Island bliver en republik

I 1944 gennemførtes en folkeafstemning i Island, om landet skulle være uafhængigt. 97,4 % stemte ja. På det tidspunkt var Danmark besat af Tyskland og Island af amerikanske og britiske tropper. Danmark havde samarbejdet tæt med den tyske besættelsesmagt. I Island var man derfor i tvivl, om Danmark ville blive regnet som Tysklands allierede.

I 1944 var det tydeligt, at Tyskland inden for kort tid ville tabe krigen. Men det var usikkert, om det var USA og Storbritannien eller Sovjetunionen, der ville befri Danmark. USA lagde pres på styret i Island for at opsige forbundet. Der var således flere grunde til, at Island, før krigen var afsluttet, valgte at erklære sig som en uafhængig republik den 17. juni 1944.

Kilde 1

Jens Sørensen Vanggaard (1875-1945) var folketingsmand for Venstre. Da det stod klart, at Island ville opsige forbundet med Danmark, udtalte han:

”Dette, at islændere nu vil opsige forbundstraktaten og erklære republik er jo en revolution, idet kongefællesskabet efter den bestående lov slet ikke kan opsiges. Men det er et resultat af en lang udvikling. England slipper aldrig godvillig det, det har lagt hånden på. […]

Jeg har for adskillige år siden holdt frem og udtalt til mange betydningsfulde folk, at vi skulle kolonisere Island. Vandfaldene og det store gode landbrugsland mod syd på størrelse med Fyn lå uudnyttede. […] Men alt forgæves. I stedet rejste vore folk til Canada og førte en gennemgående kummerlig tilværelse som skovhuggere og landbrugere. […]

Da vi begyndte at vige los på statsforbindelsen, opstod den færøske separatisme, som kredse herhjemme ligefrem blev begunstiget […]

Nu glider Færøerne formodentlig sammen med eller efter Island […] fra Danmark.”

Kilde 2

Den danske konge Christian 10. var bitter over, at Island rev sig løs. Han sendte alligevel et telegram, hvor han lykønskede islændingene:

”Idet jeg beklager, at adskillelsen mellem mig og det islandske folk er blevet gennemført under de rådende forhold, vil jeg udtale de bedste ønsker for den islandske nations fremtid og håbet om styrkelse af de bånd, der binder Island til de øvrige nordiske lande.”

Kilde 3

Under overskriften Farvel, Island! bragte Aarhus Stifttidende den 30. maj 1944 denne artikel.

”En ting må vi takke Islændingene for. Vi har fået klar besked. Nu er der intet at tage fejl af. Længslen efter at løse det sidste bånd, der knyttede Island og Danmark sammen, deles af næsten hele det islandske folk, og den er så overvældende, at det var nødvendigt at bryde trufne aftaler og givne ord. Skilsmissen måtte fuldbyrdes over hals og hoved og under en skæbne, som udelukkede en venskabelig drøftelse.

Fra dansk side er der intet andet at gøre end at tage denne besked til efterretning. Men i sandhedens navn må det tilføjes, at kun få i Danmark fatter dette hastværk og denne hensynsløshed. Nogen nødvendighed er ikke til at finde. Alle i Island vidste dog, at ingen i Danmark ville modsætte sig ønsket om fuldstændig adskillelse. Gennem fyrre år er de bånd, som knyttede Island til Danmark, blevet løst, et efter et. Nu var der intet bånd tilbage, som ikke var gensidigt, og som ikke bandt Danmark såvel som Island. Ligestillingen var fuldstændig. […]

Fra dansk side er der i mands minde ikke grebet ind i Islands frie selvstyre. Og ingen i Danmark har et øjeblik tænkt på at blande sig i, hvad Islændingene måtte tale, skrive eller læse. Således skal forholdet være mellem folk, som agter hinandens ret og frihed, og som ønsker at befæste et sundt og varigt venskab. Vi i Danmark har aldrig haft anden tanke over for Island end at knytte det til os med venskabs bånd.

Ved afskeden tør det hævdes, at man skal langt tilbage for at finde minder om dansk tvang, indblanding, overgreb eller retskrænkelser i Island. Som et folk, der selv elsker friheden og sætter retstanken højt, har vi agtet Islændingenes frihed og selvstændighed.

Men det er ikke lykkedes at knytte noget venskabsbånd med Island. […] Måske kan det lykkes nu, da alle bånd er bristet, at binde nye, som spindes af nordisk ånd. Men begyndelsen er ikke lovende. Alt virksomt samliv må hvile på respekt for givne ord og trufne aftaler. Tillidsbrud forgifter og hindrer gensidig forståelse.

Sandsynligvis vil de fleste danske tage sig adskillelsen let. Men det er svært at forsone sig med den hensynsløshed, der er vist vor kære gamle Konge. Til alle de hjertesorger, han må bære, føjes nu denne bratte og brutale afsked. […]”

Kilde 1 er et bearbejdet uddrag fra Mikkel Venborg Pedersen (red.). Danmark en kolonimagt. Gads Forlag 2017, s. 184.

Kilde 2 er fra Knud J. V. Jespersen: Christian X og Island. Christian X’s optegnelser vedrørende Island 1912 – 1932, 2018, side 44

Kilde 3 er et bearbejdet uddrag fra Aarhus Stiftstidende den 30. maj 1944