Aargang 0 – Historiske temaer
Retsvæsen
I grundloven fra 1849 bliver magten delt i tre: Den lovgivende (folketinget), den udøvende (regeringen) og den dømmende (domstolene).
Men i 1900 er denne tredeling af magten endnu ikke fuldt ud gennemført. Lokalt finder man f.eks. herreds- og byfogder, der både er dommere (den dømmende magt) og politimestre (en del af den udøvende magt). Herreds-, by- og birkefogder kalder vi under ét retsbetjente. Og først fra 1919 er dommeren og politimesteren ikke længere én og samme person.
Det betyder, at man f.eks. i byfogedarkivet kan finde materiale både fra politiets efterforskning af en forbrydelse – og dommen over forbryderen. I øvrigt indeholder retsbetjentarkiverne et meget bredt spektrum af arkivalier, fordi herreds- og byfogder var vigtige lokale embedsmænd lige under amtmanden.
De enkelte retsbetjente arbejdede inden for et geografisk område kaldet jurisdiktionen. Jurisdiktionen fulgte på landet ofte de gamle herredsgrænser (deraf navnet herredsfoged). På DIS-Danmarks amtskort, kan man klikke sig fra det enkelte amt til herrederne i amtet. Det er en hjælp, hvis man på egen hånd vil søge at finde arkivalier – enten digitaliserede, tilgængelige på nettet – eller originale arkivalier via Daisy. Så skal man nemlig helst kende navnet på det herred, man er interesseret i.
Arrestjournaler
Arrestjournaler er en fortegnelse over de personer, der er indsat i en arrest. Her bliver grundlæggende data om personen (arrestanten) registreret. Journalerne indeholder også oplysninger om forbrydelse og dom.
Arrestjournalers indhold og anvendelse
Arrestjournaler består af fortrykte skemaer til registrering af faste oplysninger: Arrestantens navn, indsættelsesdato, løsladelsesdato, eventuel overførelse til statsfængsel, årsag til indsættelse/afsoning. Derudover kan de indeholde forskellige supplerende oplysninger, som varierer over tid og sted.
Arrestanterne er indført i journalen, efterhånden som de er indsat i arresten. Nogle journaler kan have et tilhørende navneregister.
Arrestjournaler bruges primært til at søge og identificere straffede. Hvis der findes en domssag på den indsatte, kan arrestjournalen bruges som søgemiddel til dombogen.
Arrestjournaler indeholder få, men faktuelle oplysninger.
Inspiration til at arbejde videre med arrestjournaler
Arrestjournaler findes i Rigsarkivets samlinger. En del arrestjournaler og -protokoller er digitaliserede og kan findes på Rigsarkivets onlinetjeneste, Arkivalieronline under Fængsler og forbedringsvæsen. Arrestjournalerne er håndskrevne, men dem fra Kerteminde, Nyborg og Odense Herred (de nyeste) er skrevet med en forholdsvis letlæselig håndskrift.
Andre arrestjournaler skal benyttes på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg.
Dombøger
Som navnet antyder, bliver dombøger brugt ved retterne til at indskrive afsagte domme. Siden 1683 (Danske Lov) har retterne haft pligt til at føre en dombog.
Indholdet
Dombøgerne indeholder ikke kun selve dommen, “thi kendes for ret…”, men også en opsummering af sagen: Hvad den tiltalte har gjort, hvilke love han eller hun har forbrudt sig imod samt (indirekte) en begrundelse for straffens udmåling (hvis den tiltalte er skyldig).
Anvendelse og troværdighed
Domprotokoller kan bruges til mange kultur-, rets- og mentalitetshistoriske undersøgelser: Hvilke forbrydelser blev der begået, hvad var baggrunden for forbrydelserne, hvordan så omverdenen på denne type kriminalitet og hvor hårdt dømte man?
At den anklagede er blevet dømt, som der står i domprotokollen, kan man godt stole på. En højere ret kan ganske vist senere afsige en anden dom.
