Kilde 4: Flygtningetoget ankommer

Den illegale avis Information skrev sådan om tyske flygtninge, der ankom med tog til Aarhus den 6. marts 1945:

”Der var halvandet tusind flygtninge – kvinder, oldinge, børn. Her så man en gammel kone med kludesok på den ene fod og træsko på den anden, indhyllet i tæpper, snavset, laset og syg. To soldater støttede hende.

Der så man en gammel mand i dårlige støvler og laset frakke. Han slæbte sig stønnende af sted langs perronen og over sporene til samlingsstedet ved Ilgodsekspeditionen. Soldater kom bærende med de mindste og mest syge børn.

En kone med barnevogn og 4 grædende børn, der trækker hende i skørterne, baner sig vej. Hun hoster uden ophør og ser sig ligesom alle de andre sky omkring. Hun ser ud, som om hun færdes på gravens rand. Børnene med de store fortvivlede øjne og magre ansigter […]

(Kilde: Information 6. marts 1945)