Alle kilder i temaet: 1. Hvem var der først?

Kilde 1

I 825 skrev den irske munk Dicuil ”Liber de mensura orbis terræ”, som er latin og betyder noget i retningen af ”bog om opmåling af Jorden”. I den skrev han bl.a.:

“Der er mange andre øer i havet nord for (Stor)Britannien, som kan nås fra Britanniens nordligste øer (dvs. Orkneyøerne og Hebriderne). Med god vind kan de nås på to dage og to nætter. En from præst fortalte mig, at han i løbet af to sommerdage og den mellemliggende nat i en båd nåede en af dem.

Der er en anden samling af øer, kun adskilt af smalle bælter af vand. Her har i næsten hundrede år boet eremitter (munke, der ønskede at leve som eneboere), som sejlede fra vores land, Irland. Men […] på grund af nordiske pirater (vikinger) har de forladt øerne. Nu er der utallige får og mange forskellige slags havfugle. Jeg har aldrig hørt, at myndighederne har nævnt disse øer.”

Kilde 2

Omkring år 850 rejste norske vikinger, kaldet nordboerne, til øerne og slog sig ned. Det kaldes landnamtiden. Kilden herunder er et uddrag af en saga kaldet ”Færingernes saga”. Sagaen er en vigtig kilde til Færøernes historie i Vikingetiden, som varede fra ca. 850-1050 på Færøerne.

“Der var en mand, der hed Grim Kamban. Han var den første, der bosatte sig på Færøerne på Harald Hårfagers tid. Mange flygtede dengang for Haralds overgreb. Nogle af dem slog sig ned på Færøerne. Og nogle søgte til andre ubefolkede lande. Aud den Dybsindinge drog til Island, men kom forbi Færøerne, hvor hun bortgiftede Oløv — Torstein Røds datter — og derfra stammer Færøernes betydeligste slægt, som kaldes Gøteskæggerne og som holdt til på Østerø.”

Kilde 1: Jonathan Wylie: The Faroe Islands Interpretations of History. 1987

Kilde 2 er en pædagogisk bearbejdet udgave af C.C. Rafn, 1832. Der kendes ikke en egentlig og sammenhængende Færeyinga saga. Teksten er sammensat af fortællinger, der findes spredt i Flateyjarbók.

Problemet er, at sagaerne er blevet fortalt mundtligt og først skrevet ned i 11- og 1200-tallet, og at de har form som skønlitterære fortællinger. De fleste er dog enige om, at sagaerne kan give os et indblik i det islandske samfund i vikingetiden.

Når man gerne vil vide noget om de første mennesker på øerne Grønland, Island og Færøerne, kan man prøve at kigge i de gamle sagaer. Sagaer er fortællinger, der blev fortalt i hele norden. Mest berømte er de islandske sagaer. Sagaerne er ofte dramatiske fortællinger, der handler om vigtige personers liv og handlinger. På et tidspunkt begyndte man at skrive sagaerne ned i stedet for kun at fortælle dem. Det var i middelalderen, og det var ofte kristne munke, der skrev sagaerne ned.

Teksterne nedenfor er uddrag af en saga, der kaldes Landnámabók, som handler om Landnamtiden. Sagaen findes i mange forskellige håndskrifter, der er skrevet ned mellem 1100-tallet og så sent som 1600-tallet.

Uddragene nedenfor er fra sagagens første del, hvor der fortælles om vikinger, der opdagede forskellige dele af Island. Teksterne er bearbejdede.

Kilde 1

”[…] På den tid, da Island blev fundet og befolket fra Norge, var Hadrian pave i Rom og efter ham Johannes, der var den femte pave med dette navn. […]
Gardar hed en mand. Han var søn af Svavar den Svenske. Han havde jord på Sjælland, men var født i Sverige. Han drog mod Skotland for at hente sin kones arv. Men ud for Skotland måtte han kæmpe mod uvejr og drev vestpå ud i havet. Land fandt han ved Horn på den islandske østkyst, hvor der var en naturlig havn. Gardar sejlede rundt om landet og fandt således ud af, at der var tale om en ø. […]
Gardar sejlede derfra tilbage til Norge og talte meget rosende om landet. Gardar var fader til Une, som var fader til Roar Tungegode. Efter ham blev landet kaldt Gardarsholm. Dengang var der skov mellem fjeld og strand.”

