Mangel på slaver

Tekst af general og plantageejer, Peter Lotharius Oxholm, fra 1790´erne. Oxholm var en overgang generalguvernør i Dansk Vestindien, i 1815. Generalguvernøren var den højeste embedsmand på øerne.

I en periode fra 1778-1797 rejste han til og boede på øerne af flere omgange. Oxholm mente, at slaveriet var nødvendigt for økonomien i Dansk Vestindien, men var også kritisk over for forholdene på øerne. Den følgende tekst er et uddrag, hvor Oxholm fortæller om slavernes manglende evne til at føde nok børn til at opretholde en tilstrækkelig stor slavebefolkning til at arbejde på øerne.

Teksten er skrevet i årene omkring forbuddet mod de transatlantiske slavehandel. Efter slavehandelens ophør var man meget afhængige af, at slavebefolkningen kunne føde nye slaver, da man ikke længere måtte indføre slaver fra Afrika.

Spring til let udgave

Klik her for at kopiere kildens link oppe i hjemmesidens adressefelt

Kilde:

 

” (…) Enkelte [få] hænder kan desårsag [derfor] aldrig drive sukker-avlingen [sukkerdyrkningen]. Og indsigtsfulde mænd påstår, at hvis slavehandelen og slavers tilførsel ophører, må koloniernes dyrkning bortfalde, da denne ved egen afkom næppe vil kunne vedligeholdes, om man endog bestræbte sig nok så meget derfor.

Årsagen søger jeg i det svære arbejde, som fruentimmerne må deltage i. Selvom dette køn i Europa også arbejder, er det ikke så vedvarende og så heftigt. I efteråret, når jorden holes [hakkes] til at beplantes, arbejde de med hakken hele dagen igennem, uden anden bevægelse end langsom tilbage fra hul til hul – hele vægten liggende på armene, som bestandig [hele tiden] løfte et tungt redskab, der med magt skal drives ind i jorden, hvilket gør stort indtryk på legemet, især på moderen, hvorved enten undfangelsen gøres besværlig, eller forstrene i begyndelsen tabes.

– Da forkølelser let fås, når alle svedhullerne er åbne, må deraf, især til visse tider, hos fruentimmerne forårsages skadelige følger. For at sammenbinde rørene, hvilket gøres af dem imens mændene drive det sværere arbejde, må de stedse [igen og igen] bukke sig dagen igennem.

Af disse fysiske grunde, og ikke af nogen moralsk uvilje hos vedkommende, der skal bidrage dertil, tvivles om fødslernes forøgelse: thi det er ikke så meget mortaliteten [dødeligheden] der mindske antallet, men manglen på nyfødte, der udfordrer stedse ny tilførsel dog, et forsøg er denne vigtige tanke vel værd: den gør menneskeligheden ære, thi af de fuldvoksne kan man ikke forandring vente, og deres afkom må have tid til at bringe frugte under et mildere system, forinden kan man håbe de forventede følger. (…)”

 

Uddrag fra Peter Lotharius Oxholm: De Danske Vestindiske Oers Tilstand i Henseende Til Population, Cultur Og Finance-Forfatning (1797), side 57.