Dette kildebanksemne handler om emnet “Bedre mennesker”. Til emnet knytter sig otte kilder og dertilhørende spørgsmål. Temaet henvender sig til 4.-6. klassetrin.
Bedre mennesker
I løbet af 1700-tallet ændredes menneskesynet. Det betød også, at opfattelsen af forbrydelse og straf forandrede sig. Således opstod tanken om, at man kunne gøre forbrydere til bedre mennesker. Derfor måtte straffene udføres med henblik på genopdragelse. Det skulle ske i fængslerne, hvor man systematisk skulle lære fangerne at arbejde flittigt og adlyde dem, der havde magt. De brutale straffe, som blev fuldbyrdet i det offentlige rum, blev efterhånden afskaffet. Men der var stadig dødsstraf for særligt alvorlige forbrydelser.
Kom i gang med kilderne
Kilde 1: Straf, der virker
Flere af oplysningstidens filosoffer argumenterede mod dødsstraffen, som de fandt både barbarisk og unødvendigt. Desuden hævdede de, at den ikke virkede afskrækkende.
Kilde:
Den italienske filosof Cesare Beccaria (1738-94) skrev i 1764 bogen Om forbrydelse og straf. I den kritiserede han brug af tortur under forhør, og han gjorde op med dødsstraffen. I stedet skulle man fængsle forbryderene, og i fængslerne skulle de arbejde hårdt:
”Det, der bidrager mest til at holde forbrydelserne i ave er ikke det rædselsvækkende, men hurtigt overståede skuespil ved en forbryders død. Det er derimod det vedvarende og ynkelige eksempel på et menneske, som – berøvet sin frihed og forvandlet til et lastdyr – råder bod på sine krænkelse af samfundet ved hårdt arbejde”.
Meta:
Cesare Beccaria: Om forbrydelse og straf, 1764
Kilde 2: Hvorfor bliver folk forbrydere?
I begyndelsen af 1800-tallet begyndte man at diskutere, hvad der var forklaringen på, at folk blev kriminelle.
Kilde 1:
Juristen T. Algreen-Ussing (1797-1872) havde denne forklaring på, at nogen blev forbrydere:
”Vedkommende, der på trods af, at han har fået en god opdragelse, alligevel gør sig skyldig i forbrydelser, [viser] derved […], at han må have en særdeles indgroet hang til at begå forbrydelser. For at underkue det, må der bruges hårdere straffe. […]
[hans tidligere adfærd og måder at leve på har betydning]
Et tidligere rosværdigt liv må være formildende. Et lastværdigt [kriminelt] liv skærpende på straffen, […] da det sidste forudsætter en grundlæggende hang til at begå forbrydelser, og man har sin styrke i forbryderens onde vilje”
Kilde 2:
Dommeren Frederik Lütken (1808-1879) havde denne forklaring på forbrydelser:
”Man tør vel antage, at de tre fjerdedele og måske langt flere af alle former for forbrydelser, ikke begås af nød, men er umiddelbare følger af dovenskab og liderlighed. […]
[han skrev videre, at dårlig opdragelse og dannelse var skyld i moralens forfald, og at lasterne trivedes]
De mest væsentlige årsager til [de mange tyverier og indbrud] er mangel på god opdragelse og moralsk dannelse i den tidlige barndom.”
Kilde 3:
Professor i filosofi Anders Gamborg (1753-1833) forklarede kriminalitet sådan:
”De almindelige årsager til tyveri er: Stor armod [fattigdom] og stærk hang til sanselige fornøjelser. […]
[Jeg] tror imidlertid ikke, at armod så let fører til tyveri. […] En langt vigtigere kilde til tyveri ligger i stærk hang til sanselige fornøjelser af en eller anden slags. Godt nok er ikke alle tyve også drankere eller horekarle, så vil man ved at læse akterne i tyverisager hurtigt opdage, at der er en eller anden uordentlig tilbøjelighed, i særdeleshed kønsdrifternes tilfredsstillelse, som er skyld i, at vedkommende fandt på at stjæle.”
Kilde 4:
Økonomen C. David (1793-1874) forklarede i 1860 forbrydelsernes omfang sådan:
”For en stor del må disse forandringer i det årlige antal af forbrydelser utvivlsomt tilskrives prisen på fødevarer og den større eller mindre nød, det skaber hos de lavere klasser. […]
En sådan overensstemmelse, som vi ser her mellem rugprisens stigen og dalen på den ene side og forøgelsen og formindskelsen af antallet af tiltalte på den anden side, kan ikke være nogen tilfældighed, men må betragtes som en fast årsagsmæssig sammenhæng”.
Kilde 1:
Algreen-Ussing: Haandbog i den danske Kriminalret, Kjöbenhavn 1829, s. 11-13.
