De islandske sagaer fortæller, at Erik den Røde blev forvist fra Norge for et drab. Erik sejlede til Island, og bosatte sig der. Igen blev han dog uvenner med folk omkring sig. Efter flere drab blev han gjort fredløs. Det betød, at alle kunne dræbe ham uden straf. Det fortælles, at Erik den Røde derfor sejlede ud for at finde et nyt sted at bo i starten af 980’erne.
Kilde 1 nedenfor er et uddrag af en saga skrevet af den islandske præst Arí Thorgilsson, som levede fra 1076-1148. I uddraget fortæller han om, da Erik den Røde bosatte sig på Grønland. Uddraget er sprogligt bearbejdet.
Ifølge præsten fandt Erik den Røde Grønland 14-15 år før, Island blev kristnet, altså i 985-986. Det passer meget godt med arkæologiske fund fra området, der viser, at de første nordiske bebyggelser fandt sted ca. 985.
Kilde 1
”Det land, som kaldes Grønland, blev opdaget og beboet fra Island af. Erik den Røde hed den bredfjordske (islandske) mand, som drog herfra dertil, og tog den landstrækning i besiddelse, som siden er blevet kaldt Eriksfjord. Han gav landet navn, og kaldte det Grønland, samt sagde, at det ville opmuntre folk til at tage derhen, når landet havde et godt navn.
Eriks folk fandt steder at bo for mennesker både i øst og i vest i landet, samt brudstykker af både og forarbejde sten-sager. Deraf kan man se, at det slags folk, som har beboet Vinland (Amerika) og hvilket grønlænderne (nordboerne) kalder skrællinger, havde rejst omkring der. Han begyndte at bebygge landet 14 eller 15 vintre før kristendommen blev indført her på Island, ifølge det som blev fortalt af en mand, som selv havde fulgt med Erik den Røde til Grønland.”
Kilde 2
Kilde 2 er et bearbejdet uddrag af en islandske saga, der kaldes ”Erik den Rødes saga”. Sagaen er skrevet i 1200-tallet.
”Erik den Røde rejste fra Jæren til Island på grund af en drabssag. Da var Island ret befolket. […]
(I Island giftede Erik sig med kvinden Tjodhild, og fik sønnen Leif. Erik blev flere gange involveret i drab og skænderier. Til sidst blev Erik gjort fredløs i Island. Det betød, at alle kunne dræbe ham uden straf. Så Erik besluttede at sejle ud og lede efter det land, som en anden viking, Gunnbjørn, ifølge fortællingerne ved et tilfælde var blevet blæst i land ved under et uvejr små 100 år tidligere).
Erik sejlede ud fra Islands vestkyst. Han fandt landet og kom til et sted i Østgrønland. ….
(I et par år sejlede han rundt langs Østgrønlands kyst for at undersøge, om man kunne bo der. Han navngav flere steder, blandt andet en ø, der kom til at hedde Eriksø og en fjord, der kom til at hedde Eriksfjord).
Efter 3 år sejlede han til Island og kom til Bredefjord (Det sted Erik havde boet, da han første gang kom til Island). Han kaldte det land, han havde fundet, for Grønland, for han mente, at folk ville få lyst til at komme dertil, hvis landet havde et godt navn. Erik var på Island om vinteren, men sommeren efter tog han af sted for at leve og bo i landet. Han boede på Brattalid i Eriksfjord (Eriks gård i Sydvestgrønland).”
Kilde 1 er et bearbejdet uddrag af Arí fródi Thorgilsson Íslendigabók, i ”Af Præsten Are den Lærdes Bog om Islænderne (5te Capitel, om Grønlands Beboelse)”, oversættelse af Finnur Magnússon og C. C. Rafn, 1841.
Kilde 2 er et bearbejdet uddrag af Eiríks saga rauða (Þorfinns saga karlefnis), oversættelse af Finnur Magnússon og C. C. Rafn, i ”Grønlandske Mindesmærker”, 1838.