Aargang 0 – Historiske temaer
Sundhedsvæsen
Dødsattester
Når en person dør, skal liget synes af en læge, som derefter udsteder en dødsattest. Attesten er bevis på, at den døde rent faktisk er død, og vedkommende må først blive begravet, når præsten har set attesten.
I dag er det altid en læge, der foretager ligsyn og udsteder dødsattest, men i 1900-tallets første årtier var der også mulighed for, at et ligsyn kunne foretages af ligsynsmænd. Det kunne ske i de tilfælde, hvor der ikke var tale om noget mistænkeligt i forbindelse med dødsfaldet, hvor dødsfaldet skete uden for de store byer, og hvor der var langt til en læge. Ligsynsmænd havde ikke nogen lægelig uddannelse, men blev udpeget blandt den lokale befolkning. Deres opgave var først og fremmest at bevidne, at der var sikre dødstegn til stede hos den afdøde.
Indhold
Attesten giver forskellige oplysninger om den afdøde, først og fremmest at man har iagttaget flere dødstegn. Det er punkt 9 på attesten. Dødsstivhed – på latin rigor mortis eller bare rigor – er et af de sikre dødstegn, som udvikler sig hos en afdød person i løbet af få timer. Ud over det giver attesten også oplysning om f. eks. alder, sygdom og dødsårsag.
Anvendelse
Oprindeligt var grunden til, at man foretog ligsyn og udstedte en dødsattest, at man var bange for at komme til at begrave en person, som kun var skindød. Men attesterne har også dannet grundlag for medicinalstatistik, fordi de giver mange forskellige oplysninger om den afdøde.
Inspiration til at arbejde videre dødsattester
En stor del (men ikke alle!) af de tilgængelige dødsattester er digitaliseret og renskrevet. De kan findes på Søg i samlingerne (husk at vælge “Afskrifter af arkivalier”) – f.eks. ved en søgning på sygdom (som Mb. Cordis for Elnas mors vedkommende) og evt. navn (Ane Kirstine Petersen). Man kan afgrænse sin søgning – 01-01-1918 – 01-01-1919 – og skrive f.eks. “Influenza” i søgefeltet og derved få mange af tilfældene af den såkaldte Spanske Syge, som florerede i 1918 (hvilke befolkningsgrupper blev ramt?) – men som nævnt: Man skal være opmærksom på, at selv om rigtig mange dødsattester er indskannet og renskrevet, er det ikke dem alle. Man får altså ikke et fuldstændigt billede af en sygdoms udbredelse. Desuden kan også sygdomme have forskellige navne og forkortelser. Og mens lægerne som oftest skrev “Influenza” og en nærmere latinsk betegnelse, kunne ligsynsmanden skrive “Spansk Syge”.
Patientjournaler
Når en person indlægges på et sygehus, opretter sygehuset en patientjournal. Her bliver oplysninger om diagnose, behandling, feberkurver osv. samlet. En patientjournal beskriver et sygdomsforløb, evt. også over flere indlæggelser.
Anvendelse og troværdighed
En patientjournal kan som nævnt beskrive den enkelte persons sygdomsforløb. Men journalerne kan også bruges til at undersøge, hvordan forskellige sygdomme over tid er blevet behandlet. Da patientjournaler indeholder oplysninger om patientens baggrund, kan man også undersøge sammenhænge mellem erhverv og sygdomme.
Det er læger og sygeplejersker, der fører journalen og tilføjer oplysninger. En patientjournal kan af samme grund være vanskeligt stof med mange latinske betegnelser og forkortelser. Skriften kan også være svær at tyde, og fejllæsning er absolut en risiko.
Derimod er der ingen tvivl om, at læger og sygeplejersker normalt har forsøgt at tegne så præcist et billede af situationen, som de nu har kunnet. Det har været en forudsætning for at kunne give patienten den korrekte lægebehandling – ud fra tidens målestok.
Hvordan finder man en patientjournal?
Sygehusene har holdt styr på journalerne på forskellig måde. Men ofte ser man patientjournalerne henlagt efter (sidste) udskrivelsesdato. “Udskrivningsdato” kan være det samme som dødsdatoen.
Inspiration til at arbejde videre med patientjournaler
De patientjournaler, der er afleveret til Rigsarkivet, skal benyttes på en af læsesalene i København, Odense, Aabenraa eller Viborg.
Jordemoderprotokoller
I slutningen af 1700-tallet blev den første autoriserede uddannelse for jordemødre oprettet. Hidtil havde selvlærte kloge koner taget sig af de fødende. På den nyoprettede Fødselsstiftelse i København blev kvinder fra hele landet oplært og eksamineret, inden de blev sendt hjem for at fungere som jordemoder i deres område.
Allerede i 1810 blev landet inddelt i jordemoderdistrikter, for på denne måde kunne man være sikker på, at der var jordemødre nok til at betjene befolkningen – selv i de tyndt befolkede områder. Inddelingen tog hensyn til vejforhold, for det var vigtigt, at jordemoderen hurtigt kunne komme frem til den fødende.
Jordemødrene rundt om i landet havde fri bolig, og fik betaling af de familier, hvor de hjalp ved en fødsel. Familien betalte efter, hvor rig den var.
Jordemoderen var fra 1861 til 1976 forpligtiget til at føre en såkaldt jordemoderprotokol, i denne protokol skulle samtlige fødsler skrives ind med oplysninger om barnet, den fødende og om forløbet af selve fødslen.
Anvendelse og troværdighed
Jordemoderprotokoller kan i historieforskningen bruges ved undersøgelser af befolkningens sammensætning og struktur. I dag finder protokollerne faktisk også stor anvendelse i medicinsk forskning. De mange data kan hjælpe forskningen med at forstå betydningen af f.eks. lav fødselsvægt. I den mere kuriøse ende bruger astrologer også jordemoderprotokollerne. De indeholder nemlig oplysning om fødselstidspunktet. Men fødselstidspunktet er måske den mest usikre af oplysningerne i protokollen. Hvor jordemoderen vejede og målte længde og noterede direkte ned – ja, så havde hun næppe tid til at kigge på uret i fødselsøjeblikket.
Inspiration til at arbejde videre med jordemoderprotokoller
En lang række fynske jordemoderprotokoller er digitaliserede og tilgængelige på Rigsarkivets onlinetjeneste Arkivalieronline under Lægedistrikter m.v.
