Hollænderne, der havde tradition for at handle med grønlænderne, ville ikke bare opgive handelen, og det førte til flere sammenstød og slag. En af de først handelsstationer blev nedbrændt af hollandske hvalfangere, og derfor kom også militærfolk fra Danmark til Grønland i 1728 samt 12 militære straffefanger og deres koner, som blev beordret dertil. Mødet med straffefangerne var en katastrofe. De var dårlige forbilleder for en befolkning, som man gerne ville omvende til kristendommen. De drak, sloges og kom i konflikt med grønlænderne. Problemet løste sig ved, at de fleste straffefanger og deres koner døde af sygdom i løbet af et års tid.
Efterhånden blev flere købmænd interesseret i handelen med Grønland og i at anlægge kolonier, og den dansk-norske missions- og handelsvirksomhed bredte sig. I løbet af 1700-tallet lykkedes det at oprette omkring 20 kolonier på Grønlands vestkyst.
Skal du bruge denne kildes link, så klik herEt trin i koloniseringen af Grønland var indvandring syd fra, som skulle befolke landet:
”Hertil kom 12 militære straffefanger med deres koner, som var straffede unge kvinder fra Børnehuset, som de før udsendelsen var blevet tvangsgift med. De fleste af de mandlige fanger var tyskere i 20-30-års alderen. Fangerne fik beklædning, forplejning og løn for at tjene som soldater i Grønland og med Hans Egedes ord ”i allernådigst hensigt, at landet ved samme skulle blive populeret [befolket], og kolonier anrettet”.”
Gulløv, H. C. (red.), Grønland. Den arktiske koloni, Gads forlag, s. 70, 2017.