Langt mod nord

I middelalderen mente man, at midten af verden havde et tempereret klima. Rejste man nordpå, blev der koldere og koldere. Her var det umuligt at bo. Det kunne man heller ikke, hvis man rejste sydpå, hvor der blev varmere og varmere.
Skal du bruge denne kildes link, så klik her

Kilde 1

I 1685 udgav den hollandske forfatter Simon de Vries bogen De Noordsche Wereld. Illustraionen er fra bogen.

Kilde 2

Det kolde nord.

I begyndelsen af 1300-tallet skrev den arabiske forfatter Al-Watwat om livet i langt mod nord, hvor der kun boede sære væsener:

”Der bor der grupper af mennesker, og de er dyr i skabelse og natur. De ligner dem (dyr) mere, end de ligner mennesker. Således fortælles at på en af øerne i oceanet, som ligger nær Thule, og som har en bredde på næsten en mil, bor der folk, som lever som vilddyr. De bor ude i ødemarken. Hovederne er nede på deres skuldre, så de har ingen hals. De finder ly i træer. De lever af nødder fra egetræer. Denne ø hedder Nurwaga (Norge). […]

Det siges også at der på en af øerne, som ligger nær Thule, bor et folk som kaldes Qalqar. De er halvt mennesker og halvt havdyr, og har horn, små øjne og nøgne kroppe. De lever af havdyr og jordens planter, og de drikker saltvand, når der ikke er ferskvand”

 

Kilde 1: titelblad fra Simon de Vries (1685): De Noordsche Wereld. Amsterdam.

Kilde 2: Jón Th. Thór (m.fl.) (2012): Naboer I Nordatlanten. Færøerne, Island og Grønland.