Aargang 0 – Historiske temaer
Befolkning
Denne gruppe af kildetyper er kendetegnet ved, at de i forskellig grad beskriver den danske befolkning. Befolkningens sammensætning og fordeling er én type af undersøgelse, som kan foretages på baggrund af kilderne. En anden type er undersøgelser om det enkelte menneske. I kilderne kan man finde oplysninger om hver eneste dansker fra omkring 1700 til i dag. De nyeste oplysninger er dog ikke tilgængelige endnu.
Folketællinger
Folketællinger er mere end blot en optælling af befolkningen. Det er en registrering af hvert enkelt menneske, husstand for husstand på en bestemt dag.
Den første folketælling i Danmark blev foretaget i 1769. Det enevældige styre havde interesse for befolkningsudviklingen. Voksede antallet af danskere, kunne det betyde en stigning af produktion og skattegrundlag. Efter den første optælling i 1769 foretog man optællinger i 1787, 1801, 1834 og 1840. Herefter lavede man folketællinger hvert femte år. Med undtagelse af den første optælling benyttedes fortrykte optællingsskemaer. Det gør kildetypen overskuelig.
Folketællingernes indhold og opbygning
I optællingerne fra 1787 til 1970 er følgende kategorier med i hvert år:
- navn
- køn
- adresse
- alder
- erhverv
- ægteskabelig stilling (f.eks. gift eller ugift)
- stilling i husstanden (husfader, husmoder osv.)
Gennem tiden er der både tilføjet og fjernet forskellige kategorier. F.eks. tog man i 1845 fødested med, 1855 kom trosretningen ind, 1901 kom arbejdsplads og tidligere bopæl, mens 1916 tællingen viser personlig indkomst, mens man til gengæld fjernede fødestedet.
Anvendelse og troværdighed
Folketællingernes mange oplysninger om enkelte personer og husstande er et enestående og vigtigt materiale. Det er hovedkilden til at beskrive befolkningens sammensætning. Der er tale om et “snapshot” – et øjebliksbillede – fra den dag, befolkningen skulle tælles. Slægtsforskere bruger også folketællinger meget.
Optællingen foregik ved, at en optællingskommissær, ofte husets eller ejendommens ejer, talte og registrerede personerne i huset. Den største nøjagtighed kan man forvente af registreringen af tællingskommissærens egen familie. For de øvrige har der sikkert været et og andet, han ikke har kendt til. F.eks. alderen eller fødested. Så har han måttet spørge sig frem. I denne dialog, sikkert med manden i huset, har der været oplysninger, der kunne misforstås, og navne blev af og til stavet forkert. Disse fejlkilder kan det være en fordel at have i baghovedet, når man bruger folketællingerne.
Inspiration til at arbejde videre med folketællinger
Alle folketællinger frem til og med 1940 findes på Rigsarkivets onlinetjeneste, Arkivalieronline under Folketællinger. Efterhånden er mange folketællinger også indtastet i Dansk Demografisk Database. Det betyder, at man kan lave søgninger på bestemte personer eller husstande. Man kan også fremfinde alle med f.eks. en bestemt alder eller et bestemt erhverv i et sogn eller på en gade i en købstad.
Kirkebøger
I midten af 1600-tallet blev det pålagt landets præster at føre protokol over befolkningen i de enkelte sogne. Præsterne var altså mere end blot formidlere af den kristne tro. De var i mindst lige så høj grad statens repræsentant, og den embedsmand, som befolkningen var tættest på. Registreringen af den danske befolkning er stadig en opgave, som præsterne udfører for den danske stat.
Med religionsfriheden i 1849 fik ikke-folkekirke menigheder mulighed for selv at føre kirkebøger. Dog skulle fødsler stadig indføres i den folke-kirkelige kirkebog.
Kirkebøgernes indhold og opbygning
Fra 1812 begyndte brugen af fortrykte skemaer, hvilket er en stor gevinst ved brugen af kirkebøgerne. Herefter fulgte kirkebøgerne en fast struktur. For hver type kirkelig handling (fordelt på køn) indføres begivenhederne efter dato
- fødte, med datoer for både fødsel og dåb, informationer om forældrene, fadderne og eventuelle anmærkninger
- konfirmerede, med dato for konfirmation samt forældrenes navne og bopæl, konfirmandens fødested, fødselsår og dato
- ægteskaber med brudens og gommens navne, alder, stilling og opholdssted, forlovernes navne samt dato for vielsen
- døde med dato for henholdsvis dødsfald og begravelse, navn og alder på den døde
Kirkebøger for store sogne kan sommetider være beregnet kun på én type kirkelig handling. Kirkebøger for mindre sogne vil næsten altid indeholde alle kategorier.
