Dette tema handler om atommarcher, protester mod atomvåben og atomkraft, samt da det var lige ved at gå galt i Cuba i 1962.
Kildebankstemaet henvender sig til 7.-9. klassetrin.
I 1958 blev den britiske bevægelse Campaign for Nuclear Disarmament oprettet. Også i Danmark voksede befolkningens frygt for og modstand mod den radioaktive forurening. Inspireret af den britiske bevægelse oprettede en gruppe mennesker i sommeren 1960 Kampagnen mod Atomvåben.
Kampagnen udsendte løbesedler med tekster som: ”Vi vil ikke, at mad, vand og markens afgrøder forgiftes med radioaktivitet. Vi ønsker ikke, at mennesker skal dø af knoglekræft, eller at børn fødes som vanskabninger og blinde.”
Både i Det Konservative Folkeparti og Venstre var der tilhængere af, at Danmark fik atomvåben. Men i 1959 besluttede Folketinget endeligt, at der ikke skulle være atomvåben i Danmark. Ved Holbæk havde militæret dog opført et anlæg, som kunne affyre missiler med atom-sprænghoveder. Disse sprænghoveder var opbevaret i en bunker lige syd for grænsen. I tilfælde af en krig kunne de hurtigt transporteres til Holbæk.
Kampagnen mod Atomvåben besluttede, at deres første arrangement derfor skulle være en protestmarch, der begyndte i Holbæk, og som endte i København. Marchen begyndte den 21. oktober 1960. Mellem 500 og 1.000 mennesker deltog. Det var færre end arrangørerne havde håbet på. Marchen fik kun begrænset omtale i medierne. Nogle aviser hævdede endda, at marchen i virkeligheden var kommunistisk propaganda.
I påsken 1961 afholdt Kampagnen endnu en march. Denne gang deltog flere. Og deltagerantallet i påskemarcherne steg de følgende år. I 1963 var over 30.000 med, og marchen fik en mere positiv omtale i medierne.
I 1963 blev USA, Sovjetunionen og Storbritannien enige om at undlade prøvesprængninger af atombomber på jordoverfladen, i vandet og i det ydre rum. Samtidig var forholdet mellem USA og Sovjetunionen blevet lidt bedre. I løbet af 1960’erne blev befolkningens frygt for atomvåben derfor mindre. Kampagnen mod Atomvåben mistede sin betydning, og i 1967 blev den opløst.
Hvis krigen kommer
I januar 1962 udsendte staten pjecen Hvis krigen kommer til alle husstande. Den oplyste om, hvordan man skulle forholde sig i tilfælde af krig, hvor der blev anvendt kernevåben, kemiske og biologiske våben. Pjecen gjorde især meget ud af atomkrig. Bl.a. beskrev den, hvad der ville se, hvis en atombombe blev kastet, og hvordan man kunne indrette et beskyttelsesrum i sin bolig, og hvilke forsyninger der skulle være i rummet.
Cubakrisen
I 1950’erne og 1960’erne fik flere lande kernevåben: Storbritannien (1952), Frankrig (1960) og Kina (1964). Men USA og Sovjetunionen rådede dog fortsat over langt de fleste – og hver nogenlunde lige mange. Man talte om en terrorbalance, fordi en atomkrig mellem supermagterne ville ødelægge begge lande.
USA havde den fordel, at den havde baser tæt på Sovjetunionen. Herfra kunne fly og missiler angribe med kort varsel. I 1962 forsøgte Sovjetunionen at få en tilsvarende fordel. I hemmelighed begyndte de sovjetiske atomstyrke at opstille missiler på øen Cuba, der ligger tæt på USA. Amerikanske spionfly opdagede det sovjetiske anlæg på Cuba. Den amerikanske præsident Kennedy forlangte, at missilerne skulle fjernes, og den amerikanske flåde forhindrede sovjetiske skibe i at anløbe Cuba.
En overgang så det ud til, at konflikten ville føre udvikle sig til væbnede sammenstød mellem amerikanske og sovjetiske krigsskibe, og dermed udløse en 3. verdenskrig. Men i sidste øjeblik gik Sovjetunionen med til, at fjerne sine missiler. Til gengæld skulle USA fjerne sine missiler fra Tyrkiet.
Verden havde været på kanten af en altødelæggende atomkrig. Sovjetunionen og USA aftalte at oprette en direkte telefonlinje mellem den sovjetiske ledelse og den amerikanske præsident. På den måde kunne man måske forhindre, at en fremtidig konflikt udviklede sig til krig. Supermagterne begyndte også at forhandle om nedrustning, og der blev indgået en aftale om stop for prøvesprængninger i atmosfæren.
Kom i gang med kilderne
Kilde 1: Aldrig mere krig
Kilde a)
Kilde 2: Den første atommarch
Fra 1960 til 1963 arrangerede Kampagnen mod Atomvåben en række protestmarcher mod atomvåben. Den første march fra Holbæk til København fandt sted 21.-23. oktober 1960. Der var forskellige meninger om marcherne, og hvem der stod bag.
a) Atom-marchen – en succes
I den kommunistiske avis Land og Folk fik marchen fyldig omtale.
