Aargang 0 – Historiske temaer
Sønderjylland mellem dansk og tysk
Efter Danmarks nederlag til preusserne (tyskerne) i 1864 måtte Danmark afstå Nordslesvig – det nuværende Sønderjylland – til Det Tyske Rige. Indlemmelsen i Det Tyske Rige betød indførelse af preussisk (tysk) administration i området med både modernisering og demokratisering til følge. Bl.a. blev den dømmende og den udøvende magt adskilt. Nordslesvig var nu en udkant af det store tyske rige, og den økonomiske udvikling blev svækket. Der skete en stor udvandring fra området, og byerne voksede kun langsomt. Selvom industrialiseringen også begyndte i Nordslesvig, var det kun i Flensborg, at den for alvor slog igennem.
For de tysksindede beboere i Slesvig-Holsten var den nye situation velkommen. Anderledes så det ud for de dansksindede der gjorde, hvad de kunne for at holde fast i deres danskfølelse, selvom det var svært og håbet om en genforening med Danmark blegnede. Da 1. verdenskrig brød ud i 1914, blev Nordslesvig, som en del af Det Tyske Rige, også involveret i krigen. Det betød bl.a., at en del dansksindede nordslesvigere måtte kæmpe på tysk side.
Tyskland tabte som bekendt krigen, og det banede vej for Nordslesvigs genforening med Danmark. I 1920 lykkedes det endelig at afholde folkeafstemning, og Nordslesvig – eller Sønderjylland – blev atter dansk. Nu begyndte arbejdet med at integrere Sønderjylland i kongeriget Danmark.
Provins i Preussen
Illustrationen her viser en scene fra den 18. april 1864, hvor 10.000 preussiske soldater stormede de danske stillinger ved Dybbøl. Efterfølgende indtog preusserne hele Jylland. Illustration i Wikipedia.
Danmark tabte krigen til preusserne (tyskerne) i 1864, og Slesvig (hvoraf den nordlige del er det nuværende Sønderjylland) og Holsten blev indlemmet som provins i Preussen i 1867. Indbyggerne i de to hertugdømmer var med ét slag blevet preussere. Én gruppe af befolkningen, de tysksindede slesvig-holstenere, affandt sig med indlemmelsen, mens én anden gruppe, de dansksindede nordslesvigere, fastholdt deres danske sindelag og begyndte deres kamp for det nordlige Slesvigs genforening med Danmark.
En ny virkelighed
Indlemmelsen i Preussen betød gennemgribende reformer, som sikrede slesvigerne en moderne forvaltning og en vis demokratisering. Der blev bl.a. indført en civil registrering af fødsler, vielser og dødsfald. Denne registrering foregik tidligere hos præsten, men blev nu overladt til kommunale personregisterførere.
Protester fra dansksindede
De dansksindede nordslesvigere (sønderjyderne) protesterede i de første årtier efter 1864 energisk mod indlemmelsen i Preussen. Paragraf fem i freden mellem Preussen og Østrig fra 1866 muliggjorde en folkeafstemning i de nordlige distrikter af Slesvig om en eventuel genforening med Danmark. Paragraffen blev dog ophævet i 1878/79, og der kom ingen folkeafstemning i denne omgang.
Nationalitetskamp
“De sønderjydske Piger” på bagsiden af Sprogforeningens Almanak, 1910. Sønderjylland er overstreget på kortet, da dette navn, som led i den preussiske politik overfor de dansksindede sønderjyder, blev forbudt at bruge i 1895. Tegneren er ukendt.
Frem til slutningen af 1870erne var det primære mål i den preussiske stats mindretalspolitik at integrere de dansksindede nordslesvigere som loyale statsborgere i det preussiske monarki. Men fra slutningen af 1870erne skærpede den preussiske stat undertrykkelsen af de nationale mindretal. Den tyske nationalisme betragtede nu de dansksindede nordslesvigere som “rigsfjender”, der i løbet af en generation helst skulle blive tyskere både af sindelag og i sprog.
Vandrelærere og kulturkamp
Som modtræk begyndte de første vandrelærere allerede i 1864 at rejse rundt i Nordslesvig. En vandrelærer var en rejsende lærer, der tog rundt i skiftende danske hjem efter almindelig skoletid og underviste i dansk sprog og kultur.
