Dette kildebanksemne handler om epidemien Pest. Til emnet knytter sig otte kilder og dertilhørende spørgsmål. Temaet henvender sig til 7.-9. klassetrin.
Pest
Pest er en bakteriesygdom. Pestbakterien lever i visse gnaveres blod. Undertiden overføres bakterien til lopper, der lever i den sorte rottes pels. Lopperne kan også springe på mennesker. Når lopperne suger blod, overføres sygdommen til mennesker. Rotter er ikke nødvendige for, at pesten breder sig. På Island var og er der ikke rotter. Alligevel hærgede pesten Island flere gang. Mest voldsomt i 1402 hvor over halvdelen af øens indbyggere døde. Pesten kan vise sig som bylde-, lunge- og blodpest.
Byldepest var den mest udbredte. Symptomerne viser sig tre til fire dage efter, at en person er smittet: Høj feber, hovedpine, stivhed i nakken og kulderystelser. Smitten rammer lymfesystemet. Den smittede får smertefulde bylder i lysken, armhulerne, på låret eller på halsen. Bylderne brister, og betændelsen strømmer ud i blodet. Den smittede får blodforgiftning og dør.
Du har sikkert hørt om Den sorte Død. Det var en voldsom pestepidemi, der hærgede Europa i midten af 1300-tallet. Man ved ikke præcist, hvor mange der døde. Nogle forskere mener, at det var op mod halvdelen af befolkningen i Europa.
Der var også før og efter store pestepidemier. Ind imellem mindre epidemier, der ramte afgrænsede dele af lande. Alene i løbet af 1500-tallet var der 13 epidemier rundt i Danmark. Lokalt kunne de være voldsomme. I 1584 døde 500 mennesker i Vejle af pest. Det var ca. 1/3 af byens befolkning. Kongen eftergav derfor Vejle den skat, byen skulle betale til ham.
I Danmark hærgede den sidste pest-epidemi i 1710-1711. Et skib fra Tyskland bragte pesten til Helsingør. Ved en hård militær afspærring lykkedes det at begrænse dens udbredelse til andet end de nærmeste landsbyer.
København blev ramt af byldepest i 1711. Den kostede ca. 25.000 københavnere livet, dvs. ca. 1/3 af byens befolkning.
Fra slutningen af 1890’erne til 1930’erne hærgede byldepesten i Indien. Det skønnes, den kostede 12 mio. mennesker livet
Pesten er ikke helt udryddet i verden. I Asien, Sydamerika og Afrika smittes op mod 3.000 hvert år af pest. Af dem dør 100-200. I dag kan pest et behandles med antibiotika – hvis sygdommen opdages i tide.
Kom i gang med kilderne
Kilde 1: Sådan var sygdommen
Flere førstehåndsvidner har beskrevet Den Sorte Død. Her er to eksempler.
Kilde a:
Den franske munk Jean de Venette (1307-1370) skrev om Den Sorte Død.
”Folk var en smule syge i mindst to eller tre dage. Så døde de pludselig. Havde man det godt den ene dag, var man død den næste og blev ført til sin grav.
Hævelser optrådte pludselig i armhulen eller i lysken. Ofte begge steder. Det var det ufejlbarlige tegn på død. Denne sygdom eller pest, blev kaldt en epidemi af lægerne. Ingen har tidligere oplevet så mange døde, som i årene 1348 og 1349.
(Kilde: Richard A. Newhall (red.): The Chronicle of Jean de Venette. 1953)
Kilde b:
I 1348 skrev lederen af et kloster i den engelske by Rochester om pesten.
”Dødeligheden var stor […]. Mere end en tredjedel af mænd, kvinder og børn døde. Det betød, at der var mangel på tjenere, håndværkere, arbejdere, landarbejdere, at meget nødvendigt arbejde ikke blev udført.
Dødeligheden var så stor, at de døde ikke kunne begraves på en ordentlig måde. Mænd og kvinder bar ligene af deres børn til kirken og kastede dem i en massegrav. Herfra kom der en sådan stank, at det kunne være svært at gå forbi en kirkegård.
(Kilde: Johannes Nohl: The Black Death: A Chronicle of the Plague. 2006)
Kilde 2: Planeternes stilling og pesten
I 1363 skrev den franske læge Guy de Chauliac om pesten.
”Mange har spekuleret over årsagen til pestens store dødelighed. Nogle steder mente man, at jøderne har forgiftet folk. I andre lande troede man, at det var fattige krøblinger, der var de skyldige. Derfor jog man dem væk. Andre steder igen mente man, at det var de adelige, som smittede. Det fik dem til at lade være med at rejse. Til sidst kom det så vidt, at vagterne ved byerne forhindrede fremmede i at komme ind i byen.
Hvis vagterne opdagede at folk havde pulver eller salver med sig, blev vedkommende tvunget til at sluge det, fordi man frygtede, at det var giftigt.
Hvad folk end siger, er sandheden, at der var to årsager til pest, en generel og en specifik. Den generelle årsag var den tætte position planeterne Saturn, Jupiter og Mars havde den 24. marts 1345. En sådan position er altid tegn på, at noget vidunderligt, forfærdeligt eller voldeligt vil ske.
