Kildebankstema om Kalmarunionen

I dette tema kan du finde kilder til Kalmarunionen. Unionen var et fællesskab, mellem de tre kongeriger Danmark, Norge og Sverige. På det svenske slot Kalmar blev Erik af Pommern, der i forvejen var valgt og hyldet som konge i Danmark, Norge og Sverige, kronet som fællesnordisk konge. Nedenfor kan du finde kilder til kroningen, unionen og en af hovedpersonerne bag unionen; dronning Margrete 1.

Kom i gang med kilderne

Kilde 1: Dronningen der vandt over en konge

I 1397 blev nogle af de mest magtfulde mænd i Sverige uvenner med deres konge.

I 1387 blev en række af de mest magtfulde mænd i Sverige uvenner med den svenske konge, som hed Albrecht 3. På det tidspunkt blev Danmark styret af dronning Margrete 1, som regerede over Danmark og Norge. De svenske stormænd bad Margrete om at finde en ny konge til den svenske trone.

Stormændene afsatte Albrecht som konge. De besluttede også, at Margrete måtte styre Sverige, indtil hun havde fundet en mandlig arving, der kunne blive konge.

Albrecht ville dog ikke finde sig i at blive fyret som konge. Han gik i krig mod Margrete, der havde samlet en stor svensk-dansk-norsk hær. Margretes hær vandt, og Albrecht og hans søn blev taget til fange i 1389. Albrecht var fange hos Margrete i 7 år indtil 1396. Her lavede de en aftale om, at Margrete fik magten over hele Sverige og til gengæld blev Albrecht sluppet fri. Albrecht måtte love, at han aldrig mere ville prøve at blive konge i Sverige igen.

Kildebillederne nedenfor forestiller Margrete og Albrecht.

Kilde a)

”…så snart der tilbød sig en lejlighed, gik Valdemar over sundet og tog først den stærke Helsingborg med det stærke tårn, Kærnen, som endnu står; herfra erobrede han så det gamle danske land. Hele folket – fra begge sider af sundet – stod med ham i denne kamp. Han var dygtig og hurtig som krigsherre. Magnus Eriksson havde han narret. Men Danmark havde han samlet; nu var det atter et rige….”

Kildeteksten er et bearbejdet uddrag af: Nikoline N. Helms: De danske og deres Broderfolk. Bog for større Børn i Skole og Hjem”, 1913.

Kildebilledet er lånt fra Wikimedia Commons.

Kilde b)

Kilde 2 er en tegning fra omkring år 1800. Tegningen forestiller dronning Margrete 1 og Albrecht. Det fortælles om Margrete, at hun fik syet en hat med en lang hale til Albrecht, for at håne ham. Det er måske den situation, som kunstneren har forestillet sig.

Kilde 1 er en tegning fra 1589, der forestiller Dronning Margrethe I. Kilden er lånt fra Det Kongelige Bibliotek. Illumineret Kongerække, 1589. Gl. kgl. Saml. 812 8, Det Kongelige Bibliotek

Kilde 2 er et kobberstik (en slags trykt tegning) af kunstneren Meno Haas, der levede fra 1752-1833. Meno Haas var tysker men voksede op og arbejde i mange år i Danmark. Kilden er lånt fra Det Kongelige bibliotek, Billedsamlingen.

Kilde 2: Kroningen af kong Erik

I 1397 mødtes en række vigtige personer fra Danmark, Norge og Sverige på et slot i Sverige. Det gjorde de, fordi de ønskede at danne en union, et fællesskab, mellem de tre kongeriger.

I unionen skulle der kun være én konge, der regerede over de tre riger. Det svenske slot, hvor de lavede aftalen, hedder Kalmar slot, og derfor kaldes unionen for Kalmarunionen.

Det var dronning Margrete 1., der havde indkaldt til mødet i Kalmar. Margrete ville nemlig gerne have, at hendes adoptivsøn Erik skulle være konge over alle tre riger. Stormænd, biskopper og præster som mødtes i Kalmar blev enige om at vælge Erik som fælles konge over alle tre riger. Erik blev derfor kronet til konge i sommeren 1397. Erik var 15 år gammel, da han blev konge over alle tre riger.

Kilde a)

Kildebilledet nedenfor er en tegning fra 1898. Tegning hedder ”Erik af Pommerns Kroning”. Tegneren har forestillet sig, hvordan det kunne have set ud dengang, da Erik blev kronet.

Kilden er en beskåret udgave af en tegning fra 1898 af Rasmus Christiansen. Kilde: Dansk Skolemuseum og Au Library Campus Emdrup. Billedet er lånt fra Wikimedia Commons.

