”Vi bliver læsset af ved porten til lejren og blev overladt til os selv. ”Find et sted at bo!” Min mor går og leder efter et værelse i barakkerne. Hestestaldene er allerede optaget. Nogle barakker ser ud til at være tomme. Vi finder et værelse med otte etagesenge. Vi får fire senge til fem personer! Yderligere seks kvinder med børn flytter ind i værelset. […]
Vi er nu 18 mennesker i værelset: Syv kvinder og 11 børn mellem tre og femten år. Vores del består af to etagesenge med en korridor imellem. Der er et lille skab på væggen og et bord. […]
Jeg delte seng med min mor i næsten to år. Madrasserne er sække med halm, også puderne er halmfyldte. Tæpperne fik vi af vagerne. […]
Vores ”hoveddør” er en uldplaid, som vi havde med på flugten. Den hænges mellem de to sengestel og dækker for os, når vi klæder os af og på. […]
Mellem vinduerne står et komfur. Vi fyrer med briketter og træ, vi har stjålet. Komfurrøret går ud gennem barakkens væg. I barakken er et fælles vaskerum.”
(Kilde: Margarete Timmermann: Oranienburg – Oksbøl – Neumünster. Reise ohne Rückfahrkarte. Erinnerungsbruchstücke 1945-1947. 1995)