Kilde 2

”[…] Naddod var en stor viking, men han slog sig ned på Færøerne, for han kunne ikke leve i fred andre steder. Han sejlede ud fra Norge for at komme til Færøerne, men landede på Gardarsholm og kom til det østlige Island. Her gik de op på det højeste fjeld for at finde ud af, om de kunne se menneskeboliger eller røg nogen steder, men de så ingen tegn derpå. Da de atter sejlede fra land, faldt der meget sne, derfor kaldte han landet for Sneland. De talte meget rosende om landet.
Om efteråret vendte de atter tilbage til Færøerne, og idet de sejlede ud fra landet, faldt der meget sne i fjeldet. Derfor navngav de det Sneland. De talte meget rosende om landet.”

Kilde 3

“Floke Vilgerdarson hed en stor viking, som drog ud fra Rogaland (Vestnorge) for at finde Sneland.
…..
Floke sejlede vestpå til Nordøstisland. Hele fjorden der var fuld af fisk og på grund af fiskeriet fik de ikke skaffet hø til vinteren og da døde alle deres kreaturer. Også foråret var meget koldt. Da gik Floke nord op i fjeldet og derfra kunne han se fjorden, der stadig var fuld af drivis. Derfor kaldte han landet Island. ….”

Kilderne er pædagogisk bearbejdede uddrag af Landnámabók, efter håndskriftet Hauksbók fra ca. 1306-08. Det Kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab. Thiele, 1900.

De skaffede det, de skulle bruge, ved at jage på moskusokser, sæler, isbjørne, polarræve, fugle og harer. De fiskede også, men de havde ikke både, så fangsten foregik fra kysten og kanten af isen. Redskaberne lavede de af flint, ben og knogler. Man kalder disse første mennesker for Independence I-kulturen. Efter ca. 500 år forsvandt den. Måske fordi klimaet blev mere fugtigt og koldere.

Samtidig indvandrede et andet folk fra Canada til den sydlige del af Grønland. De kaldes Saqqaq-kulturen. Dengang lå indlandsisen op til 50 km længere inde i landet end i dag. Saqqaq-folkene fremstillede både. Fra dem fangede de sæler og hvaler. De jagede fugle, rensdyr og fiskede. Fund tyder på, at saqqaq-kulturen forsvandt efter et par tusinde år. Måske skyldtes det, at klimaet ændrede sig, så der blev færre fangstdyr.

Fund fortæller også om andre folk, der siden indvandrede fra Grønland – også langs kysten i den nordlige del af Grønland, men de forsvandt igen.

I 1200-tallet indvandrede Thule-folket (Inuit) fra Canada til Grønland. Navnet har de fået efter stedet i den nordvestlige del af Grønland, hvor man fandt de første spor efter dem. Thule-folket stammede fra Sibirien og er forfædrene til nutidens inuitter i Canada og på Grønland. Inuit havde kontakt med nordboerne, som kom fra Island til Grønland i sidste del af 900-tallet.

Kilde

Mange grønlændere mener, at de – og ikke danskerne og Danmark – har ret til Grønland. En væsentlig begrundelse er, at grønlænderne var de første, der bosatte sig i landet. Det er historikeren Thorkild Kjærgaard, der fra 2002 til 2016 var ansat på Grønlands universitet, ikke enig i. I en kronik i Weekendavisen skrev han bl.a.:

”De første, som formåede at bide sig fast og bosætte sig i Grønland […] var nordboerne, som med den norsk-islandske høvding Erik den Røde i spidsen slog sig ned i Sydgrønland i slutningen af 900-tallet. Herfra bredte de (nordboerne) sig op langs vestkysten i det siden Kristi fødsel folketomme land. […]

Et par århundreder efter at nordboerne havde etableret sig i det sydlige og sydvestlige Grønland […] (kom Inuit) [… ] et succesfuldt erobrerfolk, til Grønland. […] Inuit havde intet de tidligere ur-amerikanske beboere (fx Independence- og Saqqaq-kulturen) i Grønland at gøre […]

Der er ingen samtidige vidnesbyrd om konflikter mellem inuit og nordboerne […].

