Dette kildebanksemne handler om lov, konge og Gud. Til emnet knytter sig 10 kilder og dertilhørende spørgsmål. Temaet henvender sig til 4.-6. klassetrin.
Lov, konge og Gud
En lov er en regel for, hvad der er forbudt eller lovligt i et samfund. Hvis man bryder en lov, skal man straffes. Der har sikkert altid eksisteret love, men før ca. år 1200 var de ikke skrevet ned i Danmark. Lovene var noget, man huskede, og de byggede på gamle traditioner. Omkring år 1200 begyndte kongen at skrive lovene ned. Han blev støttet af præsterne og biskopperne. Til gengæld for støtten blev mange af lovene lavet, så de passede til kirkens lære. I dette tema kan du læse om forbrydelse og straf i middelalderen. Du kan læse om, hvordan man straffede forbrydere, og om hvordan man kunne bevise sin uskyld i en retssag.
Kom i gang med kilderne
Kilde 1: De tre landskabslove
I dag gælder lovene i hele Danmark, men fra 1200-tallet til 1683 var landet delt i tre dele, der havde forskellige love.
I 1200-tallet fik kongen lovene skrevet ned, men i lang tid var loven ikke den samme alle steder. Man havde tre såkaldte landskabslove. Det hed de, fordi de gjaldt for et bestemt landskab eller landområde. Skånske Lov og Sjællandske Lov blev skrevet ned omkring år 1200. Jyske Lov blev lavet i 1241. På kortet kan du se, hvor lovene gjaldt.
Reference: Kort over danske landskabslove. Wikimedia Commons. Redigeret af Historielab. CC BY-SA 4.0
Kilde 2: Landstingene
I middelalderen var det danske rige opdelt i 13 områder. De havde hver deres landsting.
På landstingene lavede man oprindeligt lovene for området. I løbet af middelalderen blev det mere og mere kongen, der bestemte lovene. Landstinget var også en domstol, hvor man dømte i retssager. Det blev landstingene ved med at være i hele middelalderen. Alle frie mænd kunne komme og deltage i tinget. Det vil sige, at kvinder, børn og fæstebønder ikke kunne deltage.
Kilde 1: I 1120 skrev munken Ælnoth om landstinget i Viborg. Viborg Landsting var et af de tre vigtigste landsting sammen med landstingene i Lund (Skåne) og Ringsted (Sjælland).
Kilde 2: kort over landstingene i det danske rige i middelalderen.
Kilde 1
Der er omtrent midt i Jylland et meget berømt sted. Dér samles med mellemrum mange mennesker fra hele Jylland. Dels drøfter de fælles anliggender. Dels drøfter de, om lovene er retfærdige, og om de stadig skal gælde. Desuden aftaler de at overholde de love, som stadig er gyldige. Og hvad der er blevet besluttet i enighed af den forsamlede mængde, kan ikke ustraffet sættes ud af kraft i nogen egn af Jylland.
Kilde 2
Referencer:
Kilde 1: Kilden er et pædagogisk bearbejdet uddrag af Hans Olrik (1894): Danske helgeners levned, Selskabet til historiske kilders oversættelse.
Kilde 2: Kort over landstingene i det danske rige i middelalderen. Wikimedia Commons. CC BY-SA 4.0.
Kilde 3: Herredstinget
I middelalderen var landet inddelt i omkring 200 herreder. Hvert herred havde et ting. På Herredstinget afgjorde man lokale stridigheder og dømte i retssager.
Kilde 1: I Sjællandske Lov fra begyndelsen af 1200-tallet kan man læse om herredstinget.
Kilde 2: Kort over herreder i det danske rige. Farvelægningen i Jylland viser de 14 sysler, som Jylland var inddelt i indtil 1500-tallet.
Kilde 1
Der kræves tre betingelser for et ting: stedet, tiden og folket.
Stedet har kongen fastsat. Alle i herredet har godkendt det. Tinget må ikke flyttes et andet sted hen, uden at alle herreds-mændene ønsker det, og kongen har godkendt det.