Det indholdsmæssige i sagen, præmisserne, er dommerens tolkning af vidneudsagn og det fremlagte bevismateriale. Det er på sin vis det nærmeste man kommer en neutral fremstilling af en sag. For i princippet bør en dommer være uvildig.
Men også en dommer er farvet af sin tid (og sin tids retsopfattelse). Og før retsreformen i 1919 var dommeren også politimester og dermed samtidig ansvarlig for den politiundersøgelse, som lå til grund for retssagen og dommen.
Inspiration til at arbejde videre med dombøger
De fleste dombøger skal bruges på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg. Man kan dog finde eksempler på dombøger på nettet fra f.eks. Ringsted, Odense og Viborg byfogder ved at lede her. Det er ikke nødvendigt at skrive noget i feltet “Amt”. Under “Arkiv” skriver man bynavn eller navnet på herredet. Dombogen fra Ringsted Byfoged er maskinskrevet fra 1903.
Faderskabssager
Siden 1763 havde faderen til et uægte barn været pålagt at bidrage til forsørgelsen af barnet. Den lov, som gjaldt i 1900, var fra 1888. Med den blev perioden, hvor faderen var bidragspligtig, forlænget til op til 18 år.
Politiet (herreds- eller byfogden) skulle finde ud af, hvem faderen til barnet var. Var der tvivl om faderskabet, blev sagen behandlet ved retten. Derefter var det så amtets (i København Overpræsidiets) opgave at fastsætte det bidrag, som faderen skulle betale.
Indhold
Amtet modtog, evt. i kopi, de breve, rapporter og udskrifter fra retten, som var produceret under politiets og rettens arbejde. Sammen med amtets sagsbehandling udgjorde dokumenterne faderskabssagen. Også ved retten og politiet kan der være en faderskabssag, men det er som regel amtets, der er den fyldigste.
Anvendelse og troværdighed
Faderskabssager er en unik kilde til beskrivelse af en skiftende kønsmoral. Barnets mor måtte ofte gøre rede for, hvem hun havde været i seng med, hvor og hvor ofte.
Sagerne giver også mulighed for undersøgelser af de sociale vilkår, som det enkelte barn blev født ind i. Derimod giver faderskabssagerne ikke et generelt indblik i børnenes sociale vilkår, for var penge ikke noget problem for moderen, kunne hun og hendes familie vælge at undlade at rejse sag mod faderen.
Faderskabssager benyttes også ved slægtsforskning og i personalhistoriske undersøgelser.
Akterne i en faderskabssag er meget forskellige med hver deres ophavssituation. F.eks. er det ikke helt så forpligtende at stå over for en politibetjent og forklare situationen, som når man står i en retssal, hvor man faktisk er forpligtet til at tale sandt. Er man i gang med at undersøge, hvad der rent faktisk skete, så er referatet fra retssalen det mest troværdige. Men er man snarere nysgerrig efter at vide, hvad parterne tænkte om hinanden, så vil en eventuel afhøringsrapport ved politiet sikkert være den mest sigende.
Foruden ophavssituationen er der parternes forskellige interesser at tage hensyn til. Moderen har som regel brug for at få sit barn forsørget. En fader (eller formodet fader) kan omvendt have en økonomisk interesse i at slippe fri og benægte kendskabet, eller i hvert fald underspille forholdet, til moderen. I faderskabssagen har man mulighed for at veje de forskellige oplysninger op imod hinanden – sådan som dommeren har gjort ud fra sit udgangspunkt.
Inspiration til at arbejde videre med faderskabssager
Faderskabssager skal som hovedregel benyttes på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg.
Forhørs- og politiprotokoller
Forhørs- og politiprotokoller indeholder referater af forhør af mistænkte og vidner i en politisag.
De fleste steder i landet førte politiet én protokol for alle sager, der blev behandlet ved politiretten, politiprotokollen. I København delte Kriminal- og Politiretten politiprotokollen i to – en journal og en forhørsprotokol.
Indhold, anvendelse og troværdighed
Politimesteren afgjorde selv mindre sager. For disse sager findes både sigtelse og dom i politiprotokollen. Grænsen for, hvornår politimesteren selv kunne afgøre sagen, skifter fra tid til tid, og nogle gange også fra sted til sted.