Dermed ikke sagt, at det var presset fra Inuit, der var årsag til nordboernes forsvinden fra Grønland i løbet af 1400-tallet […]. (Nordboernes forsvinden var snarere) en konsekvens af den massive affolkning, der ramte Europa i 1400-tallet som følge af Den sorte Død.”

Kilden er et bearbejdet uddrag af Thorkild Kjærgaard: Det grønlandske janusansigt. Weekendavisen, 23. november 2018.

De første mennesker, som man mener vandrede til Grønland omkring år 2500 f.v.t., var jægere, der kom fra området omkring Beringstrædet. De mennesker, der vandrede og bosatte sig i Grønland, kaldes for Indepence 1-kulturen. I de næste 3000 var der flere store indvandringer til Grønland. Men der har også været perioder, hvor det ser ud til, at Grønland slet ikke har været beboet. Måske på grund af de svære vilkår for at overleve.

Da de første europæere, kaldet nordboerne, rejste til og bosatte sig i Grønland, mødte de andre folkeslag.

Kilde 1

Teksten nedenfor er et bearbejdet uddrag af en norsk krønike om norsk historie. Krøniken er skrevet af en anonym norsk munk i slutningen af 1100-tallet.
Tekstuddraget af krøniken handler om nordbo-jægere, der ifølge krøniken rejste mod nord for at jage. Her mødte de andre folk end dem selv. De kaldte folket for skrællinger. Det er ikke helt sikkert, hvad ordet ”skrælling” betyder. Det kan have betydet en svag person eller ”svækling”. Det kan også betyde ”folk der går klædt i skind”. Nordboerne selv gik klædt i uldstof. Det kan også have haft en helt tredje betydning. Men teksten peger på, at nordboerne mødte andre folkeslag i Grønland. I teksten kaldes det nordiske folk, som rejste til og levede i Grønland for grønlændere. I dag kaldes de for nordboerne.

”Længere borte end grønlænderne mod nord (nordboernes bygd) har jægerne fundet nogle små mennesker, som de kalder skrællinger. Når de blev såret af våben, blev deres sår hvide og de blødte ikke, men hvis de blev dødeligt såret, blev blodet ved med at flyde uden ende. De kender ikke til jern, og bruger hvalrostænder som kastevåben og skarpe sten i stedet for økser.”

Kilde 2

Kilden nedenfor er et fotografi af et par træfigurer. Figurerne er fundet ved en inuit-boplads. Man mener, at figurerne forestiller nordboere.

Kilde 1 er et bearbejdet uddrag af: Storm, Gustav. ”Historia Norwegiæ”, Kristania. 1880, s. 75.

Kilde 2: Foto af træfigurer. Nationalmuseet. DMR-167950
http://samlinger.natmus.dk/DMR/asset/167950
Skaber: Lennart Larsen
Kilde: Nationalmuseet
Genstands nr: L1871; L9882

De islandske sagaer fortæller, at Erik den Røde blev forvist fra Norge for et drab. Erik sejlede til Island, og bosatte sig der. Igen blev han dog uvenner med folk omkring sig. Efter flere drab blev han gjort fredløs. Det betød, at alle kunne dræbe ham uden straf. Det fortælles, at Erik den Røde derfor sejlede ud for at finde et nyt sted at bo i starten af 980’erne.

Kilde 1 nedenfor er et uddrag af en saga skrevet af den islandske præst Arí Thorgilsson, som levede fra 1076-1148. I uddraget fortæller han om, da Erik den Røde bosatte sig på Grønland. Uddraget er sprogligt bearbejdet.