Kilde 2:
Frederik Lütken: Om tyverierne i Kjøbenhavn, Kjøbenhavn 1813, s. 4.
Kilde 3:
Anders Gamborg: Hvilke ere de mest hensigtsmæssige Midler til i en stor Stad, og navnlig i Kiøbenhavn, at forebygge og afværge Tyverier? 1815.
Kilde 4:
David (red.): Statistisk Tabelværk. 1960
Kilde 3: Kritik af fængslerne
I flere større byer blev der i 1600- og 1700-tallet oprettet tugthuse, hvor kriminelle, tiggere og omstrejfere blev anbragt.
Kilde
I begyndelsen af 1800-tallet kritiserede flere forholdene i de danske tugthuse. En anonym kilde fra 1813 beskrev forholdene sådan:
”De folk, som findes samlede her [i tugthusene], lever i en åbenlys modsætning til borgersamfundet. Deres forhold indgyder dem had og mistænksomhed over for alle mennesker. […] Et sådant straffehus er altså, i en vis fortand, en stat i staten. […] Man har sit eget moralsystem, egne begreber om ære, retfærdighed, mandhaftighed, mod, ligesom om vanære, uredelighed, kvindagtighed og fejhed.”
Teksten er bearbejdet fra Rune Holst Scherg: ”Synd, Forbrydelser og Laster”. Forbryderen i 1800-tallets Danmark. 2005.
Kilde 4: Nye fængsler
I USA, England og andre lande begyndte man at bygge store fængsler i slutningen af 1700-tallet. Først et stykke hen i 1800-tallet blev der opført større fængsler i Danmark.
Omkring 1840 blev der nedsat en kommission, der skulle undersøge, hvordan ny fængsler skulle indrettes. Medlemmerne af kommissionen kunne ikke blive enige. Et flertal gik ind for, at det skulle være ensomheds-fængsler. Det betød, at en fange skulle tilbringe det meste af døgnet isoleret i sin celle. I fængslet blev der ikke brugt korporlig straf. Et stort mindretal mente, at hårdt arbejde og korporlige straffe var nødvendige for at gøre fangerne til bedre mennesker.
Regeringen besluttede, at der skulle opføres to nye fængsler. I Vridsløselille blev der bygget et ensomheds-fængsel. Det var bygget efter et panoptisk princip. Det betød, at fangerne hele tiden blev overvåget. I Horsens byggede man et fængsel, hvor hårdt arbejde – og risikoen for straf – skulle opdrage fangerne.
Kilde 1:
Horsens Statsfængsel – eller Horsens Tugthus, som det også blev kaldt, blev taget i brug i 1853
Kilde 2
Vridsløselille Statsfængsel
Kilde 3:
I 1859 åbnede statsfængslet Vridsløselille. Der var et isolationsfængsel opført efter panoptiske princip. Illustreret Tidende skrev bl.a. om fængslet:
”Den ejendommelige stjerneform, som fængselsbygningen udviser, er fremkaldt af fængslets særegne karakter som cellefængsel. Dens tilsigtede virkning er fuldstændig isolering af de 400 fanger, som bygningen er bestemt til at optage. […]
Samtlige celler er en regelmæssig langagtig form, rummelige, høje og lyse. Det tilgitrede vindue er selvfølgelig anbragt så højt, at fangen ikke kan nå det. Men det kan åbnes af ham efter eget ønske for at få frisk luft. Hver celle er i øvrigt forsynet med vand, som fangen kan skaffe sig ved at drej en hane, der er anbragt over en kumme af støbejern, som sidder fast i muren. […]
[Der er] water-closet. Møblerne er en hængekøje til at ophænge i kroge fra den ene væg til den anden, nogle hylder og bord.”
Meta:
Kilde 1:
Grundplan Horsens Statsfængsel er fra Peter Scharff Smith: Det moderne fængselsvæsen gennembrud i Danmark. I: Fortid og Nutid juni 2002, s. 104-105.
Stik af Horsens Statsfængsel. Fængselsmuseet Horsens.
Kilde 2:
Grundplan Vridsløselille Statsfængsel er fra Peter Scharff Smith: Det moderne fængselsvæsen gennembrud i Danmark. I: Fortid og Nutid juni 2002, s. 104-105.
Luftfoto af Vridsløselille Statsfængsel fra 1929. Fængselshistorisk Selskab.
Kilde 3:
Teksten er bearbejdet fra Illustreret Tidende 18. december 1859.
Kilde 5: Ensomhedsfængsel – isolation
I flere år diskuterede man i Danmark, hvordan de nye fængsler skulle indrettes og fangerne behandles. En model var de såkaldte ensomhedsfængsler, hvor fangerne var helt isolerede.