Referaterne af forhørene kan være meget kortfattede og indforståede, mens andre forklarer alt i detaljer. Som regel kan man regne med, at protokollen indeholder et dækkende referat af, hvad der blev sagt til forhørene. Men man kan ikke altid stole på, at de afhørte talte sandt. Der kan være tale om meget interessante øjenvidneskildringer, som giver værdifulde, detaljerede oplysninger. Men det er vigtigt hele tiden at vurdere, om den mistænkte eller vidnet nu også siger sandheden. En mistænkt kan have en interesse i at fordreje tingene. Men også et vidne ser sagen ud fra sin synsvinkel.
Ligesom politimesteren og dommeren må man holde de forskellige udsagn op imod hinanden.
Noget andet er, at det kan være vanskeligt at læse referaterne. De blev skrevet i hånden under selve forhøret, og det skulle gå hurtigt. Det bar håndskriften præg af, og somme tider er det vanskeligt at læse referaterne. Her skal man altså være kritisk i forhold til sin egen læsning af kilden.
Nogle gange kan man være heldig at finde maskinskrevne afskrifter af forhøret i retssagen.
Inspiration til at arbejde videre med forhørs- og politiprotokoller
Forhørs- og politiprotokoller skal normalt bruges på Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg. På nettet kan dog finde hele Ringsted byfogedarkiv – og herunder også politiprotokoller. De er håndskrevne, men ofte med en forholdsvis læselig skrift.
Generalieblade
Generalieblad er en slags straffeattest, dvs. et dokument der indeholder oplysninger om, hvorvidt en person er straffet. Et generalieblad indeholder også andre oplysninger om personen, som politiet vurderede var relevant for behandlingen af en sag.
Man finder ikke generalieblade i ret mange politikredse. Derimod kan man fra alle egne af landet finde strafferegistre fra 1897. Strafferegistrene dannede grundlag for udstedelse af straffeattester. Det indeholdt med andre ord en komplet fortegnelse over en persons domme.
Indhold og anvendelse
Københavns politi begyndte som det første i 1880’erne at oprette generalieblade for personer, der blev løsladt fra de københavnske arresthuse.
Generaliebladene indeholder en række grundlæggende oplysninger som navn, fødested, fødselsår, stilling og sidste opholdssted.
Tidligere straffe og domme blev altid noteret i bagsidens kolonner, og generaliebladet kan bruges som søgemiddel, når man skal finde en straffesag. Derudover er det forskelligt, hvilke oplysninger der blev skrevet i generaliebladet. Det var op til den enkelte politibetjent at vurdere, hvad der var relevant at skrive i f.eks. ‘Særlige bemærkninger’. Det er heller ikke alle personoplysningerne, der blev noteret hver gang, men navn, fødested og fødselsår blev som regel altid registreret.
Inspiration til at arbejde videre med generalieblade
Generalieblade kan benyttes på Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa og Viborg. På nettet findes f.eks. et strafferegister fra Ringsted Byfoged.
Love som kilder
“Med Lov skal Land bygges, men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme Ret, da behøvedes ingen Lov.”
Sådan starter Jyske Lov fra 1241. Jyske Lov er den yngste af tre landskabslove, som blev udstedt mellem 1202 og 1241. Disse tre love var af sædvaneretlig karakter. De indeholder med andre ord en beskrivelse af, hvordan forskellige retslige tvister var blevet afgjort tidligere.
Siden de tidligste love har indholdet af lovskrifter ændret sig, så de senere og endnu i dag indeholder tekster af normativ art. Det vil sige, at lovteksterne ikke længere direkte beskriver det samfund, de handler om, derimod opstiller lovene nogle normer for, hvordan lovgiverne ønsker, at befolkningen skal leve og opføre sig.