Ifølge præsten fandt Erik den Røde Grønland 14-15 år før, Island blev kristnet, altså i 985-986. Det passer meget godt med arkæologiske fund fra området, der viser, at de første nordiske bebyggelser fandt sted ca. 985.

Kilde 1

”Det land, som kaldes Grønland, blev opdaget og beboet fra Island af. Erik den Røde hed den bredfjordske (islandske) mand, som drog herfra dertil, og tog den landstrækning i besiddelse, som siden er blevet kaldt Eriksfjord. Han gav landet navn, og kaldte det Grønland, samt sagde, at det ville opmuntre folk til at tage derhen, når landet havde et godt navn.

Eriks folk fandt steder at bo for mennesker både i øst og i vest i landet, samt brudstykker af både og forarbejde sten-sager. Deraf kan man se, at det slags folk, som har beboet Vinland (Amerika) og hvilket grønlænderne (nordboerne) kalder skrællinger, havde rejst omkring der. Han begyndte at bebygge landet 14 eller 15 vintre før kristendommen blev indført her på Island, ifølge det som blev fortalt af en mand, som selv havde fulgt med Erik den Røde til Grønland.”

Kilde 2

Kilde 2 er et bearbejdet uddrag af en islandske saga, der kaldes ”Erik den Rødes saga”. Sagaen er skrevet i 1200-tallet.

”Erik den Røde rejste fra Jæren til Island på grund af en drabssag. Da var Island ret befolket. […]

(I Island giftede Erik sig med kvinden Tjodhild, og fik sønnen Leif. Erik blev flere gange involveret i drab og skænderier. Til sidst blev Erik gjort fredløs i Island. Det betød, at alle kunne dræbe ham uden straf. Så Erik besluttede at sejle ud og lede efter det land, som en anden viking, Gunnbjørn, ifølge fortællingerne ved et tilfælde var blevet blæst i land ved under et uvejr små 100 år tidligere).

Erik sejlede ud fra Islands vestkyst. Han fandt landet og kom til et sted i Østgrønland. ….
(I et par år sejlede han rundt langs Østgrønlands kyst for at undersøge, om man kunne bo der. Han navngav flere steder, blandt andet en ø, der kom til at hedde Eriksø og en fjord, der kom til at hedde Eriksfjord).

Efter 3 år sejlede han til Island og kom til Bredefjord (Det sted Erik havde boet, da han første gang kom til Island). Han kaldte det land, han havde fundet, for Grønland, for han mente, at folk ville få lyst til at komme dertil, hvis landet havde et godt navn. Erik var på Island om vinteren, men sommeren efter tog han af sted for at leve og bo i landet. Han boede på Brattalid i Eriksfjord (Eriks gård i Sydvestgrønland).”

Kilde 1 er et bearbejdet uddrag af Arí fródi Thorgilsson Íslendigabók, i ”Af Præsten Are den Lærdes Bog om Islænderne (5te Capitel, om Grønlands Beboelse)”, oversættelse af Finnur Magnússon og C. C. Rafn, 1841.

Kilde 2 er et bearbejdet uddrag af Eiríks saga rauða (Þorfinns saga karlefnis), oversættelse af Finnur Magnússon og C. C. Rafn, i ”Grønlandske Mindesmærker”, 1838.

I løbet af 1300-1400-tallet forsvandt nordboerne fra Grønland. I den periode blev klimaet i Grønland koldere. Det betød, at det blev svært at drive landbrug. Det var den vigtigste grund til, at nordboerne efterhånden forlod Grønland. Måske er der også andre.

Kilde 1

I 1340’erne blev den norske præst, Ivar Bardarson, sendt til Grønland for at se, hvordan det stod til med kirkens gods. Han konstaterede, at der ikke længere boede nordboere i Vesterbygden. Teksten nedenfor blev mundtligt fortalt af præsten og nedskrevet i 1300-tallet.