Kilde 3: Kong Eriks kroningsbrev

De Danmark, Norge og Sverige blev enige om at vælge én konge, Erik, som konge over alle tre riger, blev der lavet et brev om aftalen.

I 1397 mødtes en række vigtige personer fra Danmark, Norge og Sverige på et slot i Sverige. Det gjorde de, fordi de ønskede at danne en union, et fællesskab, mellem de tre kongeriger. I unionen skulle der kun være én konge, der regerede over de tre riger. Det svenske slot som de samledes på hed Kalmar slot, og derfor kaldes unionen for Kalmarunionen.

Det var dronning Margrete 1., der havde indkaldt til mødet i Kalmar. Margrete ville nemlig gerne have, at hendes adoptivsøn Erik skulle være konger over alle tre riger. Dengang i Middelalderen gik kongemagten ikke i arv i Danmark og Sverige, så når en konge døde eller blev fyret, så skulle man vælge en ny. Det var rigsrådet, de vigtigste mænd i landet efter kongen, der skulle vælge en konge. Til gengæld skulle kongen underskrive en aftale, kaldet en håndfæstning. I håndfæstningen lovede kongen at være en god konge. Til gengæld lovede adelen så at støtte kongen.

På mødet i Kalmar blev de enige om, at de gerne ville have Erik som fælles konge over alle tre riger, og han blev kronettil konge. Der blev lavet et kroningsbrev, som blev underskrevet d. 13. juli 1397. Brevet er skrevet på pergamentog 67 af de vigtige personer, som var med til at vælge Erik som konge, har sat deres segl under dokumentet.

Når der står “…” betyder det, at en del af den oprindelige tekst er udeladt.

Anskuelsesbilledet er tegnet af Rasmus Christian, 1891. Rigsarkivet på Flickr.

Kildetekst

…
Nu hvor vores kæreste herre, kong Erik, har været i alle disse tre kongeriger, Danmark, Sverige og Norge, og tidligere i hvert især af dem med Guds nåde er blevet modtaget og med kærlighed, god vilje og godkendelse fra alle disse tre rigers indbyggere, er valgt til vores og alle disse tre kongerigers rette herre og konge, af både biskopper, og andre gejstlige, ridderskabet og det menige folk og eftersom det således er sket i Guds navn, så har alle vi … på alle disse tre rigers vegne nu her i Kalmar været til stede og fuldført fornævnte vor herre, kong Eriks kroning … .

Derfor vil vi alle i disse tre riger over for førnævnte vor herre gøre alt det med troskab og kærlighed, som vi bør gøre over for vor rette herre og kronede konge, og han bør gøre over for os, hvad han bør gøre. ….

Gud belønne vor kære frue, dronning Margrete, for alt godt. Hun har behandlet os og stået i spidsen for disse tre kongeriger, sådan at alle vi, der bor i disse riger, ikke beskylder hende for noget, men ønsker at Gud må give hende himmerige, til gengæld for som hun har behandlet os, og vi takker hende gerne for alt godt … .

Til større sikkerhed for alle disse punkter og artikler har alle vi med vor vilje og vort vidende ladet vore segl hænge under dette brev, som er givet og skrevet i Kalmar år 1397 (den 13. juli). ”

Kildebilleder

Kilden ovenfor er et uddrag af kroningsdokument. Uddraget er blevet pædagogisk bearbejdet og lettere omskrevet. Se et afskrift af unionsdokumentet i sin fulde længde her: danmarkshistorien.dk

Kildebillederne er lånt fra henholdsvis Rigsarkivet og Wikimedia Commons.

Kilde 4: Unionsbrevet

Her ses et billede af den aftale, der skulle bestemme hvordan de tre riger skulle styres af én fælles konge, Erik af Pommern.

I 1397 mødtes en række vigtige personer fra Danmark, Norge og Sverige på et slot i Sverige. Det gjorde de, fordi de ønskede at danne en union, et fællesskab, mellem de tre kongeriger. I unionen skulle der kun være én konge, der regerede over de tre kongeriger. Det svenske slot som de samledes på hed Kalmar slot, og derfor kaldes unionen for Kalmarunionen.

Det var dronning Margrete 1., der havde indkaldt til mødet i Kalmar. Hendes adoptivsøn Erik, var nemlig blevet valgt til konge over alle tre kongeriger. På mødet skulle de tre rigers mest magtfulde mænd bestemme, hvordan unionen skulle fungere i fremtiden. Et af de vigtige spørgsmål var hvordan de tre riger skulle vælge én fælles konge efter den første unionskonge, Eriks, død.