Foreningsarbejde for danskheden
For at ruste sig til en langvarig nationalitetskamp, organiserede de dansksindede nordslesvigere (sønderjyderne) sig fra 1880’erne i en række små og store nationale foreninger – på den måde blev forbindelsen til Danmark også styrket. “Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig”, senere omdøbt til Sprogforeningen, blev stiftet i 1880 med det formål at støtte dansk sprog og kultur i Sønderjylland. Som en af sine første aktiviteter oprettede sprogforeningen et net af små folkebiblioteker ud over hele landsdelen.
I 1892 blev “Nordslesvigsk Skoleforening” oprettet. Foreningens formål var at støtte unge sønderjyders ophold på først og fremmest efterskoler og højskoler i Danmark.
Undervisningssprog – tysk!
I 1878 blev tysk indført som undervisningssprog i omtrent halvdelen af timerne i folkeskolen. I 1888 blev det sidste skridt til skolens fortyskning taget, idet tysk blev indført som det eneste tilladte skolesprog, bortset fra fire ugentlige religionstimer. Samme år lukkede myndighederne den sidste danske privatskole. Kirken var herefter det eneste sted i det officielle liv, hvor dansk stadig blev benyttet, men der blev indført flere og flere tyske gudstjenester.
Kampen om jorden
Samtidig med fortyskningen i skoleundervisningen begyndte den tyske stat at opkøbe landbrugsjord for at sikre, at jorden kom på tyske hænder. Men den danske bevægelse tog kampen op. Den uafhængige bondestand, som var dens rygrad, holdt stand i jordkampen og beholdt sin afgørende indflydelse i det nordslesvigske samfund, fordi byerne – som jo lå i udkanten af det store tyske rige – kun voksede langsomt. Men efter århundredskiftet vandt tyskheden frem, især i købstæderne, hvor der opstod en tysk ledet arbejderbevægelse. I Flensborg fik det fra midten af 1880’erne konsekvenser for danskheden, fordi dansksindede arbejdere her begyndte at stemme socialdemokratisk. Den flensborgske danskhed blev dog også svækket af sit tyske dagligsprog.
Første verdenskrig
Postkort, der blandt viser højstående tyskere – kejser Wilhelm den Anden, generalerne von Hindenburg, von Falkenhayn, von Ludendorph og admiral von Tirpitz.
Foto udlånt af Leo Vinther Petersen.
Krigsudbrud
Sønderjylland blev hvirvlet ind i 1. verdenskrig den 1. august 1914, da Tyskland erklærede Rusland krig. Gennem flere år havde der været nationale spændinger mellem stormagterne i Europa. Mordet på Østrig-Ungarns tronarving den 28. juni 1914 blev gnisten, der antændte bålet. Krigen blev ført mellem Ententemagterne (Frankrig, Rusland, Storbritannien og deres allierede bl.a. Japan og USA) og Centralmagterne (Tyskland og Østrig-Ungarn med forbundsfæller). Alle lande gik i krig med en tro på en hurtig krig, men i fire år kæmpede soldaterne i blodige slag og levede i fugtige og våde skyttegrave. Omkring ni millioner soldater døde på slagmarken.
Modvillige soldater
Sønderjylland var på dette tidspunkt en del af Det Tyske Rige og måtte derfor som alle andre tyske områder deltage aktivt i 1. Verdenskrig. Ved mobiliseringen trådte de forskellige sindelag tydeligt frem. De tyske nordslesvigere modtog krigsbudskabet med fortrøstning og undertiden begejstring, og drog af sted med en overbevisning om en hurtig tysk sejr. For de dansksindede var det en tung pligt at blive indrulleret i en hær, som man i virkeligheden ønskede nederlag for.
I løbet af krigen, der kom til at vare mere end fire år, opstod der af og til et våbenbrødre-fællesskab mellem de dansk- og de tysksindede soldater. Begge parter håbede på fred og ønskede at komme hjem til deres kære med livet i behold.