“Fra Østerbygd og til Vesterbygd er der 12 sømil (ca. 22 km), hvorimellem alt er ubebygget. I Vesterbygd står en stor kirke, som hedder Stensnæs kirke. Den kirke var en tid domkirke og bispesæde. Nu har skrællinger lagt hele Vesterbygden øde. Der er nok heste, geder, okser og får, men ingen folk, hverken kristne eller hedninge.”

Kilde 2

En islandsk kilde fra 1379 fortæller:

“[…] skrællingerne (grønlænderne) overfaldt nordboerne. De dræbte 18 og tog to drenge som trælle.”

Kilde 3

På Grønlands Nationalmuseum i Nuuk giver en planche denne forklaring på, at nordboerne forsvandt:

“I dag mener man, at der er to grunde til, at nordboerne forsvandt:

1. De økonomiske og politiske forhold i Skandinavien (Danmark, Norge og Sverige) ændrede sig. Det betød, at interessen for luksusvarer, man skaffede sig fra Grønland, blev mindre.
2. Klimaforandringer i løbet af 1300-tallet. Klimaet blev køligere. Det betød, at det blev sværere at drive landbrug. Samtidig voksede mængden af drivis på havet. Det gjorde det vanskeligere for skibene at navigere.”

Kilde 1 er et sprogligt bearbejdet uddrag af ”Det gamle Grønlands Beskrivelse”, Jónson, 1930.

Kilde 2 er fra Erik Erngaard: Grønland i tusinde år. Sesam 1982.

Kilde 3 er fra en planche fra en udstilling på Grønlands Nationalmuseum, Nuuk.

Arkæologerne har fundet spor efter en nordisk boplads på New Foundland. Der er dog ikke håndfaste beviser på, at de stammer fra Leif den Lykkelige og hans folk.

Kilde 1

Historikerne mener, Erik den Rødes søn, Leif den Lykkelige, nåede til Amerika. Ifølge Snorri Sturlusons saga ”Heimskringla” sendte den norske konge Olaf Tryggvason Leif den Lykkelige år 1000 afsted fra Norge mod Grønland, hvor han skulle udbrede kristendommen blandt nordboerne.

”Da han havde gjort sig klar, satte Leif sejl. Efter at være kastet rundt på havet i lang tid, fik han øje på land, hvor han ikke havde forventet at der var land. Der var områder med selvsået hvede og vinstokke. Der var også træer kendt som ahorn, og de tog tømmer herfra med sig.

Leif reddede også mænd, der klamrede sig til et skibsvrag. Han bragte dem hjem og skaffede dem husly for vinteren. På den måde viste han sin stærke karakter og venlighed. Han omvendte nordboerne til kristendommen. Senere blev han kendt som Leif den Lykkelige.”

Erik den Rødes Saga

Kilde 2

Den norske kunstner Christian Krohg malede i 1852 dette billede af Leif den Lykkelige, der kan se Amerika i horisonten.

Kilde 1: Heimskringla betyder verdens omkreds og er navnet på Snorri Sturlusons kongesaga, der blev nedskrevet i det 13. århundrede. Findes på https://heimskringla.no/.

Kilde 2: Christian Krohgs maleri af Leif den Lykkelige, der opdager Amerika, findes på Nasjonalgalleriet i Oslo.

Der blev udarbejdet en traktat. I den stod der bl.a.:

1. at de (islændingene) under ed lover til evig tid at betale 20 ells (et beløb) for hvert lag af ting-skatten til Hans Majestæt Kong Haakon og til Kong Magnus, og samtidig giver de deres land dem og lover at blive hans undersåtter. […]
2. Til gengæld vil kongen lade os behold fred og de islandske love.
3. I løbet af de næste to somre skal seks skibe sejle fra Norge til Island. Herefter vil deres antal blive bestemt af, hvad kongen og de mest kyndige høvdinge på Island mener, der er i landets bedste interesse.