I bundet af brevet, der er skrevet på papir, er der nogle få af de personer, der var med til mødet, der har sat deres segl. Kildeteksten nedenfor er et bearbejdet uddrag af det Unionsbrevet.

Når der står “…” betyder det, at en del af den oprindelige tekst er udeladt.

Kildetekst

“Alle disse tre riger, har valgt vor fornemme og værdige fyrste kong Erik til en ret herre og konge over alle disse tre riger, og kronet ham i Faderen, Sønnen, og Helligåndens navn kronet ham her i Kalmar med alle rigets gode mænds godkendelse og råd …. Da blev her på førnævnte tid og sted med vores nådige herre kong Eriks og vor nådige frue dronning Margretes råd og godkendelse, også med enig godkendelse af alle disse tre kongerigers rigsråd og mænd, forhandlet og indgået en evig og ubrydelig enighed, fred og forbundspagt på den måde, som her følger:

1. For det første skal disse tre riger nu have denne konge, som er kong Erik, i hans levetid, og senere skal disse tre riger til evig tid have en konge, og ikke flere, over alle tre riger, sådan at rigerne aldrig mere adskilles, om Gud det vil. Senere når denne konge er død, skal der over alle tre riger vælges og tages en konge, og ikke flere, og herefter skal det ene rige ikke tage eller vælge en konge, uden at alle tre riger er enige om det.

2. Alle tre kongeriger skal være og forblive i enighed og kærlighed, således at det ene ikke skal skille sig fra det andet på grund af nogen uenighed eller adskillelse, men hvad der sker det ene, enten ved krig eller ved udenlandske mænds angreb, det skal gælde dem alle tre, og de skal hjælpe hinanden med al troskab og magt.

3. Herefter skal kongen i Danmark styre sit rige, sine borge og slotte og love, på den måde som der er lov og ret, og kongen har ret til og bør gøre, og på samme måde i Sverige og i Norge, efter deres lov og ret…). Og ingen lov eller ret skal føres ud af det ene rige og ind i det andet, når den ikke før har været lov og ret der, men kongen og hvert rige skal forblive ved sin egen lov og ret, således som det før er sagt, og hvert bør forblive.

4. Skulle det ske, at et af disse riger – hvilket det end kan være – bliver angrebet, da skal de andre to riger med magt og al troskab, komme det rige til hjælp og forsvar.”

Kildebillede

Unionsdokumentet.

Kilden ovenfor er et uddrag af unionsbrevet. Uddraget er blevet pædagogisk bearbejdet og lettere omskrevet. Se et afskrift af unionsdokumentet, som findes på Rigsarkivet, i sin fulde længde her: danmarkshistorien.dk

Kildebilledet er lånt fra Wikimedia Commons.

Kilde 5: Margretes gode råd til kong Erik

Erik var kun 7 år da han blev sendt til Danmark. Indtil Erik blev voksen, var det hans adoptivmor, dronning Margrete I, der bestemte.

Da Erik blev valgt til at skulle være konge over Norge og Danmark, blev han hentet til Danmark. Her skulle han bo og lære at blive en god konge, når han blev voksen. Erik var kun 7 år da han blev sendt til Danmark. Indtil Erik blev voksen, var det hans adoptivmor, dronning Margrete 1., der styrede og bestemte over landet. Hun var nemlig blevet valgt til at være ”Danmarks riges formynder” – altså den som bestemte og gjorde kongens arbejde for ham, indtil han blev voksen.

I 1405 var Erik på en rejse i Norge. Med sig på rejsen havde han en lang liste med gode råd fra Margrete, selvom han var blevet 23 år og var konge over både Danmark, Norge og Sverige. Kildeteksten nedenfor er et uddrag af det brev, som Margrete sendte til Erik.

Som det ses fortalte Margrete Erik, hvad han skulle gøre, hvis der kom nogle personer og bad om hjælp eller prøvede at få en god aftale med kongen, mens hun var væk:

Når der står “…” betyder det, at en del af den oprindelige tekst er udeladt.

Kildetekst

”[hvis nogle beder om noget]…skal du vente med det, så lang tid du kan. Hvis de vil vide din mening, må du udskyde det til jeg kommer, og sige til dem: at du venter mig snart, og at så snart jeg kommer, vil du gerne gøre det, hvis jeg tillader det. Men du kan ikke gøre noget før jeg kommer, for jeg ved mere derom end du.”

Kildeteksten er et bearbejdet uddrag af en bevaret tekst fra 1405. Uddraget er lånt fra “Historiens heltinder: 3000 års kvindehistorie” af Liv Thomsen.

