Aargang 0 – Historiske temaer
Socialvæsen
Ansøgning til Den Sønderjydske Fond
Den Sønderjydske Fond blev oprettet i 1918/19 for at yde økonomisk og humanitær hjælp til sønderjyder, som var mærket af virkningerne efter Første Verdenskrig. Det kunne være krigsinvalider eller enker og børn efter en død krigsdeltager.
Fonden ydede også støtte til dansk kultur i grænselandet, oprettelse af og støtte til børnehjem, oprettelse af kollegieværelser og økonomisk støtte til sønderjyske studerende.
Anvendelse og troværdighed
Den Sønderjydske Fonds arkiv består i hovedsagen af ansøgninger om økonomisk støtte – med fondens vurdering og afgørelse. Ansøgningerne belyser de sociale og økonomiske forhold for krigsdeltagerne og deres efterladte i Sønderjylland efter genforeningen i 1920. De belyser også, hvad fonden lagde vægt på ved uddeling af penge.
Det er vigtigt at holde sig for øje, at her er i hvert fald 3 ophavssituationer: Det fortrykte skema er udarbejdet af Den Sønderjydske Fond, hvor man har gjort sig tanker om hvilke forhold der skulle spille ind, når man bevilgede eller afviste ansøgningen. Derefter har ansøgeren besvaret spørgeskemaet – og endelig har fondens bestyrelse noteret deres overvejelser ned. Ansøgeren har haft sine interesser at varetage, fondens bestyrelse at få pengene til at strække – og fordelt så vidt muligt retfærdigt.
Inspiration til at arbejde videre
Den Sønderjydske Fonds arkiv er ikke digitaliseret, men skal benyttes på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg.
I-akter
En I-akt er en personsag, der omhandler en soldat, der blev såret eller på anden måde kom til skade under Første Verdenskrig. I-akterne indeholder i sig selv mange typer af kilder, uddrag af krigsstamrulle, røntgenbilleder og sygejournaler, breve og notater.
I-akten blev til, når en krigsinvalid søgte invaliderente. Under sagsbehandlingen blev de forskellige dokumenter samlet. Efter Genforeningen var det Invalidenævnet, som tog stilling til ansøgningerne fra invaliderede soldater og efterladte, som fra 1920 nu boede i Danmark. Nævnet overtog sagerne fra den tyske administration.
Indhold og anvendelse
Som nævnt kan der være et meget forskelligartet materiale i I-akten. Det er også det, som gør kilden ekstra god og anvendelig: Man får (kan få) et samlet billede af krigstjeneste, invaliditet og efterfølgende liv. Akten kan fortælle om soldaternes liv ved fronten, hvordan de flyttede rundt mellem troppeafsnit, om de skader, som de pådrog sig under verdenskrigen, om behandlingen på lazaretterne, om tyske og danske myndigheders behandling af soldaternes ansøgninger om invaliderente. Og akten kan fortælle om soldaten selv: Hvordan han oplevede sin skade, og hvordan han klarede sig efterfølgende. I-akterne kan med andre ord anvendes til militærhistorie, medicinhistoriske undersøgelser, socialhistorie og personalhistorie.
Troværdighed
De forskellige dokumenter er udtryk for en undersøgelse, hvor flest mulige aspekter skulle frem i lyset. Først derefter traf Invalidenævnet afgørelse om invaliderente. Denne tilblivelse af I-akten som helhed gør det muligt efterfølgende for historikeren at veje forskellige udsagn op imod hinanden.
Samtidig er der en “ophavssituation” for hvert enkelt dokument. Der er f.eks. en væsentlig forskel på, om man sidder som læge og skal forsøge at beskrive og bedømme en skade – eller om man skal beskrive sin skade i en situation, hvor man som invalideret søger om rente. Og hvor den rente, man får, afhænger af, hvor slem skaden er.
Inspiration til at arbejde videre med I-akter
I-akter og E-akter (sager vedrørende efterladte til soldater) findes i Invalidenævnets arkiv og skal benyttes på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg.
Indstilling om tvangsfjernelse
Fra 1905 kunne et værgeråd indstille til Overværgerådet, at et barn skulle fjernes fra hjemmet. Hvis Overværgerådet var enig, blev barnet fjernet – og så behøvede man ikke forældrenes samtykke. Der kunne derfor være tale om en tvangsfjernelse.
