Kilde 1
De mænd, som havde indflydelse på Færøerne, talte dansk. Derfor var det færøske sprog trængt. Erik Bærentsen (1831-1900) var færøsk købmand. I anden halvdel af 1800-tallet var han i mange år medlem af øernes Lagting. I en periode sad han også i Folketinget for Færøerne.
Bærentsen sagde sådan om brugen af det færøske sprog:
“[…] det færøske sprog kommer ikke af sig selv. Og […] når sproget ikke kommer af sig selv, gør den færøske nation det heller ikke. Men fejlen var vores egen (for) det blev anset for mange færøske at være et sprog, der var godt nok til daglig brug. Og derfor var vi også tilbøjelige til at mene, at hvad der var fremmed, at alt, hvad der kom til ydersiden, var meget godt … [Men] det færøske sprog var rigeligt nok til at kunne udtrykke det, der levede i hjertet og sindet af en færing.”
Kilde 2
I 1800-tallet blev sproget et bevis på, at man var et folk eller nation. Mange i Danmark mente, at færøsk var en dialekt og ikke et selvstændigt sprog. Det mente den færøske præst V.U. Hammershaimb (1819-1909). I 1850’erne genskabte han det færøske skriftsprog. I 1844 havde han et indlæg i Kjøbenhavnerposten om sproget på Færøerne.
”Jeg må da først fremkomme med den påstand, at det færøske sprog lige sig lidt kan kaldes en dialekt af dansk, som det danske en dialekt af tysk. Det selv om de danske har optaget mange tyske ord og har forandret noget af sin bøjningsmåde efter tysk. Og dog er færøsk en dialekt, der har islandsk som sin mor.
Om det siger vor berømte professor (Rasmus) Rask […]: På Færøerne derimod har det gamle sprog vedligeholdt sig i en egen fra islandsk afvigende sprogart. Imidlertid er (det) gået med islandsk på Færøerne som med dansk i Slesvig. Selvom indbyggerne altid taler færøsk med hinanden, så forrettes gudstjenesten ikke på landets sprog, men på dansk.”
Kilde 1 er et bearbejdet uddrag fra Jonathan Wylie: The Faroe Islands Interpretations of History. Kentucky: The University Press of Kentucky: 1987.
Kilde 2 er et bearbejdet uddrag fra Kjøbenhavnerposten 19. december 1844.