de mest berømte slag under den Skånske krig er Slaget ved Lund, som fandt sted i december 1676. Slaget er det mest blodige slag, der blev udkæmpet mellem Danmark og Sverige i alle krigene mellem de to lande.

En stor del af den svenske krig foregik i den tidligere danske landsdel Skåne, som var blevet svensk efter Karl Gustav Krigene. Den 4. december mødtes den svenske og danske hær i et mere end 8 timer langt krigsslag. Begge hære var stærke, men danskerne var ved at vinde slaget. Den svenske konge, Karl Gustav satte et modigt angreb ind med den danske hær, og vandt derved krigen. Krigen fortsatte frem til 1679, og inden af de to lande kom ud af krigen som en klar vinder.

200 år efter slaget ved Lund blev der rejst et mindesmærke for slaget i Lund i Skåne, Sverige. Mindesmærket blev rejst til minde om slaget og de, som døde.

Kildebilledet nedenfor er et fotografi af monumentet. På monumentet står der: ”Her kæmpede og blødte folk af den samme stamme. Forsonede efterkommere rejste dette mindesmærke”

Kildebillede

Kildebilledet er et fotografi af mindesmærket for Slaget ved Lund i Skåne, Sverige. Billedet er lånt fra Wikimedia Commons, licensholder: Jorchr.

I 1677 begyndte man at forhandle om fred. Det havde ikke kun været Sverige og Danmark, der var i krig med hinanden. Flere andre stormagter havde også været med. Sverige havde været allieret med Frankrig og Danmark havde været allieret med Nederlandene, Spanien, Det Tysk-romerske Rige og Brandenburg. I 1677 begyndte man at forhandle om fred i den hollandske by Nijmegen. Det gik dog ikke særligt godt med forhandlingerne. Først i august 1679 blev sluttede man fred på det franske slot Fontainebleau. Det var den franske konge, Ludvig 14., som besluttede at der skulle være fred mellem Danmark og Sverige. Sverige var faktisk slet ikke med til at slutte freden. Det blev bestemt for dem af den franske konge.

Senere samme år blev fredsaftalen bekræftet af Danmark og Sverige i den skånske by Lund. Derfor kaldes den Freden i Lund. Lund havde før været en dansk landsdel, men var nu svensk. Fredsaftalen bestemte nemlig, at den fredaftale, man havde indgået efter Anden Karl Gustav Krig i 1660 stadig skulle gælde. Det betød af Skåne, Halland og Blekinge skulle tilhøre Sverige. Selvom den danske hær kontrollerede det meste af Skåne efter Den Skånske Krig, så måtte den danske konge opgive sine krav på de tidligere danske landsdele.

I kildeteksten nedenunder kan man se et forkortet uddrag af en fredsaftalen, der er opstillet i punkform. Fredsaftalen er noget længere end dette uddrag.

Kildetekst

• De danske områder Skåne, Halland og Blekinge skulle stadig tilhøre Sverige, som det var aftalt i fredaftalen i København efter den første Karl Gustav Krig i 1658.
• Fredaftalen bestemte også, at dansk lov stadig skulle gælde i Skånelandene. Området havde tidligere været dansk område i flere hundrede år, og den lov (Skånske Lov) lovede svenskerne stadig ville gælde.
• Der blev givet amnesti til snaphanerne, der havde kæmpet mod svenskerne sammen med de danske soldater under krigen.

På trods af at svenskerne have lovet at dansk lov ville gælde i Skåne, kom det ikke til at gå sådan. Svenskerne indledte en såkaldt forsvenskning i Skånelandene. Og selvom at der var blevet lovet amnesti til snaphanerne, jagtede svenskerne snaphanerne efter krigen.

Kildebilledet er lånt fra Wikimedia Commons.