Kilde 1:
I slutningen af 1700-tallet mente flere, at kriminelle og andre afvigere kunne gøres til bedre mennesker. Derfor måtte man straffe kriminelle på en måde, så de forberede sig. I et fængsel i USA havde man i 1790’erne indrettet et fængsel, hvor fysisk straf var afskaffet. Om natten var fangerne i eneceller. Om dagen arbejdede de i et fælles værksted, men de måtte overhovedet ikke tale med hinanden.
Dengang anså man også fattige for en slags afvigere – ligesom de kriminelle. I Danmark blev der nedsat en kommission. Den skulle overveje, om erfaringer fra USA kunne overføres til Danmark. Kommissionen skrev bl.a. sådan:
”I flere år har [amerikanerne] med held brugt en straf, der forener strenghed med retfærdighed og menneskekærlighed. Den fik de skyldige til at glemme alle deres gamle laster og uvaner. [Straffen] tjente til at vække dyb eftertanke hos forbryderne over det fordærvelige (ødelæggende) liv, de har ført hidtil. Det er virke på deres forbedring […]”.
Kilde 2:
Omkring 1840 blev der nedsat en fængselskommission, som udarbejdede en rapport. Her stod der, hvordan fangen skulle forbedres i et ensomheds- eller isolationsfængsel:
”Fangen skal ved gennem en målrettet religiøs og sædelig opdragelse og en oplæring i og tilvænning til et nyttigt arbejde sættes i stand til efter udstået straffetid at forlade straffeanstalten med en fastere vilje og bedre evner til i fremtiden at føre et sundt og lovligt liv […]
[Fangen skal] lidt efter lidt få sit arbejde kært og tilvænne sig arbejdsomhed. Men også ens indstilling vil lettere kunne åbne sig for religionens trøst. Enhver formaning og nyttig lære i ro vil spire og bære frugt. Og viljen kan lettere styrkes til at forlade en bane, hvis farlighed og moralske dårligdom går op [for fangen] under den selvbetragtning (overvejelser over, hvad man har gjort), som man ikke kan flygte fra i den ensomme celle. Her føres tanken tilbage til det indre og Gud, den altseende og allestedsværende […]”
Kilde 1:
Fattigvæsenets Rettergangsmaade, 1798, s. 21.
Kilde 2:
Teksten er bearbejdet fra ”Udkast til et Reglement for en Philadelphisk straffeanstalt” udarbejdet af Fængselskommissionen 1843.
Kilde 6: I ensomhedsfængslet
Den totale isolation i ensomhedsfængsler, som Vridsløselille Statsfængsel, blev anset for at være en effektiv fremgangsmåde til at forbedrer fangerne på. Den totale isolation blev fastholdt i Vridsløselille indtil 1930’erne.
Kilde 1
I ensomhedsfængsler som Vridsløselille var fangerne totalt isolerede. Når de blev ført fra cellen til den daglige gårdtur, skulle de bære masker.
Kilde 2:
I ensomhedsfængslerne skulle fangerne i kirke. De blev ført til kirken iført masker. I kirken blev de anbragt i bokse, så de ikke kunne se hinanden.
Til venstre ses præsten. I midten – i forgrunden og i baggrunden – sidder vagter, der holdt øje med fangerne.
Kilde 3:
Efter få år viste det sig, at den totale isolation betød, at en del fanger blev fysisk og psykisk syge. Her er nogle eksempler fra Vridløselilles journaler:
- Voldsomt vægttab. Maden i fængslet var næringsrig. Alligevel tabte ca. 40 % af fangerne i løbet af de første tre måneder i vægt. I gennemsnit 5-10 kilo.
- Forvirring og manglende koncentrationsevne.
- Hallucinationer og paranoide forestillinger.
- Angst, depression og aggressivitet.
- Sløvhed.
Kilde 4:
Fredrik Bruun var fængselsinspektør i Vridsløselille Statsfængsel. I 1867 udgav han bogen Om fuldbyrdelse af Strafarbeide, hvor han vurderede cellestraffen (ensomhedsceller) sådan:
”det [er] min fulde overbevisning, at cellestraffen udført i lang tid og efter det absolutte system, medfører betydelig farer for fangens psykiske sundhed. Farer, som jeg efter mit kendskab ikke anser det for muligt at forhindre, og som jeg ikke noget sted har set forhindret […] Den lidelse, der efter det absolutte system på lang sigt påføres fangen, er større en den bør være.
Straffen […] er den lidelse, der påføres den domfældte forbryder som en retfærdig gengældelse for den begåede overtrædelse. Straffens hensigt er dernæst forbedring. […]
Alt hvad der er sagt om den absolutte cellestrafs fortrin fremfor nogen anden frihedstraf til at virke på fangens forbedring, er jeg fuldkommen enig i. Men kun til det trin af forbedring, hvor fangen angre. Fortsættes straffen ud over dette tidspunkt, er den endog snarere til skade end til gavn for en endelig forbedring.”