Kilde 6: Svenskerne var utilfredse med kong Erik

Kalmarunionen mellem Danmark, Norge og Sverige fungerede godt, så længe Margrete levede. Men med tiden blev især svenskerne mere og mere utilfredse med Erik og unionen.

Blandt de svenske stormændvar der dog mange, som var vrede over, at Margrete og Erik lod udenlandske stormænd få magt i Sverige. Men så længe at Margrete levede, var der ingen, der turde gå imod dronningen.

Da Margrete døde i 1412 blev forholdet mellem Erik og de svenske stormænd dårligere og dårligere. De fleste af de kongelige slotte var bestyret af danskere eller tyskere i stedet for svenskere. Samtidig var stormændene trætte af, at Erik var i krig i over 20 år med grever i Tyskland. For at få råd til at gå i krig, krævede han mere og mere ind i skat af svenskerne. Og da det til sidst også begyndte at gå ud over den svenske handel med kobber og jern, var grænsen nået.

I området Dalarna, der ligger i Midtsverige, var der miner, hvor en stor del af det svenske kobber og jern kom fra. I det område var der danske slotsfogeder, der behandlede de svenske bønder meget dårligt, og det var der, oprøret mod kong Erik begyndte. Oprøret blev ledet af svenskeren Engelbrekt Engelbrektsson.

I kildeteksten nedenfor fortæller den svenske historiker, Carl Grimberg, om oprøret mod kong Erik i Dalarna. Kildeteksten er et oversat uddrag af en af Grimbergs historiebøger i bogserien ”Det svenske folks vidunderlige skæbne”. Bøgerne blev udgivet i 1930´erne, og blev voldsomt populære. I mange år blev svenske børn og unge undervist i svensk historie i Grimbergs bøger i folkeskolen.

Når der står “…” betyder det, at en del af den oprindelige tekst er udeladt.

Kildetekst

(Om kong Erik)
Værst af alt var imidlertid Eriks måde at regere over det svenske rige. Margrete havde vist, at hun følte sig dansk; Det var slemt nok. Men Erik var tysk og blev set som sådan; det var farligere….. I sidste ende herskede danskere og tyskere over næsten alle kronens større slotte. …. Stormændene led. Men de, der handlede, var de svenske bønder.

I godt tyve år havde Erik styret Sverige gennem udenlandske fogeder. Svensken er tålmodig. Men nu var det for groft. Den som kom up til Dalarnas bjerge, så snart, at noget usædvanligt var på færde. På folkerige pladser var minearbejdere og bønder samlede til møder, kraftige og hærdede væsner, vant til at svede og bryde bjergenes skatte uden at klage. Men de fleste ansigter vidnede om hård nød, alle om langvarige, tærende bekymringer. ”Kongen”, hørte man blive sagt, ”hvad har vi set fra ham? Jo skatter og atter skatter, sådan at mange af os nu må betale tyve gange så meget som vi plejede. Og det bare for at han skal holde på med krig, som slet ikke angår os her i Sverige. Har vi bønder ikke måtte lade alt, hvad vi høster, gå til skatterne, så vi knapt har mad til vinteren.”

…

(Om Engelbrekt)
Dalkarlenes lykke var, at de fik en dygtig leder i frelseren Engelbrekt Engelbrektsson, en minearbejder fra distriktet Kopparbeget af en velset og respekteret familie, som stammede fra Tyskland. Til ham vendte dalarmændene sig i deres nød. Det harmede ham at se svenske mænd og kvinder blive behandlet dårligt, og han påtog sig at rejse til kongen i Danmark for at skaffe retfærdighed.

….

Engelbrekt fortsatte befrielsesrejse gennem Gøtaland og inden for fire måneder blev hele landet ryddet. Der er et ordsprog, at under denne frigørelseskrig havde ingen svenskere mistet så meget son en hønes værdi. Så god havde ordenen været i de store bondeoprørshære. En vidunderlig begivenhed var dette almueoprør. Under ledelse af en mand, hvis tidligere virksomhed var fuldstændig ukendt, men nu som et slag stod frem som en statsmand og kriger, udbryder et folkeoprør…. En vidunderlig lykke fulgte denne mand overalt….”

Kilden er et pædagogisk bearbejdet og frit oversat uddrag af: Carl Grimbergs: Svenske folkets underbare öden – ”Det svenske folks vidunderlige skæbne”, 1939. s. 439-440.

