Kilde 5: Fra Königsberg til Sassnitz

I januar 1945 måtte 5-årige Helmut Liedtke med sin mor, søster og bedstemor flygte fra Königsberg (nu: Kaliningrad). I 2014 fortalte han om flugten. Her er første del af hans beretning.

”[…] Vi gik på en grusvej i et snedækket landskab. Til højre var marker og derover i det fjerne skoven. Til venstre var et industriområde. Et fly kom ind fra højre foran os. En bombe faldt på en fabrik omkring to eller tre kilometer til venstre for os. Et par meter fra os ramte et fragment fra en bombe eller en sten sneen.

Vi krøb sammen, men det hele var slut. Vi gik videre. I det fjerne hørte vi ind imellem skud fra maskingeværer og ind imellem eksplosioner fra den fjerne skov. Vi følte os meget nedtrykte og bange, selvom larmen fra kampene var langt nok væk. […]

Vores første mål var et fiskerhus. Her plejede vores bedstemor at få kartofler. […] Huset var stråtækt næsten til jorden. […] Den næste morgen kom en nabo for at advare os. Der er russiske soldater i området. Vi skulle bestemt ikke forlade huset. Nyhederne om russerne i byen gjorde os naturligvis skrækslagne. Vi blev i huset og ventede. Så vidt jeg kan huske, varede det to-tre dage. En morgen fik nyheden om, at russerne var draget videre. […]

Samme dag blev det besluttet, at vi skulle rejse til Pillau. Vi måtte ikke spilde tiden. Man var bange for, at der ville komme flere russiske soldater. […] En ældre mand ville ledsage os til Pillau. […] Han transporterede os ad en small kanal i en lille båd. […] På den anden side var skov, hvor vi kunne skjule os. […] Vi nåede endelig en slags hytte, der var helt åben på tre sider. […]

Vi lagde os til hvile for natten. […] Vi havde vinterfrakker, hatte, handsker og lange uldstrømper. Det var den eneste beskyttelse mod den isende kulde. På det tidspunkt var nætterne i Østpreussen meget kolde, sandsynligvis under minus tyve grader, mere som tredive grader eller mere. Vi anede ikke, om vi ville overleve natten under disse forhold. Vi lå så tæt som muligt på gulvet for at varme hinanden op.

Før vi faldt i søvn, sagde vores ledsager pludselig, at der var russiske soldater i nærheden. Vi turde næsten ikke kigge. Men vi bemærkede nogle soldater i træerne i ukendte uniformer. De kunne tydeligvis kun være russere. […]

Russerne så os, men de bevægede sig meget roligt længere væk, til vi ikke længere kunne se dem. Vi var selvfølgelig meget lettet. Vi så dem heller ikke senere.

(Kilde: Lebendiges Museum Online. https://www.dhm.de/lemo)