Dette kildebanksemne handler om de tyske styrker. Til emnet knytter sig ni kilder og dertilhørende spørgsmål. Temaet henvender sig til 7.-9. klassetrin.
De tyske styrker
Danmark tabte krigen mod Preussen og Østrig i 1864. Fredsslutningen i Wien i oktober 1864 betød, at hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg blev fjernet fra det danske rige. I den nordlige del af Slesvig talte en stor del af befolkningen dansk, og de følte sig som danskere. De kom nu under tysk styre. Og de tyske myndigheder forsøgte at få det danske mindretal til at blive tysk. Det lykkedes dog ikke.
Kom i gang med kilderne
Kilde 1: Vær loyal!
Spændingerne mellem de europæiske stormagter voksede op mod 1. Verdenskrig (1914-1918). Det blev vigtigere, at alle borgere i en stat var loyale. De nationale mindretallene blev anset for et problem. Det gjaldt også de dansksindede i Nordslesvig.
I avisen Schleswigsche Grenzepost, som blev udgivet i Haderslev kunne man den 23. aug. 1912 læse:
”Da tyskerne udgør det overvældende flertal i riget, er den tyske nations interesser ensbetydende med statens interesser. Begges interesser kræver de ikke-tyske nationaliteters germanisering*). […]
Nationalstaten må derfor ikke gøre nogen som helst indrømmelser til de nationale mindretal inden for sine grænser. Disse mindretal er nu engang indlemmet i riget og må affinde sig med det. Derfor har de over for staten pligt til at tilpasse sig den politisk og kulturelt. Hvis de sætter sig imod dette, truer de statens opgave.
Bestræbelser og krav, som er typiske for danskerne og polakkerne i det tyske rige, er statsfjendtlige og må derfor ubønhørligt undertrykkes.”
(Kilde: Gottlieb Japsen: Dansk og tysk i Sønderjylland. 1979)
*) Germanisering: mindretallene skulle gøres tyske, dvs. bruge tysk sprog og opgive deres nationale kultur.
Kilde 2: Køller-perioden
Fra 1897 til 1903 var Ernst Matthias von Köller overpræsident for Slesvig-Holsten. Han førte en særdeles hårdhændet politik over for dansksindede. Fx kunne man blive udvist, hvis man deltog i udflugter til Danmark. Hvis man sendte sine børn på efterskole i Danmark, risikerede man at miste forældreretten. Von Köllers forsøg på undertrykkelse af det danske mindretal, vakte så stor forargelse i Europa, at han måtte gå af.
I 1899 fradømte dommer H. Hahn gårdejer Peter Sandvei forældremyndigheden over sønnen Jens. Peter Sandvei havde nægtet at hente sin søn hjem fra en dansk efterskole. Hahn begrundede dommen sådan:
”[…] (disse efterskoler) er udelukkende oprettet med det formål for øje at gøre ungdommen fremmed for deres hjemland Tyskland og vinde den for den danske sag. […] (Det er) til stor skade for fædrelandskærlighed og tilfredshed.
En sådan opdragelse skader derfor i høj grad den opvoksende slægts ædleste interesser […] og må derfor forhindres.
De fædre, som opdrager deres børn på denne måde […] er helt uegnede til at sørge for deres videre opdragelse. […]
De danske skolers gode sider og muligheden for at lære skriftdansk på dem træder helt tilbage for deres ophidsende politiske, sjælsforgiftende indflydelse. I øvrigt kan gode kundskaber og skriftdansk også læres på tyske efterskoler og ved hjælp af tyske lærerkræfter.”
(Kilde: Gottlieb Japsen: Dansk og tysk i Sønderjylland. 1979)
Kilde 3: Det haver så nyligen regnet
Historikeren Johan Ottosen oprettede i 1889 Studenter-Samfundets Sønderjyske Samfund. Foreningen skulle få folk nord for Kongeågrænsen til at støtte de dansk-sindede syd for grænsen.
Ottosen skrev sangen i forbindelse med foreningens besøg i København i 1890.
Det haver så nyligen regnet,
det har stormet og pisket i vor lund.
Frø af ugræs er føget over hegnet,
åg på nakke og lås for vor mund.
Årets løb har sin lov,
der blev lyst i vor skov,
ak, hvor kort, indtil alt er stormens rov.
Det har regnet – men regnen gav grøde,
det har stormet – men stormen gjorde stærk.
Som de tro’de, at skoven alt var øde,
så de vårkraftens spirende værk.
For de gamle, som faldt,
er der ny overalt,
de vil møde, hver gang der bliver kaldt.
