Headerbillede til arrangementer Konference: Historie som skolefag i antropocæn tid – historiedidaktiske perspektiver på bæredygtighed

Written by 11:06 Tidligere arrangementer

Konference: Historie som skolefag i antropocæn tid – historiedidaktiske perspektiver på bæredygtighed

Historie som skolefag i antropocæn tid – historiedidaktiske perspektiver på bæredygtighed.

Historiedidaktisk Netværk indbyder til konference fredag den 8. marts 2024 med overskriften “Historie som skolefag i antropocæn tid – historiedidaktiske perspektiver på bæredygtighed”.

Bæredygtighed som omdrejningspunkt for læremidlerne

Sæt kryds i kalenderen fredag den 8. marts 2024, hvor Historiedidaktisk Netværk inviterer til konference med overskriften “Historie som skolefag i antropocæn tid – historiedidaktiske perspektiver på bæredygtighed”.

Bæredygtighed, det antropocæne, og miljøhistorie er nogle af de mest debatterede emner for tiden og er formentlig også på vej ind i læreplanerne; både i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. Derfor inviterer Historiedidaktisk Netværk til en konference på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense fredag den 8. marts 2024, hvor vi undersøger konkrete bud på, hvordan man kan undervise i historiefaget, når man fokuserer på elevernes læring og bevidsthed om bæredygtighed.

  • I første del af konferencen vil Martin Hauberg-Lund Laugesen fra Syddansk Universitet undersøge, hvordan man kan komme med nye didaktiske indspark til faget i lyset af de ændrede opfattelser af menneskets rolle i historien.
  • I anden del af konferencen vil du kunne møde konkrete eksempler på, hvordan man kan inddrage bæredygtighed i historieundervisningen bl.a. fra lærere og studerende fra Læremiddelmessen 2023, der havde overskriften “Bæredygtighed i historiefaget”.
  • I sidste del vil Mogens Rüdiger fra Aalborg Universitet komme med bud på, hvordan man kan undervise i bæredygtighed med fokus på de ændrede levemåder efter velstandsstigningen i 1960’erne.

Praktisk information

Dato: Fredag 8. marts 2024
Sted: UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Niels Bohrs Allé 1, 5230 Odense M, Auditorium NBA-D.201
Standard tilmelding: 900 kr. ex moms – Tilmeld dig med standard tilmelding
Studerende inklusiv forplejning: 300 kr. ex moms – Tilmeld dig som studerende med forplejning
Studerende eksklusiv forplejning: Gratis – Tilmeld dig som studerende uden forplejning

Program for dagen

9.00-9.30: Kaffe og croissant
9.30-9.40: Velkomst og introduktion til dagen og program v. Niels Nøddebo Petersen
9.40-10.30: Bæredygtighed i historiedidaktikken? Hvordan kan en fagfornyelse af historiefaget se ud?

Uddannelseslandskabet er under forandring. Vi går generelt mod grønnere tider, hvor klima, miljø og bæredygtighed og naturen i sin helhed siver ind i skolens fag på forskellige måder. Nogle lærere er begejstrede og omfavner udviklingen, mens andre står mere rådvilde og forvirrede og måske ligefrem frustrerede tilbage over de nye tendenser og dagsordener, man ’skal’ forholde sig til i sit didaktisk virke. Med afsæt i forskningsprojektet Grøn omstilling i grundskolen vil Martin Hauberg-Lund Laugesen præsentere nye interessante fund ift., hvordan man kan arbejde med den grønne dagsorden på en fagdidaktisk meningsfuld måde, f.eks. i historiefaget. Skolen har et samfundsansvar for at klæde børnene og de unge på til at blive livsduelige mennesker og til at kunne bevæge sig oplyste og kompetente videre ind i uddannelsesverdenen og træffe gode, meningsfulde valg om, hvad de skal blive til, når de bliver store. Og når tiden er præget af intensiverende klimatisk og miljømæssig destruktion og destabilisering, så følger der en pædagogisk-didaktisk fordring om at koble livsduelighed til bæredygtig dannelse (’ecological literacy’). I dén sammenhæng har historiefaget (måske) et særligt ansvar – og nogle særlige muligheder…
Ved Keynote af Martin Hauberg-Lund Laugesen, ph.d. og postdoc ved Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab, Syddansk Universitet

10.30-10.45: Spørgsmål til Martin Hauberg-Lund Laugesen
10.45-11.00: Pause
11.00-12.15: Paneldebat: Perspektiver på hvordan man kan arbejde med bæredygtighed og det antropocæne i historieundervisningen:

  • Studerende og undervisere fra læremiddelkonference om bæredygtighed
  • Marianne Axelsen Leth, lektor, Læreruddannelsen i Århus
  • Peter Ruby Schmidt, tidligere formand for Idehistorielærerforeningen
  • Ea Øst Normann, om natursyn i tværfagligt samarbejde med Dansk
  • Daniel Mikkelsen, historielærer i grundskolen

12.15-13.00: Frokost
13.00-14.00: Hvordan man kan anvende viden fra paneldebatten i undervisningen? Diskussioner og videndeling i grupperum
14.00-14.15: Pause
14.15-15.00: Hvordan kan man undervise i historie i lyset af klimakrisen?

Hvordan kan man fortælle historie med fokus på bæredygtighed. Der er heldigvis mange bud. Mit er at dykke ned i den måde, vi (især danskere) lever på, og hvordan det har ændret sig med den voldsomme vækst efter 1945. Det kan man kalde ’den sorte omstilling’. Og hvad betyder det for den grønne omstilling?
Ved Mogens Rüdiger, dr.Phil., lektor, Institut for historie, Aalborg Universitet

15.00-15.15: Spørgsmål til Mogens Rüdiger
15.15-15.30: Afsluttende kommentarer og afrunding

Baggrund for arrangementet

Historiedidaktisk Netværk består af FALIHOS/Foreningen af Lærere i Historie og Samfundsfag, Historielærerforeningen, Foreningen af Historielærere ved Handelsgymnasiet, Historielærerforeningen for Idehistorie på htx, Foreningen af Historielærere ved Læreruddannelsen og HistorieLab – Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling.

Tilmeld nyhedsbrev

Jeg giver samtykke til, at mine personoplysninger behandles i overensstemmelse med denne oplysningserklæring og er indforstået med, at mine oplysninger behandles sikkert og fortroligt og slettes efter endt anvendelse. Jeg er indforstået med, at jeg kan trække mit samtykke tilbage ved at skrive til denne mailadresse historielab@ucl.dk, hvorefter behandlingen af mine personoplysninger stopper og slettes.

Close