Anvendelse og troværdighed
Når en lov ønskes anvendt som kilde til at belyse et eller andet, er det vigtigt at holde sig for øje, at den tekst man sidder med, netop er en lovtekst og ikke nødvendigvis en beskrivelse af, hvordan samfundet i virkeligheden så ud. Lovene bliver altså nærmere et udtryk for magthavernes tankesæt og retsopfattelse, end for hvordan verden så ud for den almindelige befolkning. Hvis dette forbehold er taget, så er love et fantastisk kildemateriale til at beskrive en given periodes tanker, strømninger og selvfølgelig især lovgivernes idealer for det gode samfund.
Inspiration til at arbejde videre med love
Lovene findes bl.a. i Lovtidende, som er trykt og kan findes på landets største biblioteker. Fra 2008 udgives love på hjemmesiden Lovtidende.dk.
Politiets registerblade
Politiets registerblade er et register over Københavns beboere i perioden 1890-1923. Det blev ført af Københavns Politi, som havde brug for et register der viste, hvor folk boede, og hvad de levede af. De kunne bruge bladene til f.eks. at finde efterlyste personer.
Registerbladene er den første centrale personregistrering af samtlige beboere i København og er en forløber for Folkeregisteret.
Indhold, anvendelse og troværdighed
Registerbladene dækker samtlige beboere over 10 år i København (undtagen Nyboder). Børn i alderen 10-14 år og gifte kvinder blev ført på husfaderens registerblad.
Der er følgende oplysninger: Navn, fødested, fødselsdato, beskæftigelse og adresser. Derudover har politiet noteret forskellige bemærkninger om personen til internt brug, f.eks. ‘offentligt fruentimmer’ om prostituerede, ‘hasardspiller’ eller ‘afh’ for ‘afhørt’ m.m.
Registerbladene kan anvendes i demografiske undersøgelser og i forbindelse med slægtsforskning. I forhold til de personlige data skal man være opmærksom på tilblivelsen af registerbladene:
Bladene blev udarbejdet på baggrund af mandtalslister, som husejere udfyldte hvert halve år. Derudover skulle byens borgere møde op på den lokale politistation og meddele flytning. De basale oplysninger stammede altså fra borgerne selv, og nogle gange blev der pyntet lidt: En fraskilt blev til enke osv. Oplysningerne kan også være mangelfulde, fordi folk glemte at meddele alle flytninger til politiet. Endelig kunne selvfølgelig politibetjentene, der førte registrene, lave fejl. Derfor er det en god idé at tjekke oplysningerne i andre kilder som f.eks. kirkebøger eller folketællinger.
Inspiration til at arbejde videre med Politiets registerblade
Politiets registerblade opbevares i Københavns Stadsarkiv, men de er også digitaliseret i www.politietsregisterblade.dk. Der kan søges direkte på personnavne.
Protokol over løsagtige kvinder
I perioden 1874-1906 var prostitution lovlig på særlige betingelser. Men politiet holdt stadig øje med både lovlig og ulovlig prostitution.
Indholdet
Protokollerne er en registrering af de “løsagtige” kvinder. Det er registreret, hvor kvinderne bor, hvilke advarsler og straffe, de er idømt, og om de har været på sygehuset. Her har der utvivlsomt været tænkt på behandlingen af de kønssygdomme, de måtte have pådraget sig under deres erhverv.
Tilhold efter straffelovens § 180
Politiet skulle holde øje med, om kvinderne overholdt den advarsel (tilhold), som de i første omgang fik for overtrædelse af straffelovens § 180. Det var den paragraf, der omhandlede prostitution. Overtrådte kvinderne deres tilhold, blev de straffet med fængsel.
I Odense er i de fleste tilfælde kun nævnt et enkelt tilhold.
Anvendelse og troværdighed
Protokollen er en “svær” kilde. Normalt fik kvinderne i Odense som nævnt kun et enkelt tilhold/advarsel. Men var det fordi, at advarslen nyttede – eller fordi politiet overså nye tilfælde af prostitution? For en kvinde som Elnas mor, hvor der er tilføjet nye oplysninger så sent som i 1914, må man dog formode, at politiet har haft mulighed for at følge hende, og at oplysningerne for hendes vedkommende stort set er sande. At hun altså kun fik denne ene advarsel og derefter fandt andet erhverv (blev gift).
