Written by 10:34 Kildebank, Kildebankstema om atomfrygten

Tema 2: Atomkapløb og forurening

Forurener atomenergi?

I 1952 afprøvede USA en brintbombe. Det var et kernevåben, der var endnu kraftigere end atombomben. Der gik under et år, før Sovjetunionen også rådede over brintbomber. Nu begyndte et kapløb mellem USA og Sovjetunionen om at lave stadigt større bomber. I slutningen af 1950’erne havde begge supermagter konstrueret missiler, der kunne transportere kernevåben flere tusinde kilometer. USA og Sovjetunionen kunne nu ramme hinandens lande overalt.

De stadigt kraftigere atomvåben, der blev udviklet i løbet af 1950’erne, ændrede manges syn på dem som våben. Man blev klar over, at en krig med kernevåben i værste fald kunne føre til udslettelse af menneskeheden. Alligevel blev begge supermagter ved med at udvikle kraftigere og mere effektive kernevåben. I en prøvesprængning i 1961 afprøvede Sovjetunionen den største brintbombe. Den var på 60 megatons – eller næsten 3.000 gange så kraftig som atombomben over Hiroshima.

Radioaktiv stråling

Det var ikke kun de stadigt kraftigere kernevåben, der gjorde folk bekymrede.  Omtrent 15 % af den energi, der frembringes af en atombombe, frigives som radioaktiv stråling. En del af strålingen afgives inden for det første minut efter eksplosionen. Den største del binder sig til støv i luften. I løbet af timer, uger eller måneder vender det tilbage til jorden som radioaktivt nedfald.

Mange af de radioaktive stoffer optages i planter, dyr og mennesker. For mennesker er de første symptomer på strålesyge kvalme, opkast og diarré. Ved større strålemængder bløder man fra mund, næse, endetarm og kønsorganer. I løbet af højst et par uger dør man.

Knoglemarven er særligt udsat for radioaktiv stråling. Knoglemarven medvirker til dannelse af blod. Angribes knoglemarven, nedsættes ens modstandskraft over for sygdomme. Måske overlever man i første omgang. Men man har en betydelig risiko for at få forskellige former for kræft.

For at udvikle kernevåbnene fortog både USA og Sovjetunionen utallige prøvesprængninger. Det førte til, at det radioaktive affald øgedes overalt på jorden. I 1958 steg radioaktiviteten i regnvand så meget, at det langt oversteg de internationale grænseværdier.

Om vinteren opfordrede myndighederne forældrene til at forbyde deres børn at smage på sneen, fordi den radioaktive forurening var meget stor. På Saltholm blev brøndvandet så forurenet, at det var udrikkeligt. Befolkningens frygt og modstand mod den radioaktive forurening tog til.

Kilde 1: Japanske fiskere

Eniwetok er en ø i Stillehavet. I 1948 blev øens ca. 850 indbyggere evakueret, fordi USA ville bruge øen til prøvesprængning af atomvåben. I marts 1954 foretog USA endnu en prøvesprængning på øen. Denne gang med en brintbombe, der var 1.000 gange så kraftig som bomben over Hiroshima.
 

500 km derfra befandt den japanske fiskekutter Lykkelige Drage sig. Det var langt uden for den sikkerhedsgrænse, USA havde trukket uden om eksplosionsstedet. En leder i Politiken beskrev, hvad fiskerne oplevede, og hvad der skete.

”De så alle sammen det vældige lysglimt, da den amerikanske brintbombe blev bragt til eksplosion. Og nogle minutter senere nåede lyden af braget dem. De halede garnet ind og tog kurs mod japansk havn.

To dage senere formørkedes solen som af en røgsky, og der dalede støv ned over kutteren. De 23 mand sov i 14 dage i en kahyt, der var fyldt med radioaktivitet. De indåndede radioaktiv luft. De spiste fisk, der var radioaktivt inficerede. Da de kom til Tokio, var de allesammen syge. 15 af dem alvorligt. En af dem døde. […]

(Den amerikanske præsident Eisenhower) har ladet iværksætte en undersøgelse vedrørende atomstøvet. For hvad gavn har man af at ødelægge sin fjende med en super-superbombe, såfremt dødsasken med uafvendelig sikkerhed vender tilbage, inficerer alle levende og døde ting og truer menneskehedens beståen og mærker efterslægten uudsletteligt? […]

Atomstøvet dalede over den Lykkelige Drage og førtes verden over og konstateredes ved geigertællere*) overalt på jordkloden. Så fik man en fornemmelse af, at menneskene legede med disse frygtelige kræfter som troldmandens lærling, der kunne sætte i gang, men ikke standse. Standser de nu?”

