Sagaerne

De islandske sagaer er nogle af de ældste skrifter, som fortæller om den nordiske historie. Men nogle historikere mener, at man kun kan læse sagaerne som fiktion, og at de ikke kan bruges som historiske kilder.

Problemet er, at sagaerne er blevet fortalt mundtligt og først skrevet ned i 11- og 1200-tallet, og at de har form som skønlitterære fortællinger. De fleste er dog enige om, at sagaerne kan give os et indblik i det islandske samfund i vikingetiden.

Når man gerne vil vide noget om de første mennesker på øerne Grønland, Island og Færøerne, kan man prøve at kigge i de gamle sagaer. Sagaer er fortællinger, der blev fortalt i hele norden. Mest berømte er de islandske sagaer. Sagaerne er ofte dramatiske fortællinger, der handler om vigtige personers liv og handlinger. På et tidspunkt begyndte man at skrive sagaerne ned i stedet for kun at fortælle dem. Det var i middelalderen, og det var ofte kristne munke, der skrev sagaerne ned.

Teksterne nedenfor er uddrag af en saga, der kaldes Landnámabók, som handler om Landnamtiden. Sagaen findes i mange forskellige håndskrifter, der er skrevet ned mellem 1100-tallet og så sent som 1600-tallet.

Uddragene nedenfor er fra sagagens første del, hvor der fortælles om vikinger, der opdagede forskellige dele af Island. Teksterne er bearbejdede.

Skal du bruge denne kildes link, så klik her

Kilde 1

”[…] På den tid, da Island blev fundet og befolket fra Norge, var Hadrian pave i Rom og efter ham Johannes, der var den femte pave med dette navn. […]
Gardar hed en mand. Han var søn af Svavar den Svenske. Han havde jord på Sjælland, men var født i Sverige. Han drog mod Skotland for at hente sin kones arv. Men ud for Skotland måtte han kæmpe mod uvejr og drev vestpå ud i havet. Land fandt han ved Horn på den islandske østkyst, hvor der var en naturlig havn. Gardar sejlede rundt om landet og fandt således ud af, at der var tale om en ø. […]
Gardar sejlede derfra tilbage til Norge og talte meget rosende om landet. Gardar var fader til Une, som var fader til Roar Tungegode. Efter ham blev landet kaldt Gardarsholm. Dengang var der skov mellem fjeld og strand.”

Kilde 2

”[…] Naddod var en stor viking, men han slog sig ned på Færøerne, for han kunne ikke leve i fred andre steder. Han sejlede ud fra Norge for at komme til Færøerne, men landede på Gardarsholm og kom til det østlige Island. Her gik de op på det højeste fjeld for at finde ud af, om de kunne se menneskeboliger eller røg nogen steder, men de så ingen tegn derpå. Da de atter sejlede fra land, faldt der meget sne, derfor kaldte han landet for Sneland. De talte meget rosende om landet.
Om efteråret vendte de atter tilbage til Færøerne, og idet de sejlede ud fra landet, faldt der meget sne i fjeldet. Derfor navngav de det Sneland. De talte meget rosende om landet.”

Kilde 3

“Floke Vilgerdarson hed en stor viking, som drog ud fra Rogaland (Vestnorge) for at finde Sneland.
…..
Floke sejlede vestpå til Nordøstisland. Hele fjorden der var fuld af fisk og på grund af fiskeriet fik de ikke skaffet hø til vinteren og da døde alle deres kreaturer. Også foråret var meget koldt. Da gik Floke nord op i fjeldet og derfra kunne han se fjorden, der stadig var fuld af drivis. Derfor kaldte han landet Island. ….”

 

Kilderne er pædagogisk bearbejdede uddrag af Landnámabók, efter håndskriftet Hauksbók fra ca. 1306-08. Det Kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab. Thiele, 1900.