HistorieLab · Stationsvej 14 · 7300 Jelling
Telefon: 63183613 · EAN nr. 5798000559684
www.historielab.dk · historielab@ucl.dk
Kilde 1: F. Zachariae: Før og Nu, Historisk, topografisk tidsskrift og illustrationsværk. 1919. Hentet på wikipedia: https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/4/4c/Vinterhus.jpg
Kilde 2: Fra Grønlands historiske museum
Det sydgrønlandske landsråd skrev bl.a.:
“Sydgrønlands Landsråd, der repræsenterer over halvdelen af Grønlands befolkning, udtaler enstemmigt ud fra 200 års erfaringer sin ubetingede tillid til Danmarks ledelse af de grønlandske anliggender. Danmark har altid tilstræbt at skabe fremgang for den grønlandske nation i kultur og i levevilkår uden at tage hensyn til om Danmark fik nogen fordel af landet.
Landsrådet kan derfor ikke tænke sig Grønland eller en del deraf under nogen anden stat.”
Det nordgrønlandske landsråd skrev bl.a.:
”Det grønlandske folk har i over tusind år, ved hjælp af sin ejendommelige, på samme tid oprindelige og højt specialiserede erhvervskultur, været i stand til at finde livsmuligheder på Grønlands fattige og ufrugtbare kyster.
Grønlænderne har været beskyttet af den danske stat og har under Danmarks førelse og under økonomiske ofre fra Danmark gjort fremskridt på åndelige, hygiejniske og materielle områder. […] Vi kan ikke forlade dette land og søge vort erhverv andre steder. Derfor må vi tænke på de reserver, vor land har, som kan tjene til nytte for den kommende generation. […]
Den danske statskasse giver afkald på et økonomisk overskud fra Grønland. Derfor kan det ikke undre, at det er det grønlandske folks urokkelige ønske, at dets fremtidige udvikling må fortsættes under Danmarks styrelse. Danmark må derfor blive tilkendt en ubeskåret højhedsret over hele Grønland, så at grønlænderne derved skånes for andre nationernes ukontrollerede indgreb i deres erhvervsmuligheder.”
Bearbejdet uddrag fra Knud Oldenow: Grønland – Folk og Land i vore Dage. 1936, s. 149.
I maj 1940 rejste en repræsentant fra det amerikanske Røde Kors til Grønland for at afklare behovet for hjælp, og om landsfogederne kunne klare opgaven. Repræsentanten nåede frem til denne vurdering:
“Grønland er nu i en sådan stilling, at det praktisk talt kunne erklære sig uafhængigt, idet det under de nuværende forhold ikke kan have nogen som helst forbindelse med moderlandet. Men de lokale myndigheder har til hensigt at fortsætte den fortræffelige kolonisatorisk-administrative virksomhed og opretholde de allerede for lang tid siden indførte former for social forsorg.”
Bearbejdet efter Hans Christian Gulløv (red.): Grønland. Den arktiske koloni. Gads Forlag. 2017, s. 286
I Grønlandsposten skrev han, at han:
”håbede, at man ville anerkende den udvikling til grønlændernes modning, der foregik under Krigen. Og vi regnede med, at man som anerkendelse ville høre os, når Grønlands fremtidspolitik skulle planlægges […] Men det viste sig, at vi havde regnet forkert. […]
Vi er ude efter en ansvarlig Ledelse, der har sæde i Grønland selv. Det hævdes gang på gang som formålet med Danmarks Grønlandspolitik, at det er den grønlandske befolknings tarv, der er altafgørende. Hvis det grønlandske folk skal opnå ligestilling og selvstændighed som andre Folk, må udviklingen hvile på kræfter, der udgår fra folket selv. – Formynderskabet må ændres derhen, at ansvaret hviler på selve det grønlandske folk.”
Bearbejdet uddrag fra Jens Heinrich: Eske Brun og det moderne Grønlands tilblivelse. INUSSUK. Arktisk forskningsjournal 1. 2012, s. 205.