Kilde 7: Oprør mod kong Erik og Unionen

Det var ikke alle i Kalmarunionen, som var lige tilfredse med Erik af Pommern som konge. Det endte med at svenskerne gjorde oprør mod kongen.

De svenske stormænd var blandt andet vrede over, at udenlandske stormænd fik lov at bestemme i Sverige. De fleste af de kongelige slotte bestyret af danske eller tyske adelsmænd i stedet for svenskere. Samtidig var stormændene trætte af, at Erik var i krig i over 20 år med grever i Tyskland. For at få råd til at gå i krig, krævede han mere og mere ind i skat af svenskerne. Og da det til sidst også begyndte at gå ud over den svenske handel med kobber og jern, var grænsen nået.

I området Dalarna, der ligger i Midtsverige, var der miner, hvor en stor del af det svenske kobber og jern kom fra. I det områder var der nogle danske fogeder, om Erik havde ansat til at holde orden med slottene. Disse opførte sig meget hårdhændet overfor de svenske bønder i området, og det var her oprøret mod kong Erik begyndte. Oprøret blev ledet af svenskeren Engelbrekt Engelbrektsson.

Oprøret mod kong Erik startede, da en række stormænd og bønder brændte en fogeden Jösse Erikssons gård af. Fogeden var kendt for at pine og plage de svenske bønder i området.

Kildeteksten er et uddrag, der fortæller om fogenden. Teksten er en del af en historie om Engelbrekt Engelbrektsson. Historien, kaldet krøniken, blev bestilt af en mand ved navn Karl Knutsson. Karl Knutsson levede på samme tid som Engelbrekt, og arbejde sammen med ham i oprøret mod kong Erik. Krøniken kan tegner et idealbillede af Engelbrekt, som en helt, der var med til at befri det svenske folk fra kong Erik. Karl Knutsson ville nemlig gerne have, at det svenske folk vidste, at han også var med til at gøre oprør mod Erik og unionen. Derfor bestilte han en krønike om sig selv og Engelbrekt, hvor de var heltene i historien.

Kildetekst

”De fattige bønder, i Dalarne bo,
deres foged gav dem så mange problemer
han lod dem lide svære plager
og grinede ad dem, når de blev pint.
Han lod bønderne hænge op i røg
så meget lod han dem lide.
Deres kvinder plagede han på denne måde:
de blev spændt for hølæs, som de skulle trække.
det krævede så store anstrengelser af dem,
at de gravide straks fødte deres børn, som var døde.
Meget mere uret gjorde han imod dem…..”

Kilden er oversat fra svensk til dansk og er lettere pædagogisk bearbejdet. Den oprindelige rimkrønike blev inkorporeret i Engelbrektskrøniken i Karlskrøniken. Ovenstående kilde er en oversættelse fra svensk til dansk af Engelbrektskrøniken, som er gengivet i Carl Grimbergs bog: ”Svenska Folkets underbara öden”.

Kildebilledet er lånt fra Wikimedia Commons.

Kilde 8: Svenskerne fyrede Erik som konge

Det svenske oprør mod kong Erik førte til, at det svenske rigsråd sendte en fyreseddel til kongen.

Kildeteksten nedenfor er det svenske rigsråds fyreseddel til kong Erik af Pommern, 16. august 1434. Brevet blev underskrevet af 19 rigsråder, både biskopper og riddere.

Kildeteksten er en bearbejdet udgave af originalteksten.

Når der står “…” betyder det, at en del af den oprindelige tekst er udeladt.

“Jeres værdige nåde, kong Erik af Danmark, vi gør nu dette offentligt kendt:

Da vi (rigsrådet), var samlet for at finde en god løsning på dette (oprøret), angreb Engelbrekt os overraskende med stor magt og tog os til fange. Han tvang os med krigerisk hånd til at holde med ham og almuen og at forsvare vort riges land og ret for alle de urimelige skatter, mange pligter og forkerte handlinger, som de (kongen) og flere på deres vegne har gjort i lang tid, da vi ikke vil miste vores liv, gods og ære.

Vi er nu alle sammen med hele Sveriges almue og især med hensyn til deres forkerte handlinger nødt til at opsige dem (kongen) den tjeneste, det råd og troskab, som vi har lovet og svoret. De skal ikke herefter håbe eller tro, at nogen af os er til deres tjeneste, råd eller mandskab på nogen måde, da de ikke selv har holdt deres ed…”

Kilden er et bearbejdet uddrag af en den tekst. Kilden er lånt fra: Kalmarunionen, Michael Linton, 1974, Gyldendal, København, s. 38

Kildebilledet er lånt fra Wikimedia Commons.