Antologien ”Fortiden som et fremmed land. Historieundervisning og fortidsformidling”, som Loa Bjerre, Heidi Eskelund Knudsen og Jens Aage Poulsen har redigeret og bidraget til, argumenterer, at fortidsperspektiver bør spille en større rolle i historieundervisningen. Med udgangspunkt heri giver artiklen ideer til, hvordan læreren kan tilbyde eleverne historiefagligt kvalificerede fortidsperspektiver.
Case
Mikkelsen åbner døren til museets skolestue, og eleverne fra 6. klasse myldrer ind. Han har vist dem rundt i Giveegnens Museums udstillinger og fortalt om hedebøndernes nøjsomme dagligdag og handel og håndværk og livet i stationsbyen Give i årtierne omkring år 1900. Eleverne kanter sig småsnakkende ind på pultene, mens de kigger nysgerrigt rundt på bøger, billeder og udstoppede dyr i lokalet, som både er genkendeligt og anderledes end deres eget klasseværelse.
Efter et par minutter kommer Mikkelsen ind ad en sidedør og stiller sig ved katederet med hænderne på ryggen. Han er iført en lang sort jakke. Han siger ikke noget. Hans ansigt er stramt, og han smiler ikke, som han ellers gjorde, mens han viste rundt. Langsomt forstummer elevernes snak, og deres øjne er rettet mod Mikkelsen.
– Har jeg ikke lært jer, at I skal rejse jer, når læreren kommer ind? spørger han bestemt.
Eleverne krabber ud og stiller sig ved siden af pultene. Nogle vender sig og griner lidt.
– Ro! lyder det fra Mikkelsen. – Se på læreren og ikke på andet! Han peger på en dreng. – Hænderne op af lommerne!
– Sæt jer! kommanderer Mikkelsen, da han har konstateret, at alle elever står pænt.
Eleverne sætter sig, og de lægger hænderne med håndfladerne opad på pulten, som Mikkelsen forlanger. Han udpeger elever, der skal dele skifertavler, grifler og klude ud. For klassen skal først have skrivning. Mikkelsen viser på tavlen, hvordan eleverne med griflen skal trække to streger på tværs af tavlen og med skønskrift skrive et ”b”.
Mikkelsen går rundt og inspicerer elevernes anstrengelser. Uden at brokke sig visker de ud med kluden, når han siger, at de har sjusket, og de tager imod hans bebrejdelser, når de knækker griflen. I løbet af den næste halve time når eleverne også med pen og blæk at skrive en række med b-er i et rigtigt skrivehæfte.
Et historiefagligt kvalificeret fortidsperspektiv?
Historiefagligt kan der stilles et grundlæggende spørgsmål til situationen, som casen beskriver: Var alle lærere så strenge og disciplinen så hård i skolen for mere end 100 år siden? Svaret er nej. Dengang var der også venlige og hjælpsomme lærere, som ville eleverne det bedste, men der var også lærere, der mere eller mindre matchede den rolle, som Mikkelsen påtager sig.
En historiefaglig kritik af aktiviteten i museets skolestue er derfor, at Mikkelsen i sin rolle som lærer er med til at understøtte en veletableret grundfortælling om, at alle lærere i gamle dage var urimelige og strenge. Derfor kan det problematiseres, om det fortidsperspektiv, som eleverne præsenteres for, nogenlunde spejler den etablerede orden, som den var i skolen og undervisningen dengang. Som antologien påpeger, er det en generel udfordring i historieformidlingen, at det er de usædvanlige hændelser og ”oprørerne”, der får plads – mens den fortidige normalitet, grundlæggende værdier og normer og forståelser af omverdenen ofte skubbes i baggrunden.
Selv om der således kan stilles spørgsmål ved den historiefaglige kvalitet, tilbyder Mikkelsen gennem sin rolle eleverne et fortidsperspektiv og inviterer dem ind i et rum og en tid, der både er genkendeligt som klasselokale, men også fremmed og ukendt. Eleverne tager imod invitationen og lever sig ind i den fortidige situation.
Fortidens fravær
En central udfordring i skolens historieundervisning er, at fortiden er noget, man ofte forholder sig objektiverende og distancerende til – selv om fortiden logisk må være kernen i faget. Selvfølgelig er fortiden som sådan, der ikke længere, men den har efterladt sig materielle og immaterielle spor, som kan bruges som kilder til at konstruere fortællinger, som repræsenterer fortiden. Og historieformidlingens akilleshæl er netop, at man ofte beskæftiger sig med fortiden ud fra et nutidsperspektiv.
I historieundervisningens fortællinger fremstår fortiden typisk som noget, man ser tilbage på, og som noget, der er overstået. Tidsskriftet SKALK’s klassiske tidstavle kan illustrere det. Her er fortiden afbildet som en lige linje, der strækker sig fra nutiden tilbage mod istiden. Beskueren ser tidslinjen som stod vedkommende står på en bro over tidslinjen – og er derfor udenfor og ikke en del af eller er relevant for den fortid, der vises.