Indhold, anvendelse og troværdighed
Indstillingen er et fortrykt skema, som værgerådet udfylder. Værgerådet kan forinden have søgt oplysninger hos politi, forældre osv., som hver har haft deres synsvinkel på tingene. Men når værgerådet udfylder skemaet til Overværgerådet, kan rådet have en interesse i at lægge vægt på de synspunkter, som stemmer bedst overens med værgerådets. Derfor er indstillingen en bedre kilde til værgerådets synspunkter og praksis, end til hvad der konkret er sket i hjemmet eller hvad barnet helt konkret har gjort sig skyldig i.
Netop når man ser på værgerådenes praksis, har de fortrykte – og udfyldte – skemaer en fordel. De gør sammenligninger lettere og gør det muligt at indsamle større mængder data. Det kan f.eks. være over de hyppigste årsager til fjernelse af hjemmet eller hvilke type hjem, fjernelserne oftest ramte.
Inspiration til at arbejde videre med indstillinger
En indstilling, der er sendt til Overværgerådet, vil som regel være at finde i den sag, som Overværgerådet har oprettet på det enkelte barn (se Overværgerådssager). Overværgerådssager – og dermed indstillinger om fjernelse fra hjemmet – skal benyttes på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg.
Overværgerådssager
Overværgerådssager er en bestemt slags journalsager, skabt af Overværgerådet. Der er en sag for hvert barn, som har været under Overværgerådets tilsyn.
Indhold og anvendelse
Principielt set følger en overværgerådssag barnet fra perioden, før det kommer under tilsyn, og helt indtil tilsynet ophører, når barnet fylder 18 år.
Den beskriver baggrunden for Overværgerådets indgriben, som f.eks. kan være et lokalt værgeråds indstilling om fjernelse fra hjemmet, og den beskriver hvad Overværgerådet gør i den konkrete situation. Plejeanbringelse er én mulighed, anbringelse på en opdragelsesanstalt en anden.
Endelig kan der være breve og dokumenter fra hele tilsynsperioden. Det er dog med Overværgerådssager som med mange typer arkivalier fra den offentlige administration. Det er brud, problemer og konflikter, som først og fremmest giver sig udslag i brevvekslinger og forhandlinger.
Når det er sagt, er Overværgerådssager stadig en unik kilde til beskrivelse af udsatte børns vilkår fra 1905 til 1973.
Troværdighed
Troværdigheden af en journalsag kan ikke behandles under ét. En journalsag indeholder netop typisk udsagn fra forskellig side, således også overværgerådssager. Man skal med andre ord vurdere hvert enkelt dokuments ophavssituation for sig. Værgerådet, når det indstiller, Plejehjemsforeningen, når det indberetter – og sagsbehandleren i Overværgerådet, når han vurderer og indstiller til kontorchefen.
For værgerådet kan det være en lettelse “at slippe af” med et vanskeligt barn (eller et barn fra en vanskelig familie). Plejehjemsforeningen, som er en privat forening, der har påtaget sig et hverv for en offentlig myndighed, kan have en interesse i at fremstille vilkårene for plejebarnet i et måske lidt for positivt lys osv.
Inspiration til at arbejde videre med overværgerådssager
Overværgerådssager findes hos arkivskaberen Overværgerådet, Hovedafdelingen. Fysisk er sagerne placeret i Rigsarkivet, København og skal benyttes på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg.
Stambøger
I mange sociale institutioners arkiver er stambøgerne et centralt arkivalie. Mange stambøger går da også helt tilbage til institutionens oprettelse. De indeholder grundlæggende data om hvert enkelt barn eller klient på den pågældende institution.
Foruden indholdet om barnet eller klienten tjener de også som søgemidler til en journalsag eller klientsag, hvis der er en.
Indhold og anvendelse
På Aargang 0 er der to eksempler på stambøger, Overværgerådets protokol over Anbragte Børn og stambogen fra Plejehjemsforeningen for Frederiksborg Amt. Kigger man efter i plejehjemsforeningens, vil man se, at der faktisk er en henvisning til Overværgerådet protokol over Anbragte Børn.
Stambøgerne indeholder de data om barnet, som institutionen har haft brug for i det daglige arbejde. Det betyder også, at indholdet varierer meget fra stambog til stambog. Fra en lille institution, f.eks. et børnehjem, hvor der var et godt overblik over de relativt få børn, indeholder stambøger ofte blot de nødvendigste data: Navn, forældres navn og hvornår barnet er anbragt. I andre findes også oplysninger om f.eks. barnets helbredstilstand, sociale baggrund og eventuelle disciplinære straffe.