Tiden[1] er deres lovlige tingdag, som de har haft den fra Arilds tid[2]. Tinget må ikke bestå af mindre end tolv mænd.
Slår en mand en anden på tinget eller sårer eller skubber ham, da skal han bøde 40 mark til offeret og 40 mark til kongen.
Kilde 2
Referencer:
Kilde 1: Kilden er et pædagogisk bearbejdet citat fra Paul G. Ørberg (red.) (1962): Fra jernbryd til retsplejelov, J.H. Schultz Forlag.
Kilde 2: Kort over de danske herreder. Fra Johannes Steenstrup, m.fl. (1896-1907): Danmarks Riges Historie, Nordisk Forlag. Hentet fra Wikimedia Commons.
[1] (Ordforklaring) Herredstinget blev typisk holdt hver 8. dag.
[2] (Ordforklaring) Arilds tid er en måde at sige: altid.
Kilde 4: Det er kongen, der straffer
I Jyske lov skrev Kong Valdemar Sejr, hvorfor man skulle have love, og hvem der skulle sikre, at de blev overholdt.
Omkring år 1200 blev kongen mere magtfuld. Tidligere var kongen den stærkeste blandt mange høvdinge i landet, men nu fik han mere magt over lovene. Kongen ville gerne have, at det kun var ham og hans mænd, der havde ret til at bruge fysisk magt. Tidligere var det almindeligt, at man selv eller ens slægt hævnede sig, hvis man var blevet udsat for en forbrydelse. Men nu ville kongen afskaffe den gamle skik med at hævne sig. Biskopperne, som var kirkens ledere, var enige og støttede kongen i, at der skulle nedskrives nogle nye love.
Kildeteksten er begyndelsen af Jyske Lov. Det var her kongen, Valdemar Sejr, skrev om formålet med loven. Jyske lov blev udstedt i 1241 og gjaldt for Jylland og Fyn. Nogle år tidligere var der blevet lavet en lov for Sjælland og en for Skåne, Halland og Blekinge, som dengang var en del af det danske rige.
Kilde
Hvis der ikke var lov i landet, da havde den mest, som kunne tage mest til sig selv. Derfor skal loven laves til alles bedste, sådan hæderlige, fredelige og uskyldige mennesker kan være i fred. Mens uretfærdige og onde folk kan frygte for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør gøre det onde, de har tænkt sig.
Det er kongen og landets høvdinges opgave at overvåge domme. De skal sikre retfærdighed og hjælpe dem, der tvinges med uret, for eksempel enker, børn, pilgrimme, udlændinge og fattige. Det er dem, der oftest oplever uret. De skal ikke lade dårlige mennesker leve i sit land. Når kongen straffer og dræber forbrydere, da er han Guds tjener og landets beskytter.
Reference
Kilden er et pædagogisk bearbejdet uddrag af N.M Petersen (red.) (1850): Valdemar den Andens Jyske Lov, Det Nordiske Litteratur-samfund.
Kilde 5: Straffen for drab
I denne kilde kan du læse om straffen for at slå en anden ihjel i middelalderen.
I 1200-tallet begyndte kongerne i Danmark at skrive lovene ned. Mange af lovene stammer fra tidligere tider. Men kongen – og kirken støttede kongen – ville gerne gøre lovene mere moderne. Tidligere var det op til den enkelte at tage hævn, hvis han eller hans slægt, var blevet udsat for en forbrydelse. Det kunne udvikle sig til slægtsfejder, hvor forskellige slægter blev ved med at hævne sig på hinanden. Nu ville kongen gøre op med hævn og fejder. Det skulle være den enkelte gerningsmand, der var ansvarlig for forbrydelsen. Man blandede godt nok ikke slægten helt uden om. Det kan man fx se i kildeteksten.
Kilden er en del af kong Erik Klippings forordning fra 1283. En forordning, var en lov, der gjaldt for hele landet. I forordningen, bestemmer Erik Klipping, hvad straffen skal være for drab.