”Overvældende tilslutning på atom-marchens sidste dag ca. 10.000 mennesker deltog trods det dårlige vejr i et stort folkemøde på Rådhuspladsen i København. […]
Afslutningen skete med en tilslutning, der var aldeles overvældende. Men man har givet hinanden håndslag på at denne ikke bliver den sidste. Vi kommer igen, lød det fra deltager til deltager, og ved det imponerende folkemøde på Rådhuspladsen blev det sagt: Dette er kun en generalprøve, næste gang bliver vi endnu flere! […]
Danmark fremstiller ikke selv kernevåben, og vi er kun et lille land, som ikke truer nogen anden nation. Men gennem vort medlemskab af NATO godkender vi forberedelserne til atomkrig. Og vi er dermed direkte engageret i den opmarch, som finder sted […].”
b) Kommunistisk propaganda
I oktober 1960 arrangerede Kampagnen mod Atomvåben en protestmarch fra Holbæk til København. Ved marchens afslutning i København blev der holdt taler. I den socialdemokratiske avis Aktuelt fik afslutningen denne kommentar:
”Det gik med atommarchen, ganske som man måtte vente. Den endte med en omgang grovkornet kommunistisk demagogi, vilde angreb på Danmarks udenrigspolitik, på NATO, general Norstad*) og forsvarsminister Poul Hansen. Men ikke et ondt ord om en raket-raslende Khrusjtjov **), der […] producerer atomvåben, som slagterier fabrikerer pølser.
Vi vil antage, at i hvert fald en del af de mennesker, der travede fra Holbæk til København, ikke sled deres skosåler for at blive misbrugt som statister i et kommunistisk propaganda-show. Folk, der i god tro sluttede op i geledderne, er nok blevet så meget klogere, at de næste gang melder afbud.”
*) Lauris Norstad (1907-1988): Amerikansk general og NATOs militære leder.
**) Nikita Sergejevitj Khrusjtjov (1894-1971): Generalsekretær, dvs. øverste leder i Sovjetunionen
(Kilde: Aktuelt, 25. oktober 1960)
Kilde 3: Hvis krigen kommer
Civilforsvaret var oprettet i 1938. Dets opgave var at varsle og beskytte befolkningen i tilfælde af et luftangreb. I større byer blev der bygget beskyttelsesrum. Under Den Kolde Krig skulle Civilforsvaret udvikle fremgangsmåder, der så vidt muligt kunne beskytte befolkningen. I 1958 ønskede Civilforsvaret at udsende en pjece, der skulle oplyse befolkningen om, hvordan man bedst kunne beskytte sig i tilfælde af en atomkrig. Det var regeringen imod. Først i januar 1962 udsendte statsministeriet pjecen ”Hvis krigen kommer” på 32 sider til alle husstande. I den kunne man læse, at ens beskyttelsesrum skulle indeholde forsyninger til 8 dage:
”Ved flere dages ophold i et beskyttelsesrum må en nødforplejning være parat. En sådan forplejning bør i videst mulig omfang være indkøbt af den enkelte familie allerede i fredstid. En nødforsyning til et 8-dages ophold skal: være holdbar, kunne bruges kold fra emballagen, kunne transporteres.
Nødforplejning kan for én person eksempelvis sammensættes af:
- 5 dåser minutkød à 340 g
- 3 dåser frikadeller i fedt (ikke sovs) à ca. 300 g
- 2 pakker knækbrød (à 30 stk.) à 200 g
- 3 pakker kiks (à 30 stk.) à 250 g
- 8 plader chokolade à 40 g
- 1 pakke rosiner à 340 g
- 100 g melis = 40 stk. sukker
- 1 dåse bordsalt […]
Glem ikke dåseoplukkere.
Man bør kunne opbevare en nødration af drikkevand, som kan vare en uge, dvs. ca. 20 liter pr. person.”
(Kilde: Hvis krigen kommer, 1962)
Kilde 4: Reaktioner på "Hvis krigen kommer"
a)
Avisen Frit Folk havde under overskriften ”Alle kan beskyttes mod nedfald fra kernevåben” denne kommentarer til pjecen ”Hvis krigen kommer”:
”Når alle danske husstande i disse dage modtager statsministeriets pjece ”Hvis krigen kommer”, sker det ud fra den gamle erkendelse, at det er bedre at forebygge end at helbrede. Ingen ønsker krig, og alle håber brændende, at uenighed stormagterne imellem kan løses på anden måde end gennem våbnet konflikt.
Alligevel kan det ikke nytte at stikke hovedet i busken og sige, at man ikke vil beskæftige sig med atomvåben. Det er en kendsgerning, at de eksisterer. Man har fra statens side derfor ment, det var påkrævet og nødvendigt at gøre opmærksom på de problemer, det skaber.”
(Kilde: Frit Folk, 9. januar 1962)
b)
Under overskriften ”NATO-propaganda til samtlige husstande” udtrykte lederen i Land og Folk sit syn på pjecen ”Hvis krigen kommer”:
”[…] med ”Hvis krigen kommer” søger man bevidst at gøre befolkningen mør til at vænne sig til tanken om en atomkrig og foregøgler dem, at man ikke skal være så bange endda, fordi man ”med små midler har chancer for at overleve”, og fordi – som (statsminister) Kampmann siger i forordet – ”vort medlemskab af NATO er en garanti for bistand udefra”. Ja, men hvilken garanti? En næsten dødsikker garanti for, at landet bliver gjort til en krigsskueplads. […]
At der er fare for en atomkrig, kan det ikke længere nytte at lukke øjnene for. Det situationen kræver, er derfor først og fremmest aktivitet for at hindre den, ikke militaristernes propaganda for at få os til at indrette os på den.”
(Kilde: Land og Folk, 10. januar 1962)
Kilde 5: Kennedys tale
Kilde 6: Reaktion på Kennedys tale
Kilde 7: Hvad kan der ske?