Overværgerådet og Plejehjemsforeningens rolle i forhold til barnet var anderledes end et børnehjems. Både Overværgerådet og plejehjemsforeningen har haft brug for at vide, hvor barnet var anbragt, og hvem der havde det nære tilsyn med barnet og plejehjemmet. Der var brug for flere oplysninger, fordi barnet ikke blev fulgt så tæt som et børnehjem kunne gøre det.
De detaljerede stambøger giver mange oplysninger – mere eller mindre om et helt barneliv og er derfor en vigtig kilde til belysning af de sociale institutioners virksomhed – og de mennesker, som var i disse institutioners varetægt.
Troværdighed
Som nævnt har stambogen været et værktøj for institutionen. Det var med andre ord vigtigt for institutionen, at stambogens basale data om børnene var pålidelige.
Derudover kan stambøgerne indeholde vurderinger – af barnets opførsel, helbredstilstand, forholdene i et plejehjem osv. Man må i hvert enkelt tilfælde overveje, hvem der har foretaget vurderingen. I plejehjemsforeningens stambog kan man f.eks. se, at når Astrid flytter til en anden kommune, får hun en ny tilsynsførende. Det er denne tilsynsførendes vurdering, som refereres i stambogen. Vurderinger er i sagens natur subjektive – og undertiden kan de være så farvede eller tendentiøse, at ordvalget afslører noget om ophavsmandens holdninger.
Inspiration til at arbejde videre med stambøger
Arkivskaberen bag stambøgerne er den institution eller forening, som har skabt dem og brugt dem i det daglige arbejde. Stambøgerne skal benyttes på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg.
Værgerådsprotokoller
Fra værgerådene blev nedsat i 1905/1906, førte de en protokol, der kunne dokumentere deres beslutninger og baggrunden for dem.
Indhold og anvendelse
Værgerådsprotokollerne vil man ofte også kalde forhandlingsprotokoller. Det er med værgerådets som med mange andre typer forhandlingsprotokoller: De indeholder først og fremmest beslutninger, i lidt mindre grad en beskrivelse af baggrunden for beslutningen – og meget sjældent et egentligt referat af netop forhandlingerne. Man skal altså være heldig, hvis det af protokollen fremgår, hvem der mener hvad.
Man kan derfor kun i ringe grad bruge værgerådsprotokollen til at afdække, om der f.eks. var særligt børnevenlige medlemmer af rådet. Intern uenighed vil kun fremgå, hvis medlemmer i vigtige, principielle sager har følt sig nødsaget til at få en mindretalsudtalelse ført til protokols.
Det er stærkt varierende, hvor udførligt protokollerne er ført. Det har været afhængigt af den sekretær, som rådet nu lige har haft.
I “gode” protokoller, hvor sekretæren har været omhyggelig, kan man imidlertid følge nogle børneskæbner over tid: Problembørnene, der dukkede op til forhandling igen og igen – og med beskrivelse af, hvorfor rådet gentagne gange måtte gå i aktion.
Værgerådets ageren over for forældrene fremgår også. Det samme gør de virkemidler, som rådet tager i brug – og hvor hurtigt de gør det.
Troværdighed
Der er ringe grund til at tvivle på indholdet i beslutningerne. Det har været vigtigt at få ført det rigtige til protokols, og at det faktisk svarede til det, man agtede at gøre. Derimod kan man ikke være helt sikker på, at beslutningen blev ført ud i livet: Der kan være kommet noget i vejen, sagen kan have ændret sig siden beslutningen etc.
Beskrivelsen af baggrunden kan og vil formentlig ofte være farvet af den beslutning, rådet træffer. Baggrundsbeskrivelsen tjener reelt nemlig også som en begrundelse for beslutningen. Men ligesom beslutningen hviler på en vis grad af enighed i rådet, så vil beskrivelsen ofte også svare til den konsensus, som rådet opnår i forbindelse med forhandlingerne. Beskrivelsen svarer ikke nødvendigvis til virkeligheden, som den opleves af forældre og børn, men den er ikke helt skæv i forhold til, hvordan værgerådet opfatter sagen.
Inspiration til at arbejde videre med værgerådsprotokoller
Værgerådene hørte under kommunerne, og arkivalierne er ofte afleveret sammen med kommunearkivet til Rigsarkivet. I så fald skal protokollen benyttes på en af Rigsarkivets læsesale. Nogle kommuner har dog valgt at oprette egne arkiver, og så vil også værgerådets arkivalier skulle findes på det kommunale by- eller stadsarkiv.