*) geigertæller: apparat der kan måle radioaktivitet.

(Kilde: Politiken, 1. januar 1955)

Kilde 2: Brug sæbe

Forskerne var ikke enige om, hvor farlig radioaktiviteten fra atomsprængningerne var. Nogle mente, at det kunne vaskes af med sæbe.
 

”Radioaktivitet fra en atombombe kan vaskes af huden som snavs med masser af sæbe og vand, erklærede dr. Walter Claus fra den amerikanske atomenergi-kommission […]. Mens sæbe og vand var tilstrækkelige til at desinficere menneskehud, der var ”bestøvet” med radioaktivt materiale, var en ”mild afskrabning” nødvendig for at fjerne en kraftigere smitte. Claus foreslog majsmel som et passende rensningsmiddel.”

(Kilde: Vestjyden, 19. november 1954)

Kilde 3: TV er farligere

Under overskriften ”Brintbombe-eksplosionernes støv er mindre farligt end TV-udsendelser” fik civilingeniør Alfred Fredriksen en artikel i Viborg Stiftstidende i 1957.
 

”Den største kilde til forøgelse af radioaktiviteten er røntgenapparaterne, som ikke mindst i Danmark har været anvendt i stor udstrækning i de senere år. Men i forhold til den radioaktive stråling, mennesket altid har været udsat for […] fra mineraler i jorden og fra universet er røntgenstrålingen dog moderat. […]

Men så er der atombomberne, som jo ved eksplosion udsender radioaktivt støv, der af vinden føres jorden rundt. […]

Herom siger sagkundskaben, at hvis man regner med, at der fortsat vil blive foretaget a- og b-bombeeksplosioner i samme mængde som nu, vil radioaktiviteten i år 2000 være forøget med én procent. Det betyder, at disse eksperimenter for menneskeheden som helhed ikke engang er så farlige som fjernsynsudsendelserne.”

(Kilde: Viborg Stiftstidende, 14. marts 1957)

Kilde 4: Radioaktiv atmosfære

I efteråret 1958 foretog Sovjetunionen flere atomprøvesprængninger. Det førte til, at den radioaktive forurening over Norden steg voldsomt. Aviserne behandlede problemet lidt forskelligt.

a)

Under overskriften ”Radioaktiviteten over Danmark tidoblet, men ikke farlig” skrev Venstre-avisen Aalborg Amtstidende sådan i november 1958:

”En radioaktiv sky fra de omfattende sovjetiske A-bombeforsøg ved øen Novaja Zemlja har den sidste tid dækket det meste af Skandinavien i ti kilometers højde. Det har bl.a. medført, at regnvand, der er faldet i Danmark, har været mere radioaktivt, end det er tilladeligt efter de internationalt fastsatte grænser for drikkevand. […]

Overfor ”Aalborg Amtstidende” understreger overlæge Juel Henningsen, at der ikke er nogen fare ved den nuværende forøgelse af radioaktiviteten, selvom den er stor. Det er imidlertid nødvendigt at foretage undersøgelser, da for stor radioaktivitet kan være dødsensfarlig.”

(Kilde: Aalborg Amtstidende, 6. november 1958)

b)

Under overskriften ”Atmosfæren over Danmark er 10 gange så radioaktiv som normal” skrev den kommunistiske avis Land og Folk i november 1958:

”En radioaktiv sky fra de omfattende A-bombeforsøg i de sidste måneder har i den sidste tid dækket det meste af Skandinavien i 10 kilometers højde. Det har bl.a. medført, at regnvand, der er faldet her i Danmark, har været mere radioaktivitet, end det er tilladeligt efter de internationalt fastsatte grænser for drikkevand. Radioaktiviteten i nedbøren har været så høj som ca. 10 gange det normale. […]

Sundhedsmyndighederne herhjemme er blevet underrettet om denne stigning. Men trods den kritik, der ofte har været fremsat, fordi man her i landet – i modsætning til vore nabolande Norge og Sverige – undlader at holde offentligheden a jour på dette ikke uvæsentlige område, understreges det igen, at man ikke har fundet anledning til at give offentligheden nogen meddelelse […].”

(Kilde: Land og Folk, 6. november 1958)

Kilde 5: Vanskabte børn

Albert Schweitzer (1875-1965) var en kendt læge og filosof, som i 1953 modtog Nobels Fredspris. I 1958 appellerede han til, at stormagterne omgående standsede atomprøvesprængningerne. Ærø Venstreblad citerede Schweitzer sådan:
 

”Albert Schweitzer gør derpå rede for den beroligende propaganda om, at den radioaktive forurening er uden praktisk betydning. Og at der ikke vil ske særlig mange fødsler af vanskabte børn som følge af den radioaktive virkning på de menneskelige forplantningsorganer.