Kildearbejde har i en årrække været centralt i historieundervisningen. Her er fokus på analyser, der skal fører frem til vurderinger af kilders troværdighed og brugbarhed til belysning af en given historisk problemstilling. Formålet er at styrke elevernes kompetencer som refleksive og kritiske historiebrugere. Det er i sig selv vigtigt, men de almindeligt brugte fremgangsmåder til kildekritisk analyse, karakteristik og tolkning har et iboende nutidsperspektiv og tenderer derfor mod at nedtone fortiden i sig selv.
Revitalisering af fortiden
I bogen argumenteres for, at historieundervisningen indimellem tilrettelægges, så eleverne skubber nutiden til side, så de får mulighed at tilnærme sig et fortidsperspektiv. Det er en forudsætning for, at eleverne kan udvise historisk empati, som kortfattet kan beskrives som evnen til affektivt at kunne indleve sig i og rationel forstå en given fortid på dens egne betingelser. Det er væsentligt for såvel motivationsmæssigt som fagligt i historieundervisningen.
Appel til fortidsperspektiver – hvordan?
En iscenesættelse som på Giveegnens Museum er ikke nødvendigt for at kunne tilbyde et fortidsperspektiv – og få eleverne til at tage imod det. Der er flere veje til at vække elevernes nysgerrighed, interesse og fascination og derved etablere et grundlag for indlevelse i et fortidigt rum og situation. I antologien kan man læse, hvordan fortidsperspektivet bliver historiefagligt kvalificeret.
Historisk fiktion. De fleste har oplevet at blive grebet af en historisk roman, tv-serie eller spillefilm, så man lever sig intenst ind i – og næsten er med handlingen og tæt på personernes tanker og måder de takler de udfordringer, de bliver udsat for. Uddrag af en historisk roman eller et klip fra en historisk spillefilm, der bygger på et historiefagligt lødigt fundament – kan appellere til og åbne for fortidsperspektiver i undervisningen. Historiefagligt lødigt indebærer, at personernes forståelser, følelser, værdier, tanker og adfærd er en rimelig afspejling af den givne fortid – men ikke nødvendigvis, at det fortalte handlingsforløb faktisk har fundet sted.
Et kapitel i antologien demonstrerer, hvor livshistorier kan åbne op for fortiden gennem indlevelse og forståelse for fortidige personers oplevelser, holdninger og overbevisninger, og hvordan disse havde betydning for beslutninger og handlinger.
Spil med historiske temaer kan åbne for fortidsperspektiver. Det kan være dilemmaspil, hvor elever tildeles og påtager sig bestemte roller og placeres i en faktisk eller mulig fortidig situation, hvor de skal forsøge at klare forskellige udfordringer. Dilemmaspillet styrke er, at historien ”leves” fremad, hvor eleverne (rollernes) lever i øjeblikkets uvidenhed og må tage beslutninger og handle inden for de muligheder, spillet giver dem – uden at kende konsekvenserne, som de vil gøre, hvis de fx læste en historiebogs beretning om begivenheden. Spil kan også være et simpelt brætspil, hvor eleverne i spillet møder og skal forholde sig til en given fortids personer og udfordringer.
Fortidige genstande og (kopier af) originale kilder som tekster og billeder, der kan vække undren, nysgerrighed og anledning til spørgsmål. Derfor har større potentialer for at åbne for et for et fortidsblik end til traditionelle læremidler, der i tekst og billeder serverer svarene. Det kan fx være reproduktioner af museumsgenstande, som eleverne eksperimenterer med og undersøger brug og funktion af. Det gælder selvfølgelig også museer som sådan. Et kapitel i bogen handler frilandsmuseers muligheder at tilbyde fortidsperspektiver. Et andet kapitel demonstrerer, hvordan eleverne med brug af kilder fra Rigsarkivet kan ”møde” besættelsestidens aktører og leve sig ind i deres meget forskellige situationer.
Og så er det oplagt at udnytte stedets magi, hvor det er muligt. Det giver eleverne større muligheder for indlevelse og perspektivskifte, hvis de hører om bondestenalderen og dyrkelsen forfædrene, mens de står ved indgangen til en dysse eller jættestue, end de sidder i klasseværelset. Eller eleverne i 5. klasse, som i et kapitel i antologien, rejser tilbage til og ”lever” i Ertebølletiden på det sted, hvor denne kultur og samfund faktisk eksisterede for 6.500 år siden.
Endelig må læreren have antennerne ud og gribe muligheden, når eleverne udtrykker undren over noget i fortiden og måske foreslår, at klassen skal undersøge eller afprøve dette ”noget”. Under alle omstændigheder er det væsentlige – i hvert fald i perioder – at eleverne får mulighed for at lægge nutiden fra sig, bruge deres viden, fantasi og evne til indlevelse til at tilnærme sig et fortidsperspektiv og møde en historiefagligt kvalificeret repræsentation af fortiden. Hvorfor og hvordan kan du læse meget mere om i ”Fortiden som et fremmed land”.
