Fra 1707 til 1709 hærgede en koppe-epidemi Island;
“Omkring ¼ af befolkningen døde under epidemien – 26,4 % for at være præcis. […] Befolkningsantallet blev reduceret fra omkring 50.000 til omkring 37.000. Katastrofen var faktisk mere alvorlig end, det fremgår af tallene. Epidemien kostede nemlig hovedsageligt mennesker under 40 år livet.”
Omkring 1750 blev Island ramt af hungersnød;
“Omkring 1750 begyndte en periode med usædvanlig koldt vejr. Pakis forhindrede adgangen til fiskepladserne. […] Allerede i 1751 var en nord-vestlige dal Vopanfjödur, som havde 357 indbyggere i 1703 stort set uddød. […] De fleste i Vopanfjödur havde reddet deres liv ved at forlade området […]. Det skønnes, at landets befolkning blev reduceret fra ca. 49.000 i 1751 til 43.000 i 1758.”
Uddrag fra Gunnar Karlsson. The History of Iceland. Minneapolis: University of Minnesota Press, 2000