Og de tro’de, at hjertebånd kan briste,
og de tro’de, at glemmes kan vor ret!
De skal vide, de aldrig ser de sidste,
de skal vide, at ingen bliver træt.
Thi som årene randt,
sås det: båndene bandt,
kræfter fødtes for kræfterne, som svandt.
De kan spærre med farver og med pæle,
de kan lokke med løfter og med løn, –
fælles sprog giver vore tanker mæle,
fælles vilje gør kampdagen skøn.
Nye stridsmænd skal der,
nye stridsmænd skal her
slutte kreds om den fane, vi har kær.
Ja – det haver så nyligen regnet,
og de træer de drypper endnu,
mangen eg er for uvejret segnet,
men endda er vi frejdige i hu;
viger ej ud af spor,
for vi kender det ord:
Det har slet ingen hast for dem, som tror,
– viger ej ud af spor,
for vi kender det ord:
Det har slet ingen hast for dem, som tror.
– Sigurd Barret
Kilde 4: Nordslesvigsk Skoleforening
De tyske myndigheder i Slesvig-Holsten arbejdede målrettet for at styrke tyskheden og undertrykke danskheden i provinsen.
I 1892 indrykkede en række dansksindede i Nordslesvig en opfordring i aviser.
”Vort modersmål er nu snart fuldstændig fortrængt af den offentlige skole. Vore privatskoler er lukkede, og man forbyder os at lade vore børn undervise i kongerigske skoler. Disse sørgelige skoleforhold må ganske naturligt opfordre alle danske forældre til af al kraft at værne om den rest af dansk, der endnu er tilbage i folkeskolen, til at tage energisk fat på dansk undervisning i hjemmene, og til i så stor udstrækning som muligt at sørge for ungdommens undervisning i dansk, efter at skolepligten er ophørt.
En forening, som kan lede, spore og støtte arbejdet i disse retninger, vil efter vore mening kunne gøre et velsignelsesrigt arbejde og danne et betydningsfuldt led i den nationale forsvarskamp, der er bleven os påtvungen.
Vi indbyde derfor vore meningsfæller til et offentligt møde hos gjæstgiver Aabling i Skærbæk onsdagen den 30. november, efterm. kl. 3 for at rådslå om, henholdsvis oprette en almindelig skoleforening for Nordslesvig.”
(Kilde: Danmarkshistorien.dk)
Kilde 5: Kejserens fødselsdag
Den tyske kejser Wilhelm 2. havde fødselsdag den 27. januar. Den blev markeret i skolen. De dansk-sindedes børn var ikke altid begejstrede.
Peter Beck skrev mange år senere, hvordan han oplevede det.
”Modsætningen mellem dansk og tysk fandtes alle vegne. Ikke mindst i skolen, og drillerierne var utallige. Den 27. januar var kejserens fødselsdag. Vi skulle kun have én time i skole, og degnen fortalte så om kejserens mange gode egenskaber.
Man ønskede, at vi skulle stille i pænere tøj, hvad vi selvfølgelig ikke gjorde. […]
En del år tilbage før min skoletid var der om aftenen før den 27. januar hejst et lille rødt-hvidt lommetørklæde op på flagstangen. Den ene snor var skåret over, så det ikke kunne hejses ned igen. Der blev sendt ilbud til smeden. Han var dansksindet, og mærkelig nok havde han ikke tid til at komme før hen på eftermiddagen.
Eleverne sad så og kiggede stjålent ud ad vinduerne. For at de ikke skulle blive styrket i deres danskhed, blev de ret tætte rullegardiner trukket for, så alle sad i nærmest bælgmørke.”
(Leif Ingvorsen: Det lyder som et eventyr. Sønderjyder fortæller om tiden 1864-1920. Bogan 1995)
Kilde 6: Den tyske Forening
Flere tyske foreninger i Nordslesvig arbejdede for at udbrede tyskheden. En af dem var Den tyske Forening.
Foreningens formand gymnasielærer Reinhold Macke fra Haderslev, beskrev i 1894 de dansksindede sådan:
”Med en sådan modstander er fred umulig. Her gælder det kamp! Kamp uden grusomhed, men også uden hensyn og mildhed. Kamp til den fuldstændige undertvingelse. Der må ikke mere vises imødekommenhed over for en fjende, som gennem 30 år har vist, at han ikke vil lade sig belære. Han ville også i fremtiden blot anse det for holdningsløs svaghed.
Hvad Frederik den Store*) engang sagde om polakkerne, at man ikke måtte gøre dem komplimenter. Det spolerede dem bare – det gælder i endnu højere grad om de herværende, i national henseende underlødige preussiske undersåtter. Sådan tænker vor regering i Slesvig heldigvis også.”