Kilde
Den, som slår en anden ihjel, skal give den dræbtes familie bod[1] i jord eller i penge. Drabsmandens familie skal ikke tvinges af kongen til at betale mandebod[2] sammen med drabsmændene, med mindre disse flygter som fredløse[3]. … Det er ikke tilladt nogen af den dræbtes slægt at tage hævn over drabsmandens slægt, så længe drabsmanden lever; den der gør det, skal straffes, som dræbte en sagesløs mand.
Hvis nogen slår en mand ihjel i hans eget hus eller i kirken, da er det orbodemål[4]. Orbodemål betyder, at drabsmanden ikke kan få lov at give bod, før den dræbtes familie går i forbøn[5] for ham.
Reference
Kilden er et pædagogisk bearbejdet uddrag af C.F. Wegener (red.) (1871-1875): Aarsberetninger fra det kongelige geheimearchiv, bind 5, s. 18, C.A. Reitzel.
[1] (Ordforklaring) At give bod betyder, at man skal betale en bøde til offerets familie.
[2] (Ordforklaring) Mandeboden var det beløb, man skulle betale for at dræbe en mand. I Jyske lov fra 1241 var mandeboden tre gange 18 mark. Det var mange penge. Fx kunne man købe en okse for omkring en mark.
[3] (Ordforklaring) Hvis man flygtede uden at stille op til rettergang, blev man dømt fredløs. Det vil sige, at man ikke var beskyttet af loven. Og alle kunne slå en fredløs ihjel, uden at blive straffet for det.
[4] (Ordforklaring) Orbodemål betyder u-bødemål. Det vil sige forbrydelse, der kunne straffes med bøder. I stedet blev gerningsmanden dømt fredløs. Det vil sige, at gerningsmanden ikke blev beskyttet af loven. Og alle kunne slå ham ihjel, uden at blive straffet for det.
[5] (Ordforklaring) Forbøn betyder her, at den dræbtes familie sagde, at de ville modtage en bøde fra gerningsmanden. Til gengæld var gerningsmanden ikke længere fredløs.
Kilde 6: Straffen for vold
I denne kilde kan man læse, hvordan man skulle straffe en mand, der begik vold mod en anden.
I middelalderen var vold meget mere udbredt, end det er i dag. For mange var det en del af hverdagen, og det var fx almindeligt og lovligt at bruge, når man skulle opdrage sine børn. Men det betød ikke, at man bare kunne gå rundt og slå på folk, uden at det skulle straffes. I vikingetiden var det ens eget ansvar at hævne sig, hvis man blev udsat for ulovlig vold. Men i de love, der blev skrevet ned i 1200-tallet, kan man se, at der nu blev sat faste straffe for vold.
Kildeteksten er et uddrag af Jyske Lov, som Valdemar Sejr lavede i 1241. Loven gjaldt for Jylland og Fyn. Nogle år tidligere var der blevet lavet en lov for Sjælland og en for Skåne, Halland og Blekinge, som dengang var en del af det danske rige.
Kilde
Afhugger en mand en anden mands tunge eller næse eller begge øjne eller begge hænder eller begge fødder eller det redskab, der hænger i bukserne, da skal der for hver af disse bødes fuld mandebod[1]. Men mister en mand et øje eller en hånd eller en fod, skal der for hver af disse bødes halv mandebod. Men mister en mand sit øre, da skal der bødes fjerdedels mandebod, da det kan dækkes med hue eller hår.
…
For slag med stok, slag med sten, spark, slag med knytnæve, greb i håret og skub i jorden, skal den sagsøgte enten betale seks mark eller bevise sin uskyld ved kønsnævn[2]. Men bliver en mand så hårdt ramt, at han ikke kan flytte sig selv fra stedet, men skal køres eller bæres derfra … da skal gerningsmanden betale offerets kost og betale behandling af læge samt desuden betale tolv mark i bøde.
Reference:
Kilden er et pædagogisk bearbejdet uddrag af N.M Petersen (red.) (1850): Valdemar den Andens Jyske Lov, Det Nordiske Litteratur-samfund.