Denne propaganda har fået ny næring gennem opfindelsen af den ”rene brintbombe”. […] Dens sprængkraft er imidlertid ringere. […] hverken Sovjetunionen eller De forenede stater tænker på at fremstille bomber med ringere virkning til anvendelse i en eventuel krig. […]

Værst er strontium 90 blandt de radioaktive stoffer. Det aflejres i knoglerne […]. Resultatet er blodsygdomme, der i de fleste tilfælde er dødelige. Den største skade kommer imidlertid cellerne i forplantningsorganerne til at lide. Virkningerne viser sig næppe i første eller anden generation, først senere. Der vil blive født vanskabte børn i århundreder fremover.”

(Kilde: Ærø Venstreblad. Ærø-Posten, 29. april 1958)

Kilde 6: Stigende radioaktivitet

Især de sovjetiske atomprøvesprængninger skabte stigende radioaktivt nedfald i Danmark. Omkring 1960 var der en del, som fik drikkevand fra brønde og fra regnvand og ikke fra grundvandet.

a)

Aarhus Amtstidende skrev i maj 1959:

”Sundhedsmyndighederne har forbudt beboerne på Saltholm at bruge regnvand som drikkevand, fordi det er for radioaktivt. […]

Det radioaktive støv kommer med regnvandet. Og på Saltholm er radioaktiviteten særlig koncentreret, fordi man samler regnvandet ved at lade det løbe fra tagene ned i en tønde. Det bliver på den måde stærkt forurenet både med radioaktivt støv og med almindeligt støv. […] Drikkevandet skal i den kommende tid føres over til Saltholm med både fra Amager.”

(Kilde: Aarhus Amtstidende, 5. maj 1959)

b)

I en leder i avisen Land og Folk stod der i juni 1959:

”Når drikkevandet er sundhedsfarligt for mennesker, hvad så med kreaturerne, som ikke blot drikker det, men lever af de afgrøder, der vokser på marker, hvor radioaktiv regn og sne og det med strontium 90 befængte støv falder ned og optages i planterne? Hvad med de grønsager, vi spiser?

Sundhedsstyrelsen er tavs om disse spørgsmål. Spørger man, får man en sludder for en sladder.”

(Kilde: Land og Folk, 18. juni 1959)

c)

Avisen Vestjyden skrev i september 1961:

”På sundhedsstyrelsen foranledning er man begyndt en indsamling af mælketænder på skoletandklinikkerne for at få konstateret det tidsmæssige forløb af strontiumaflejringerne siden prøvesprængningerne med kernevåben begyndte.

Siden 1954 har der regelmæssigt været foretaget kontrolmålinger af radioaktivt nedfald i luft og nedbør samt drikkevand. […]

Undersøgelserne af drikkevand og regnvand har vist, at forureningen næsten seksdobledes i begyndelsen af 1959. Herefter dalede den, da prøvesprængningerne ophørte.”

(Kilde: Vestjyden – Esbjerg, 13. september 1961)

 

Radioaktivt nedfald (5:40 min.)

https://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film/film/radioaktivt-nedfald

Kilde 7: Første protester

I slutningen af 1950’erne begyndte de første protester mod atomkapløbet. En af de største var en protestmarch, der fandt stede omkring London i foråret 1958.
 

”Et vældigt tog af mænd, kvinder og børn marcherede i går eftermiddags ind på Trafalgar Square i London som afslutning på en 85 km ”forbyd brintbomben”-march. Det blev en af de største demonstrationer, man har oplevet i London efter krigen. […]

Trafalgar Square var fyldt til trængsel af en menneskemængde på ca. 20.000. […] En række talere opfordrede indtrængende til, at Storbritannien skulle holde op med at fremstille brintbomber, om nødvendigt alene.

Blandt de marcherende var mange studenter i jeans og med fantasihatte. Men der var også almindelige borgere – familiefædre, husmødre, skolebørn – med i toget. Der var mange spædbørn, som blev båret i armene eller kørt i barnevogne.”

(Kilde Sjællandsposten, 31. marts 1959)

Tilmeld nyhedsbrev

Jeg giver samtykke til, at mine personoplysninger behandles i overensstemmelse med denne oplysningserklæring og er indforstået med, at mine oplysninger behandles sikkert og fortroligt og slettes efter endt anvendelse. Jeg er indforstået med, at jeg kan trække mit samtykke tilbage ved at skrive til denne mailadresse historielab@ucl.dk, hvorefter behandlingen af mine personoplysninger stopper og slettes.

Close