*) Frederik den Store var konge i Preussen (1740-1786)
(Kilde: Hans Schultz Hansen: Sønderjyllands historie 2, efter 1815. Historisk Samfund for Sønderjylland, 2009)
Kilde 7: I tysk skole
Ingeborg Thomsens forældre var dansk-sindede. Hun skrev om sine oplevelser i en tysk skole.
”1897 kom jeg i skole. Naturligvis i tysk skole. For i 1888 var al undervisning i dansk i folkeskolen blevet forbudt. Al privatundervisning i dansk var forbudt. Og det var forbudt at sende skolepligtige børn på skole i Danmark. Lærerne fik den brugsanvisning, at de skulle behandle de dansk-talende børn som døvstumme.
Vi sad som det sømmede sig med foldede hænder, men også med lukket mund, indtil vi efterhånden forstod noget mere af sproget.
Ja, jeg kunne sagtens, for jeg kunne absolut ikke synge, og al vor fortræd kom fra sangtimerne. Vi skulle synge: ”Jeg er en preusser, kender I mine farver, fanen vajer sort og hvid foran mig.” Så var der sommetider en, der vovede det, og ganske lavemælt sang: ”Ich bin kein Preusse.” Det havde min storesøster gjort. Hun blev opdaget, og skulle straks sidde efter en time.”
(Leif Ingvorsen: Det lyder som et eventyr. Sønderjyder fortæller om tiden 1864-1920. Bogan 1995)
Kilde 8: Vandrelærere
Skoleforordningen fra 1888 betød, at al undervisning i Slesvig – bortset fra religion – skulle foregå på tysk. Hvis dansksindede forældre ønskede, at deres børn også lærte dansk, måtte de selv undervise dem. Der var også danske lærere, der underviste børnene privat. De blev kaldt vandrelærere. En af dem var Henriette Gubi.
H. P. Hanssen var leder og organisator af det danske mindretal. I marts 1892 skrev Henriette Gubi et brev til H. P. Hansen, hvor hun fortalte om sine oplevelser som vandrelærer.
”Min første undervisning begyndte bogstavelig ude i Dybbølskanser. Når børnene kom fra skole gik vi sammen derud. Jeg fortalte dem om danmarkshistorie fra før og nu. […]
Onsdag og lørdag eftermiddag kom nogle små slægtninge af børnene og tog del (i undervisningen). Faren er dansk undersåt. Derfor vover han ikke at tage mig ind i huset. […]
Om aftenen fortsattes i hjemmet med Danmarks geografi, lidt undervisning i dansk sproglære, stil og læsning, sang og hvad vil ellers kunne nå. […]
Hvad jeg særligt gælder mig ved er, at der er forældre, der før har stået noget fremmed og afvisende over for sagen, fordi den var ny og udsædvanlig. Og måske også lidt af den grund, at den havde noget i sig af at ”vove noget”, hvis følger man ikke kendte. Nu er de alligevel kommet med.”
(Kilde: Rigsarkivet)
Kilde 9: Sønderborg efter nederlaget
Under krigen i 1864 bombede preusserne Sønderborg. Skolebestyrer Bertha Hahn var 16 år, da det skete. Hun skrev senere, hvordan det var at vende tilbage til Sønderborg efter bombardementet og det danske nederlag.
”Det er svært at vænne sig til den tanke, at vi var under fremmedherredømme. Det var svært at se slesvig-holstenerne, – som de tysk-sindede nu åbent kaldte sig, – at se dem triumfere. En del tvivlsomme vendekåber sluttede sig til dem. Det var smerteligt at føle, hvor megen magt de tilsyneladende havde. […]
Vi forjagede sønderborgere kunne nu vende tilbage. En sørgelig hjemkomst i enhver henseende! Hele den nederste del af byen var én ruindynge, hærget af ild og granater. […]
I oktober blev den endelige fred sluttet, uden mindste formildelse af de hårde kår. Kong Christian (9.) løste sine undersåtter fra deres troskabsed. Der var mange, som græd, da de læste kongens ord. Vi var nu i det ydre skilt fra Danmark. Men aldrig havde vi været Danmark nærmere, end vi var nu. Vi kunne ikke tænke os, at adskillelsen ville blive af lang varighed. Der måtte ske noget – en omvæltning – noget uforudset. Vi måtte blive genforenet med vort fædreland inden længe.”
(Kilde: Bertha Hahn: Minder fra Sønderborg og Als. 1913)