Kilde 1 og 2:
Illustreret Tidende
Kilde 3:
Teksten er bearbejdet efter Fr. Bruun: Om Fuldbyrdelse af Strafarbeide. Kjøbenhavn, 1867, s. 59-60
Kilde 7: En forbryder har et bestemt udseende
Den østrigske læge Franz Joseph Gall (1758-1828) udviklede en teori om, at der var en tæt forbindelse mellem et menneskes karakter og dets udseende.
Gall hævdede, at der var et særligt center for tyveri og mord i hjernen, og at en overudvikling af disse forbryderiske anlæg kunne gøre mennesker til kriminelle. Han mente, at man ud fra hjerneskallens udseende kunne fastslå menneskets karakter. Også om vedkommende ville blive en forbryder.
Den italienske læge Cesare Lombroso (1835-1909) byggede videre på Galls teori. I 1876 udgav han bogen, der på dansk fik titlen Forbrydermennesket. I den fremsætter han teorien om, at forbrydere adskiller sig fra andre mennesker ved at have en række fysiske kendetegn. Han hævdede, at kriminalitet var en medfødt egenskab, og at man ved at måle – især menneskers ansigt kunne man se, om de var eller ville udvikle sig til forbrydere.
Kilde 1:
Lombroso mente, at man kunne kende en nuværende eller kommende forbryder på bestemte træk:
Personen:
- er usædvanlig lav eller ekstrem høj
- har et lille hoved, men selv ansigtet er stort
- har en kort og skrånende pande
- har en vigende hårlinje (begyndende skaldethed)
- har fordybninger ved kindbenet og et ujævnt ansigt
- har store udstående ører
- har ujævnheder på hovedet, især over det venstre øre
- har udvækster eller buler på hovedet, på baghovedet og omkring ørerne
- har høje kindben
- har buskede øjenbryn, der er vokset sammen over næsen
- har store øjenhuler med dybtliggende øjne
- har en spids næse (, der peger op eller ned) eller en flad næse
- har en fremstående hage
- har kødfyldte læber, men smal overlæbe
- har enorme fortænder eller unormale tænder
- har smalle kinder
- har en tynd nakke
- har hængende skuldre og et stort brystparti
- har lange arme
- har spidse eller krogede fingre og tæer
- har tatoveringer på kroppen.
Kilde 2
Tegninger fra Cesare Lombrosos bog. Øverst: En kvindelig brandstifter. De to næste er mordere og den sidste er en tyv.
Kilde 1
Teksten bygger på Cesare Lombroso: L’umo delinquente. 1878.
Kilde 2
Tegningerne er fra Cesare Lombroso: L’umo delinquente. 1878.
Kilde 8: Elektronisk fodlænke
I 2005 blev det i nogle tilfælde muligt at afsone sin fængselsstraf hjemme i stedet for at blive sat i fængsel.
Det sker ved, at personen, der skal afsone sin straf, bærer en elektronisk fodlænke. Det er dog ikke alle straffe, der kan afsones på denne måde. Den idømte straf skal være på højst 6 måneder. Vedkommende, der skal afsone, skal selv søge om det hos kriminalforsorgen.
Kriminalforsorgen afgør, om personen er egnet til at afsone med fodlænke. Det er fx et krav, at man bor et bestemt sted, at det er muligt at overvåge personen. Desuden skal personen arbejde under afsoningen.
Kilde
Uddrag af artikel i Ekstra Bladet:
”Sidste år (2012) fik cirka 2400 personer lov til at afsone dele af deres straf med elektronisk fodlænke frem for i fængslet. Det er markant flere end i 2010 […]
Udviklingen er et helt konkret resultat af, at Kriminalforsorgen målrettet har åbnet for, at flere dømte kan få lov til at afsone deres straf med fodlænke.
Og det er en stor fordel, fordi man først og fremmest undgår at sætte folk i fængsel, mener vicedirektør i Kriminalforsorgen, Annette Esdorf.
– Erfaringsmæssigt ved man, at det er svært at resocialisere folk i fængslet. De mister tit deres job eller deres familie, uddannelsen går i stå, og de risikerer at blive negativt påvirket af hinanden. […]
– For den, der afsoner, er det en fordel, at man kan beholde sit arbejde og familie eller fortsætte sin skole, siger Esdorf.
– For os er det en fordel, for vores hovedopgave er at resocialisere de indsatte og undgå, at de kommer tilbage. Og det er lettere, når man ikke bliver sat i fængsel.
Vicedirektøren peger også på flere sidegevinster for samfundet. I forhold til de manglende fængselspladser er det nemlig billigere at løse det ved at udvide brugen af fodlænker. […]
Ekstra Bladet 10. januar 2013.
