I 1913 fremsatte islændingene ønsket om at få eget flag. Det fik den nationale og konservative skribent Harald Nielsen til at skrive:
”Hvad er det, der er sket? I hundreder af år har Island hørt med til dansk statsområde. Hvilke mangler vort styre end har haft, har de dog ikke været værre, end at Islænderne under det har bevaret den særegenhed og det sprog, hvorpå de nu grunder deres krav. […]
De kan frit tale og lære deres sprog. De kan i videste udstrækning bestemme over deres egne anliggender. Vi har blot tilladt os at være dem til hjælp […] Vor flåde har vogtet deres kyster. Vore officerer har opmålt deres land. Vort universitet har uddannet deres lærde. Vi har ikke undertrykt deres Flag, for de har ikke haft et. Ikke desto mindre forlanger de ret til at opfinde et sådant og flage med det. Der er grund til at standse et øjeblik og se på realiteterne: Når en dreng forlanger at ryge cigar, så træffer man ikke afgørelsen med ham ud fra en almindelig overvejelse af et menneskes rettigheder. Men man siger til ham: ”Du må først lære at knappe dine bukser!”
Bearbejdet uddrag fra Harald Nielsen: Typiske Tilfælde. Gyldendal 1917, side 148