Homoseksuel prostitution

I 1800-tallet skete der en ændring i synet på homoseksuelle mænd. Mænd der havde sex med hinanden risikerede ikke længere dødsstraf. Men det var stadig ulovligt for to mænd at have sex.

I løbet af 1800-tallet voksede byerne i Danmark. Mange homoseksuelle søgte mod byerne, hvor det var lettere at finde andre homoseksuelle. Dengang var det utænkeligt at vise, at man var homoseksuel ude i offentligheden. Men i flere byer opstod der miljøer, hvor de homoseksuelle mødtes i det private. Især i København, der også dengang var Danmarks største by, var der mange homoseksuelle. Politiet og politikkerne blev opmærksomme på, at der var mange homoseksuelle, der mødtes i vennegrupper, og at nogle mænd solgte sex til andre mænd. Det var mange meget forargede over. I 1905 blev det forbudt for to personer af samme køn at købe sex af hinanden.

I 1906 opstod der en skandale i København, som forargede mange. Skandalen startede da en række mænd, blev afsløret som homoseksuelle. Mange mennesker vidste ikke, at der var mange homoseksuelle i København, og at nogle mænd tjente penge på at sælge sex til andre mænd. En række aviser tog sagen op og kaldte den for ”Den Store Sædelighedssag”. Fra sommeren 1906 og ind i efter 1907 blev der bragt saftige historier og uddrag fra retssagerne mod de mænd, som var anklaget for homoseksualitet og homoseksuel prostitution.

Klik her for at kopiere kildens link oppe i hjemmesidens adressefelt

Kilde 1

Teksten nedenfor er et bearbejdet uddrag af en artikel der blev bragt i avisen ”Middagsposten” 1906. Artiklen hed ”Fra Storbyens Dyb” og handlede om den mandlige prostitution på Vesterbro i København. I artiklen blev det homoseksuelle miljø beskrevet meget negativt. Artiklens forfatter mente også at lægevidenskaben så anderledes på homoseksualitet end ”de fleste almindelige mennesker”. Mange læger mente nemlig, at homoseksualitet var medfødt, og at det derfor ikke gav nogen mening at straffe de homoseksuelle. Faktisk var den homoseksuelle sædelighedsskandale i 1906-07 med til at skabe mere opmærksom på homoseksualitet, og førte til at homoseksualitet blev afkriminaliseret i 1930. Teksten er pædagogisk bearbejdet.

”Men betragt engang nøjere de slanke, kvindeagtige, unge fyre, der, fejlfrit klædte, sminkede og med hårolie i håret, så de stinker, slentrer hen ad asfalten, medens deres store øjne sender smægtende stråler[sultne blikke] hen til de forbipasserende – ældre herrer.
Se deres vrikkende gang, deres skøgemanerer og den skøgeagtige påtrængenhed overfor dem, de endelig får lokket ind i sidegaden.
Det er storbyens allerlaveste kryb, den mandlige prostitution.
….
Almindeligt udviklede mennesker kan slet ikke fatte denne unaturlige tilbøjelighed [lyst], ja, de fleste er vel endog fristet til i deres harme over at høre om dette, at afvise spørgsmålet med en række grove skældsord, og råber på dom og streng straf over denne art sædelighedsforbrydere.
Imidlertid ser moderne videnskab ganske anderledes på sagerne, og anbefaler helt andre midler end dem, dansk retspleje finder det ringeste at anvende.”

Kilde 2

Under Den Store Sædelighedssag i 1906-07 foretog politiet husundersøgelser af de homoseksuelles hjem. Her fandt politiet blandt andet breve og billeder, som kunne bruges i retssagerne der blev ført imod de homoseksuelle.
Billedet nedenfor er et af de billeder, som blev konfiskeret under sagen.

Klik på billedet for at se en større udgave i en ny fane.

 

Kilde 1 er et pædagogisk bearbejdet uddrag af en artikel bragt i avisen Middagsposten, d. 29.08.1906, s. 2.

Kilde 2 er et de konfiskerede billedet i sædelighedssagen. Billedet er fra Københavns Kriminal- og Politiret, Justitskontoret: Pådømte sager oktober 1907, nr. 229. Rigsarkivet på Flickr.