Tysk revolution og våbenstilstand
I efteråret 1918 var Det tyske Kejserriges ressourcer ved at være opbrugte. En sidste, næsten desperat offensiv på Vestfronten var slået fejl, og i september opfordrede den tyske overkommando regeringen til at indlede fredsforhandlinger. Det trak ud, og krigen endte først, da der udbrød revolution i november 1918. Både de krigstrætte tyske soldater og de dårligst stillede i det civile samfund, havde fået nok og sagde stop. Den 11. november 1918 blev der indgået våbenstilstand. Krigen havde da varet i fire år og 2½ måned. Dens følger var næsten uoverskuelige både på kort og langt sigt.
Soldat i den tyske hær
Skyttegravskampe blev almindelige under Første Verdenskrig. Her ses et tysk infanteriangreb på en fransk skyttegrav. Oliemaleri. Udlånt af Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.
Der deltog omkring 70 millioner soldater i 1. verdenskrig, heraf 13,4 millioner tyske soldater. Da Sønderjylland på dette tidspunkt var en del af det Tyske Rige, deltog omkring 35.000 sønderjyder i 1. verdenskrig på tysk side. Mindst 5.270 af dem faldt i krigen og 4.000 blev såret.
Da krigen brød ud, blev stort set alt uddannet mandskab indkaldt. En del af dem blev efter blot en uges træning sendt direkte til fronten, mens andre indgik i reserveregimenter. Da det blev klart, at krigen ikke var hurtigt overstået, blev også reserverne, som ikke var uddannede, indkaldt.
Soldaterne blev udskrevet til forskellige regimenter. En gruppe af soldater blev kaldt landstormsmænd. Det var især de ældre soldater. De blev brugt til lettere tjeneste, f.eks. til at bevogte militære installationer bag fronten eller til at kæmpe på mindre aktive fronter. Det skete dog også, at landstormsmænd blev forflyttet til regimenter ved fronten, hvor de deltog i kamp på samme betingelser som de yngre soldater.
De sønderjyske soldater blev både udskrevet til hæren, flyvevåbnet og marinen. De deltog på alle krigens fronter i både Europa, Afrika og Palæstina. De fleste af de sønderjyske soldater kæmpede dog i infanteriet som almindelige fodsoldater på Vestfronten i Frankrig og Belgien.
Befolkningens vilkår i Sønderjylland
Silhuetklip af Käthe Wolf, som viser, at kvinderne måtte overtage mændenes arbejde, mens de var i krig. Silhuetklippet blev solgt til fordel for børn i fattige familier.
Udlånt af Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.
I Sønderjylland ændrede 1. verdenskrig livet radikalt. Eftersom mændene var i krig, havde kvinderne alene ansvaret for hjemmet og måtte også til at forsørge familien økonomisk. Hertil kom, at kvinderne gik i frygt for deres mands, sønners og brødres liv.
Maksimalpriser og rationering
Allerede fra 1915 var der mangel på fødevarer, og de tyske myndigheder forsøgte at fordele de begrænsede midler på en socialt retfærdig måde. Der blev oprettet folkekøkkener til bespisning af børn fra fattige hjem, der blev indført maksimalpriser på de vigtigste fødevarer og fra marts 1915, rationeringsmærker. Hver gang man fremover købte de rationerede varer, afleverede man et rationeringsmærke. I det store hjælpearbejde blev der ikke skelnet mellem dansk eller tysk.
Det sultne Nordslesvig bliver Tysklands kornkammer
Trods myndighedernes forsøg på at sikre fødevarer og brændsel til alle, blev det sværere og sværere for samfundets dårligst stillede at klare sig. Især arbejderfamilierne i byerne og på landet havde meget vanskelige kår. Fra 1917 begyndte der derfor at opstå social uro med kvindedemonstrationer og talrige klagesager. Mange mente, at landbrugsområdet Nordslesvig blev tvunget til at aflevere alt for mange fødevarer til store tyske byer som Hamborg. Selvom situationen her var langt alvorligere, føltes det alligevel urimeligt for mange at sende fødevarer sydpå, når mange nordslesvigske familier også sultede.
Genforeningen
På plakaten ser man Nørreport i Flensborg omgivet af Dannebrogsflag med Flensborgs byvåben i midten. Budskabet er klart: Folk skal stemme Flensborg hjem til Danmark. Plakat fra Landsarkivet for Sønderjylland.