Den specifikke årsag til pesten var den enkeltes legemlige tilstand: Dårlig fordøjelse og svaghed, og derfor døde folk.”
(Kilde: Edward Grant (red.): A Source Book in Medieval Science. 1974)
Kilde 3: Jødernes skyld
I middelalderens Europa blev jøderne jævnligt beskyldt for ulykker og blev forfulgte. Jøderne blev anklaget for at have fremkaldt pest ved at forgifte, luften, maden eller brønde. Det førte til brutale overfald af jøder. Flere steder blev de myrdet på bestialsk vis.
En af de værste massakrer fandt sted i Strasbourg den 14. februar 1349. Ca. 2.000 jøder blev myrdet. Forinden blev de frataget deres tøj og værdier.
Flere steder i Europa fik jøderne skyld for pesten. Emile Schweitzers maleri fra 1894 viser jøder, der bliver mishandlet i den tyske by Strasbourg i 1349. Wikimedia Commons.
Kilde 4: Jordskælv
Agidius Tschudi (1505-1572) var en historiker og politiker. I Chronicron Helveticum fra omkring 1560 skrev han om Den sorte Død midt i 1300-tallet.
”Mange kloge mennesker mener, at jøderne ikke er skyldig i at have forgiftet vandet med pest. De har kun indrømmet det, fordi de blev tortureret. De kloge mennesker er af den opfattelse, at forgiftningen (der var skyld i pest), stammer fra det store jordskælv, der fandt sted i januar 1348.
Dette skælv åbnede jordskorpen og fik de dårlige og skadelige fugtigheder til at trænge ind i brønde og kilder. Disse urenheder gjorde også, at luften blev ødelagt.
Dette havde jøderne, hvoraf mange er læger og videnskabsfolk lært. Derfor undgik de disse brønde og kilder og advarede folket mod dem.”
(Kilde: Keenan Booker: Kicked Out of Heaven. The Untold History of the White Races Cir. 700-1700 a.d. 2016)
Kilde 5: Guds straf
Flere af kirkens folk mente, at pesten var Guds straf for menneskers synder. I 1348 skrev lederen af et kloster i Canterbury.
”Gud straffer grusomt menneskeheden. […] Han brug pest, elendighed, hungersnød, krig og andre lidelser for at fordrive deres synder. England er ramt af pest på grund af folkets hovmodighed og menneskets utallige synder.
Ærkebiskoppen af York skrev.
”Den eneste mulighed er at formilde Gud med bønner. De skal appellere til den barmhjertige og almægtige Gud og få ham til at fortrænge sin vrede, fjerne pesten og fordrive sygdommen fra folk, der er smittede.”
(Kilde: Ian Dawson: Medicine through Time. C. 1250-present. 2020)
Kilde 6: En liden bog om pest
Christiern Thorkeæsen Mosing (ca. 1485-1560) var professor i medicin ved Københavns Universitet. I 1552 fik han udgivet ”En liden bog” om pest. I den kan man læse følgende om pestens årsager.
”[…] pest er en så underlig og så giftig sygdom, at ingen altid er klar over, hvoraf den kommer […].
Om pesten skal komme eller ej, ved alene Gud, som har skabt og styrer alting. Han har mange ris til at straffe sine ulydige børn med. Når pest kommer af Guds vrede, er der ingen bedre råd end at bede henvende sig til Gud og bede om hjælp og trøst hos ham.
Dog er der ofte ret naturlige årsager til, at pest forekommer mere på et sted end på et andet: undertiden kommer den fra himlen, undertiden fra elementerne. Luften eller vejret bliver så forgiftet, at når et menneske trækker vejret, indånder han den forgiftede luft ind til sit hjerte og bliver derfor forgiftet og smittet.
(Kilde: Hanne Guldborg Mikkelsen & Ingelise Kahl: Pest over Danmark. 2006.
Kilde 7: Pestens årsager
I 1620’erne forklarede en videnskabsmand pesten sådan.
”Hvad pest angår, da har den sin oprindelse af den forgiftede og urene luft. Den opstår af jordens damp og stinkende urenlighed. Når menneskene indånder den (luften), ved de ikke, at de er smittede, før pesten hænger dem ud af halsen.
Hvem der ikke tror på det, han kan tage til København. Her er alle gader og stræder fulde af urenlighed og stinker som den værste rendesten. Så der går næppe et år, uden at pesten og andre smitsomme kommer igen.”
(Kilde: Dagligliv i Danmark, 1620-1720. 1982)
Kilde 8: Pesten i København 1711
I 1711 hærgede byldepesten København. Ca. 25.000 mennesker døde. Det var 1/3 af byens befolkning. I et brev fortalte en mand om situationen.
”De fleste lig føres med store rustvogne uden for byen og bæres i og af vognene af dertil bestilte ligdragere. Disse folk er de aller ugudeligste folk, der kan være i kristenheden. Jeg har set det ikke én gang, men mange gange. Der har været seks, otte ligkister på én vogn. En af disse karle har siddet på en kiste. En anden ligget på langs oven på en anden kiste. De værdsætter ikke deres eget liv. Derfor er mange af dem da også døde, så vi snart ikke kan få så mange (ligdragere) som her behøvedes.”
(Kilde: Dagligliv i Danmark, 1620-1720. 1982)