Det er oplagt at bruge protokollerne til at beskrive prostitutionen i Odense. Men vil man forsøge at tegne et generelt billede, må man supplere med andre kilder, ikke mindst fra politiet. Det er oplagt at finde det politireglement, der lå til grund for opsynet. Man kan også sammenligne Odense og Københavns politis praksis og se, om sammenligningen giver større mulighed for at tolke på kilden.
Inspiration til at arbejde videre med protokoller over løsagtige kvinder
Protokoller over løsagtige kvinder (under tiden kaldt “løsagtige fruentimmere”) skal benyttes på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg.
På kildepakken Dansk byhistorie 1750-1950 findes foruden et fotoalbum, “Fotografiportrætter af offentlige og andre løsagtige fruentimmere”, også en observationsprotokol fra 1860’erne (alle kvinder, som politiet mistænkte for prostitution) og “Sager vedr. indskrivning af offentlige fruentimmere” 1867-1878 og 1905-1906. Begge dele er håndskrevet, den sidste (1905-1906) dog mere læselig end den første.
Realregistre
Realregistre er grundstammen i den registrering og tinglysning af fast ejendom, der fandt sted frem til 1927. På det tidspunkt blev registrene “omskrevet” til tingbogsblade. Omskrivningen tog flere år, og derfor indeholder realregistrene også oplysninger senere end 1927.
Historisk grundlag
Siden 1683 er alle handler med fast ejendom blevet indført i skøde- og panteprotokoller. Foruden handler indeholder skøde- og panteprotokoller f.eks. servitutter, fæstebreve og leje- og aftægtskontrakter. Her findes altså mange oplysninger om den enkelte ejendom og om dens ejendoms- og brugsforhold. Skøde- og panteprotokollerne blev i 1927 erstattet med en systematisk henlæggelse af kopierne af de tinglyste dokumenter, de såkaldte skødegenparter.
Realregistrene blev indført i 1759 for Københavns vedkommende, senere i en del købstæder og endelig i 1845 i alle retskredse.
Indhold, anvendelse og troværdighed
Indholdet i realregistrene er sparsomt, kun de mest basale oplysninger om handler m.v. er registreret. Et realregister er først og fremmest et søgemiddel til skøde- og pantprotokollerne.
Oplysninger om en handel i 1927 ville man sædvanligvis have fundet i skødegenparterne, men i tilfælde – som i Struer eller Gimsing – hvor der har været en voldsom udstykning af ejendomme også efter 1927, kan det være kompliceret at finde frem til det matrikelnummer, som genparten skal findes under. Det er baggrunden for, at det i forhold til Peter Bang kun er realregisteret, der er vist. Men selv de sparsomme oplysninger i realregisteret siger jo noget om ekspansion.
Realregistre og skøde- og panteprotokollen (siden skødegenparterne) er hovedkilden til den enkelte ejendoms historie. Kilderne afspejler desuden formue- og finansieringsforhold i lokalsamfundet.
Materialet tjener som dokumentation for ejendomsforhold, og man kan generelt stole på indholdet i kilden.
Inspiration til at arbejde videre med realregistrene
Stort set alle realregistre er digitaliserede og tilgængelige på Arkivalieronlines side Realregistre, skøde- og panteprotokoller. Det nemmeste er at springe “Amt” over og indtaste byens navn (byfogder) eller herredets navn (herredsfogder) i feltet “Arkiv”, se evt. herredsnavne på DIS-Danmarks amtskort.
Systemet, der blev anvendt i Sønderjylland, bygger på grundbøger og grundbogsblade. Det kan man læse lidt mere om på siden med Sønderjysk tinglysning, hvor de digitaliserede arkivalier også findes.
Skøde- og panteprotokoller
Frem til 1927 kan man i skøde- og panteprotokoller finde mange oplysninger om ejendomme og deres ejendoms- og brugsforhold.
