
Den 6. august 1945 kastede et amerikansk fly en atombombe over Hiroshima i Japan. Tre dage senere kastede amerikanerne endnu en atombombe over den japanske by Nagasaki. Hver bombe havde en sprængkraft på 15-20.000 TNT. Et mål for en atombombes sprængkraft fås ved at sammenligne med sprængstoffet trotyl. Den største trotylbombe, der er fremstillet, indeholdt 10 tons trotyl. En atombombes sprængstof er meget større. Derfor måler man dens sprængkraft i kilotons (1 kiloton = 1.000 tons) og megatons (1 megaton = 1 mio. tons).
Til sammenligning kan man sige, at hvis den største trotylbombe svarede til en tændstik, svarede bomben over Hiroshima til antallet af tændstikker i 30 æsker. Ingen ved med sikkerhed, hvor mange der døde som følge af atombomberne. I slutningen af 1945 blev antallet af døde opgjort til mellem 150.000 og 250.000.
Kort tid efter atombomberne var kastet, overgav Japan sig, og 2. Verdenskrig var endelig slut. Allerede inden krigen var forbi, blev en ny konflikt tydeligere – nemlig uenighederne mellem supermagterne USA og Sovjetunionen. Man taler om Den Kolde Krig, der varede ind til slutningen af 1980’erne. I begyndelsen var det kun USA, som havde atomvåben eller kernevåben, som de også blev kaldt, og det gjorde amerikanerne militært overlegne. Men allerede i 1949 gennemførte Sovjetunionen sin første prøvesprængning. Fra da af begyndte det såkaldte atomkapløb hvor begge supermagter fremstillede mere større og flere kernevåben.
I de første år efter krigen var mange – især i Europa og USA – fascineret af atombomben og atomkraft. Bomberne over Japan havde afsluttet 2. Verdenskrig. Atombomben var kraftig. Men man kunne sagtens overleve, hvis man blot beskyttede sig. Og den radioaktive forurening, som bomben skabte, kunne man sagtens skylle af med en særlig sæbe.
I 1946 brugte USA Stillehavsøen Bikini til prøvesprængning af atomvåben. Samme år lancerede franske modedesignere bikinien. Den skulle oprindelig kaldes ”atome”, men på grund af medieomtalen af de amerikanske kernevåbenforsøg ændredes navnet til bikini. I 1952 og nogle år frem var der skønhedskonkurrencer hvor letpåklædte unge kvinder kappedes om at blive kåret som ”Miss Atomic Bomb” eller ”Miss Atomic Test”. Der blev fremstillet legetøj, hvor børn legede atomkrig og byggede deres egne bomber. Og så var mange imponeret af de muligheder som atomenergien havde.
Ordet ”atom” blev forbundet med styrke. I begyndelsen af 1950’erne havde Vesttyskland således en særdeles dygtig fodboldspiller, der blev kaldt ”Atom-Otto”.