Anvendelse og troværdighed
Kirkebøgerne kan anvendes ved undersøgelser af befolkningens sammensætning og struktur. De benyttes ved undersøgelser om enkeltpersoner og derudover slægtsforskerens vigtigste værktøj.
De t,ing som står i kirkebogen om hovedpersonen, har retsgyldighed: F.eks. er ens navn netop det, kirkebogen viser under fødte. Ændrer man sit navn, skal ændringen indføres i kirkebogen. Derfor føres kirkebøger i dag og omkring 1900 omhyggeligt. Det betyder ikke, at der ikke sker fejl (f.eks. kan en præst eller kordegn glemme at indføre en ændring), men generelt kan man tro på kirkebogens faktuelle oplysninger,. I hvert fald når det gælder den person eller de personer som er døbt, konfirmeret, viet eller døde.
Inspiration til at arbejde videre med kirkebøger
Kirkebøgerne frem til og med 1960 kan findes på Rigsarkivets onlinetjeneste, Arkivalieronline, under kirkebøger. Man kan starte med at vælge amt (men behøver det ikke) og dernæst – under “Arkiv” – sogn.
Personregistre
Sønderjylland blev efter det danske nederlag i 1864 tysk. Det fik også betydning i forvaltningen. F.eks. blev det tyske personregister indført i Sønderjylland i 1874. Personregistret er en ikke-kirkelig registrering af fødsler, vielser og dødsfald. Ordningen fortsatte også efter genforeningen i 1920.
Indhold, anvendelse og troværdighed
Personregistrene kan som kirkebøger og folketællinger bruges til at beskrive enkeltpersoner og befolkningen generelt.
Som kirkebøgerne er personregistrene troværdige i deres oplysninger om enkeltpersoner. Men selvfølgelig kan også en personregisterfører lave fejl.
Inspiration til at arbejde videre med personregistre
De fleste personregistre kan findes Rigsarkivets onlinetjeneste, Arkivalieronline, under Personregistre, Sønderjylland. Man kan starte med at vælge amt (men behøver det ikke) og dernæst “Arkiv” (sognets navn).
Ægteskabsbøger
Først i 1851 blev det tilladt at indgå borgerlige ægteskaber i Danmark. Før kunne man med nogle få undtagelser kun blive gift i kirken. Eller man kunne lade være med at blive gift. Frem til 1922 var det desuden kun personer, der af den ene eller anden grund var forhindret i at blive gift i Folkekirken, som kunne blive borgerligt viet. Fra 1922 blev denne mulighed åbnet for alle. Hvor det før 1922 havde været politimesteren, der kunne vie folk borgerligt, var det efter 1922 borgmesteren i byerne og sognefogeden på landet.
Kildens indhold
De borgerlige vielser blev fra 1922 indført i ægteskabsbøger. Her skrev man navn, fødested og –dato og bopæl for bruden og gommen, og to vidner skrev under på, at vielsen var blevet gennemført. Til sidst skrev den person, der havde foretaget vielsen, under.
Kildens anvendelighed
Ægteskabsbogens oplysninger fortæller en del om det par, der bliver gift. Man kan derfor blive klogere på lige netop disse mennesker, hvis man finder deres vielse i kilden. Men man kan også bruge ægteskabsbøgerne til for eksempel at lave undersøgelse af, om det var nogle særlige mennesker, der valgte at blive borgerligt viet. Var det folk fra bunden af samfundet, som ikke havde råd til en kirkelig vielse, var det folk, der var blevet skilt eller tilhørte særlige trossamfund, eller var det veluddannede mennesker, som ikke troede på Gud?
Oplysningerne i en ægteskabsbog har retsgyldighed ligesom kirkebogen. Betragtningerne om troværdighed gælder derfor også ægteskabsbogen.
Inspiration til at arbejde videre med ægteskabsbøger
Mange ægteskabsbøger frem til og med 1960 findes på Rigsarkivets onlinetjeneste, Arkivalieronline, under Borgerlige vielser.