Afstemning – dansk eller tysk?
Det tyske nederlag og revolutionen i 1918 åbnede vejen for at Sønderjylland kunne blive genforenet med Danmark. Straks efter våbenstilstanden i november 1918 lovede den nye tyske udenrigsminister, at grænsespørgsmålet skulle løses på grundlag af befolkningens selvbestemmelsesret. Befolkningen skulle med andre ord stemme om, hvorvidt Sønderjylland skulle være dansk eller tysk.
Nordslesvig blev til Sønderjylland
I 1920 gennemførtes to folkeafstemninger, der førte til den nuværende grænse. Den 10. februar stemte Nordslesvig sig med 75 % af stemmerne til Danmark. Den 14. marts stemte 80 % af vælgerne i den mellemslesvigske afstemningszone derimod for at området skulle forblive tysk. På begge sider af grænsen opstod der derved nationale mindretal, der ikke følte de havde den nationalitet, som de nu på papiret havde fået tildelt. Men det var som sagt et mindretal – For langt de fleste sønderjyder blev genforeningen en lykkelig dag, som de aldrig glemmer.
Kongens ridt
Den 15. juni 1920 (Genforeningsdagen) overtog den danske regering styret i Nordslesvig, og den 10. juli markeredes Genforeningen ved, at kong Christian 10. red over den gamle Kongeågrænse.
Krigens ofre
Medlemmer fra D.S.K. lægger kranse ved mindemuren i Marselisborg mindepark. På muren er indgraveret tusindvis af navne på sønderjyder, der faldt i Første Verdenskrig. Foto fra Landsarkivet for Sønderjylland.
Første verdenskrig betød et enormt tab af menneskeliv. Tyskland havde næsten 2 millioner faldne heraf omkring 5.270 faldne sønderjyder. De soldater, der slap gennem krigen med livet i behold og uden synlige mén, var også ofre for krigen. Mange havde ar på sjælen af de grufulde oplevelser ved fronten og fik svært ved at finde sig til rette i samfundet igen.
Invaliderente
Soldater, som blev såret i krigen, og de efterladte til døde soldater havde mulighed for at søge om et fast månedligt pengebeløb først fra den tyske stat, og efter Genforeningen fra den danske stat. Omkring hver ottende af de sønderjyder, som havde deltaget i 1. verdenskrig, var blevet såret i en sådan grad, at de kunne modtage invaliderente fra Invalidenævnet. Mange havde fået krigsskader som følge af skudlæsioner i arme og ben, mens andre krigsskader skyldtes høreskader som følge af artilleriild, skader ved fald eller slag, hestespark (heste blev brugt i rytteriet og som trækdyr for det tunge skyts), frost- og kuldeskader, smitsomme sygdomme, som blev forværret af de dårlige hygiejniske forhold i skyttegravene, og psykiske lidelser. Der blev udbetalt krigsinvaliderente, hvis invalideprocenten eller erhvervsindskrænkningen var 10 % eller mere.
Belønningen
Der ventede alle de hjemvendte soldater store udfordringer i genopbygningen af deres erhverv. For de dansksindede sønderjyder gav de store tab, som 1. verdenskrig havde ført med sig dog mening, idet et resultat af krigen blev, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark.
“Foreningen af dansksindede sønderjydske krigsdeltagere 1914-1918” (D.S.K.)
Generationen der havde deltaget i krigen fik et indadvendt præg over sig, og de nationale ledere beklagede sig over deres passivitet. Passiviteten forsvandt dog med et slag, da slesvig-holstenske nazister efter Hitlers magtovertagelse i 1933 rejste krav om at 1920-grænsen skulle flytte nordpå. Som protest – dels mod det tyske krav om en flytning af grænsen, dels mod planer om at samle krigsdeltagerne i tyske kammeratskabsforeninger – blev “Foreningen af dansksindede sønderjydske krigsdeltagere 1914-1918” (D.S.K.) oprettet. D.S.K. var en udpræget dansk national forening, men den var også et selskabeligt samlingspunkt, der bl.a. bød på fællesspisning og kammeratlig samvær med fortællinger om krigsoplevelser.
