De første mennesker på Færøerne

Der er fundet tegn på, at der har været mennesker på Færøerne fra 300-tallet – og måske endda tidligere. I 600-tallet sejlede irske munke til øerne for at leve i ensomhed. På det tidspunkt var der ikke andre mennesker på Færøerne.
Skal du bruge denne kildes link, så klik her

Kilde 1

I 825 skrev den irske munk Dicuil ”Liber de mensura orbis terræ”, som er latin og betyder noget i retningen af ”bog om opmåling af Jorden”. I den skrev han bl.a.:

“Der er mange andre øer i havet nord for (Stor)Britannien, som kan nås fra Britanniens nordligste øer (dvs. Orkneyøerne og Hebriderne). Med god vind kan de nås på to dage og to nætter. En from præst fortalte mig, at han i løbet af to sommerdage og den mellemliggende nat i en båd nåede en af dem.

Der er en anden samling af øer, kun adskilt af smalle bælter af vand. Her har i næsten hundrede år boet eremitter (munke, der ønskede at leve som eneboere), som sejlede fra vores land, Irland. Men […] på grund af nordiske pirater (vikinger) har de forladt øerne. Nu er der utallige får og mange forskellige slags havfugle. Jeg har aldrig hørt, at myndighederne har nævnt disse øer.”

Kilde 2

Omkring år 850 rejste norske vikinger, kaldet nordboerne, til øerne og slog sig ned. Det kaldes landnamtiden. Kilden herunder er et uddrag af en saga kaldet ”Færingernes saga”. Sagaen er en vigtig kilde til Færøernes historie i Vikingetiden, som varede fra ca. 850-1050 på Færøerne.

“Der var en mand, der hed Grim Kamban. Han var den første, der bosatte sig på Færøerne på Harald Hårfagers tid. Mange flygtede dengang for Haralds overgreb. Nogle af dem slog sig ned på Færøerne. Og nogle søgte til andre ubefolkede lande. Aud den Dybsindinge drog til Island, men kom forbi Færøerne, hvor hun bortgiftede Oløv — Torstein Røds datter — og derfra stammer Færøernes betydeligste slægt, som kaldes Gøteskæggerne og som holdt til på Østerø.”

 

Kilde 1: Jonathan Wylie: The Faroe Islands Interpretations of History. 1987

Kilde 2 er en pædagogisk bearbejdet udgave af C.C. Rafn, 1832. Der kendes ikke en egentlig og sammenhængende Færeyinga saga. Teksten er sammensat af fortællinger, der findes spredt i Flateyjarbók.