Historisk grundlag
Siden 1683 er alle handler med fast ejendom blevet indført i skøde- og panteprotokoller. Foruden handler indeholder skøde- og panteprotokoller f.eks. fæstebreve og leje- og aftægtskontrakter. Skøde- og panteprotokollerne blev i 1927 erstattet af de såkaldte skødegenparter. Skødegenparterne er kopier af tinglyste dokumenter.
Indhold, anvendelse og troværdighed
Alle kontrakter, obligationer m.v. er indført kronologisk i skøde- og panteprotokollen uden hensyn til hvilken ejendom, dokumentet omhandler. Kender man ikke datoen, kan realregisteret anvendes som søgemiddel. Realregisteret er inddelt efter matrikelnummer. Under hver ejendoms matrikelnummer er anført med dato, hvilke handler og andre former for dokumenter, der er tinglyst på ejendommen. Med datoen kan den egentlige kontrakt findes i skøde- og panteprotokollen.
Skøde- og panteprotokollerne er hovedkilden til den enkelte ejendoms historie. Kilderne afspejler desuden formueforhold i lokalsamfundet.
Noteringen om f.eks. en handel er et bevis for både køber og sælger om, at handelen reelt er foregået. Indholdet har været af vigtighed for begge parter, og de har været bistået af sagkyndige. Derfor er de konkrete oplysninger om handelen troværdige.
Inspiration til at arbejde videre med skøde- og panteprotokoller
Rigtig mange skøde- og panteprotokoller er digitaliserede og tilgængelige på Arkivalieronlines side Realregistre, skøde- og panteprotokoller. Det nemmeste er at springe “Amt” over og indtaste byens navn (byfogder) eller herredets navn (herredsfogder) i feltet “Arkiv”, se evt. herredsnavne på DIS-Danmarks amtskort.
Systemet, der blev anvendt i Sønderjylland, bygger på grundbøger og grundbogsblade. Det kan man læse lidt mere om på siden med Sønderjysk tinglysning, hvor de digitaliserede arkivalier også findes.
Straffesager
En straffesag er en samling af det materiale, der ligger til grund for opklaringen af en forbrydelse og domfældelsen af en kriminel.
Indhold og anvendelse
En straffesag indeholder (i princippet) alle akter fra opklaringen af en forbrydelse, lige fra politirapporterne fra gerningsstedet til afhøringer af vidner og mistænkte. Dog vil kun den straffesag, der handler om den dømte kriminelle, blive bevaret. Blindgyder i opklaringsarbejdet er med andre ord mindre godt beskrevet. Når sagen fra politiets side er opklaret, indeholder straffesagen også forberedelserne til retssagen, forsvarerens og anklagerens indlæg og som regel også kopi af alle afhøringer under retssagen og endelig en kopi af selve dommen.
Foruden en beskrivelse af den enkelte sag er straffesager hovedkilden til alle former for kriminalitetshistorie.
Troværdighed
Straffesagens eksistens vidner dels om den forbrydelse, der er begået, og dels den sag, der har kørt ved politi og ret. Sagens hele formål er at lede frem til en afklaring af, hvilken forbrydelse der er foregået, og hvem der har gjort det. Som man ser det i krimierne, er det vigtigt for politiet, at sagen også “holder i retten”, hvor en forsvarer vil forsøge at udnytte de svage punkter i politiets undersøgelse.
I retten er det dommerens opgave at afveje de forskellige udsagn og nå frem til en konklusion. Her kan man sige, at anklageren før retsreformen i 1919 var et par point forud, fordi dommeren også var politimester og altså i princippet havde ledet den forudgående undersøgelse, der sigtede mod domfældelse.
Læs evt. også om “dombøger” og “forhørs- og politiprotokoller”.
Inspiration til at arbejde videre med straffesager
Meget få straffesager er digitaliserede. Man kan dog finde eksempler i kildepakken “Forsvar for demokrati i mellemkrigstiden”, hvor 2 arkivæsker med straffesager er digitaliserede. 2 af sagerne omhandler personer, der var involveret i sociale uroligheder i Nakskov i 1931.
Langt de fleste straffesager bliver man nødt til at bruge på Rigsarkivets læsesale enten i København, Odense, Aabenraa eller Viborg.