Gengivelse af punkter fra traktaten. Her efter Gunnar Karlsson: The History of Iceland. University of Minneapolis. 2000, s. 83-84

Kilde 1

I 1685 udgav den hollandske forfatter Simon de Vries bogen De Noordsche Wereld. Illustraionen er fra bogen.

Kilde 2

Det kolde nord.

I begyndelsen af 1300-tallet skrev den arabiske forfatter Al-Watwat om livet i langt mod nord, hvor der kun boede sære væsener:

”Der bor der grupper af mennesker, og de er dyr i skabelse og natur. De ligner dem (dyr) mere, end de ligner mennesker. Således fortælles at på en af øerne i oceanet, som ligger nær Thule, og som har en bredde på næsten en mil, bor der folk, som lever som vilddyr. De bor ude i ødemarken. Hovederne er nede på deres skuldre, så de har ingen hals. De finder ly i træer. De lever af nødder fra egetræer. Denne ø hedder Nurwaga (Norge). […]

Det siges også at der på en af øerne, som ligger nær Thule, bor et folk som kaldes Qalqar. De er halvt mennesker og halvt havdyr, og har horn, små øjne og nøgne kroppe. De lever af havdyr og jordens planter, og de drikker saltvand, når der ikke er ferskvand”

Kilde 1: titelblad fra Simon de Vries (1685): De Noordsche Wereld. Amsterdam.

Kilde 2: Jón Th. Thór (m.fl.) (2012): Naboer I Nordatlanten. Færøerne, Island og Grønland.

Kilde 1

Pesten

I midten af 1300-tallet hærgede pesten Europa. Ingen ved, hvor mange der døde. Forskere mener, at det måske var op mod halvdelen af befolkningen.

Einar Haflidson var en islandsk præst, der noterede, hvad der skete i årets løb. Om året 1349 skrev han:

”På den tid sejlede en kogge (et skibstype) fra England, og der var mange folk ombord. Og lagde ind til reden i Bergen, og lidt blev losset. Siden døde alle folk på skibet. Men straks kom godset på dette skib op i byen, døde byfolket straks. Da for soten over hele Norge og ødte således, at kun en tredjedel af folket overlevede […] Og den samme sot for over Hjaltland (Shetland), Orknynøerne, Suderøerne, Færøerne […] Denne sot kom ikke til Island.”

Kilde 2

I 1605 nedskrev præsten Jón Egilsson en øjenvidneberetning om pesten i slutningen af 1400-tallet. Denne gang ramte den Island:

”Denne pest dødelighed var så stor, at ingen havde oplevet eller hørt om noget lignende. På mange gårde døde alle mennesker. På de fleste gårde overlevede kun tre eller to, nogle gange børn, normalt to eller for det meste tre. Nogle af dem var nyfødte, og nogle af dem forsøgte at suge mælk fra deres døde mødre. Af disse så jeg en, der blev kaldt Tungufells-Manga.[…] Hvor der havde været ni børn, var der to, som overlevede.”

Pesten rammer Island 1402. Foto: Sagamuseet, Reykjavik.

Kilde 1: Jón Th. Thór (m.fl.) (2012): Naboer I Nordatlanten. Færøerne, Island og Grønland.

Kilde 2: Oprindeligt fra ”Safn til sögu Íslands og islanzkra bókmenta ad forny og nýju” (1856). Her fra Gunnar Karlson (2000): The History of Iceland. Minneapolis: University of Minnesota Press, s. 113

Det fortælles, at Ingolf Arnarson var med til at dræbe den mægtige jarl Atles to sønner i 870’erne. Derfor måtte Arnarson og hans familie og trælle flygte. De sejlede til Island, hvor de slog sig ned.

Maleriet er udført af den danske kunstner Peter Raadsig i midten af 1800-tallet. Det forestiller Arnarson og hans familie, der er ankommet området, hvor Islands nuværende hovedstad Reykjavik ligger. Hans trælle rejser nogle pæle, der skal vise, at Arnarson ejer området.

Kilde

Peter Raadsig malede billedet af Ingolf Arnarson, der tager Island i besiddelse i 1850.