[1] (Ordforklaring) Mandeboden var det beløb, man skulle betale for at dræbe en mand. I Jyske lov fra 1241 var mandeboden tre gange 18 mark. Det var mange penge. Fx kunne man købe en okse for omkring en mark.
[2] (Ordforklaring) Kønsnævn var en særlig måde at føre bevis på. Faktisk skulle man ikke bevise, at noget var sket eller ikke sket. Man skulle sværge på, at det man sagde var rigtigt. Derefter skulle man få 12 andre til at sværge, at man var en hæderlig mand, hvis ord man kunne tro på.
Kilde 7: Straffen for tyveri og ran
I dag er der stor forskel på, hvordan man straffer tyveri og røveri. Det var der også i middelalderen, men der er alligevel forskel på dengang og i dag.
I 1241 udgav kong Valdemar Sejr Jyske Lov, der gjaldt for Jylland og Fyn. Nogle år tidligere var der blevet lavet en lov for Sjælland og en for Skåne, Halland og Blekinge, som dengang var en del af det danske rige. I Jyske Lov kan man læse, hvad der skulle være straffen for tyveri og for ran. Tyveri var når man stjal noget uden, at ejermanden opdagede det. Ran var lige som røveri. Det vil sige, når man tager noget åbenlyst, mens ejeren ser på det. I middelalderen syntes man, at det var mere uærligt at stjæle i det skjulte. Desuden regnede man også med, at tyven var for fattig til at betale bøder. Derimod regnede man med, at en ransmand var mere magtfuld og kunne betale erstatning.
Kilde
Har tyven stålet for en værdi af en halv mark[1] eller mere, da kan ombudsmanden[2] hænge ham uden dom. Han hænger ham for rettens og kongens magts skyld og ikke af hævn. Men bonden må ikke må ikke selv hænge sin tyv, fordi så gør han det af hævn. Selvom der er handlet ilde imod ham, må han ikke selv straffe tyven.
Den mand, der bliver dømt for ran[3] skal betale til bonden, der anklager ham: det han har dømt for at tage og desuden tre mark og det samme til kongen.
Reference
Kilden er et pædagogisk bearbejdet uddrag af N.M Petersen (red.) (1850): Valdemar den Andens Jyske Lov, Det Nordiske Litteratur-samfund.
[1] (Ordforklaring) Mark er en møntfod, ligesom vi har kroner i dag. Det er svært at sammenligne en marks værdi med vores penge i dag. Men fx kostede en okse omkring en mark.
[2] (Ordforklaring) Kongen havde ombudsmænd til at hjælpe sig med at styre landet. De boede rundt om i landet på kongens borge og slotte. De sørgede for at lovene blev overholdt, og at straffene blev ført ud i livet.
[3] (Ordforklaring) Ran var lige som røveri. Det vil sige, når man tager noget åbenlyst, mens ejeren ser på det.
Kilde 8: Gud var med i retssagen
I middelalderen mente man, at man kunne få hjælp af Gud til at afgøre sagerne.
Der var forskellige måder, man kunne bruge Gud til at hjælpe med at afgøre retssager. I den tidlige middelalder og måske også i vikingetiden brugte man jernbyrd. Hvis man kunne holde glødende jern i hånden uden, at man tog skade, var det et tegn fra Gud om, at man talte sandt. Men omkring i år 1215 forbød paven at bruge jernbyrd som bevis.
Denne kilde er en lov, som kong Valdemar Sejr lavede efter Pavens beslutning. Kongen indførte en ny måde at bruge Gud på i retssager. Man udvalgte et antal mænd, som skulle sværge på, om den anklagede var skyldig eller ej, men mændene behøvede ikke at kende sagen. De sværgede på, hvem de mente havde ret. Og det var en alvorlig sag for det var en forbrydelse mod Gud, hvis man sværgede falsk.
Kilde
Paven har forbudt alle kristne mennesker jernbyrd[1]. […] Derfor har vi med de bedste mænds råd undersøgt, hvilket bevismiddel vi kunne sætte i stedet for jernbyrd. Efter gode mænds overvejelse og Vor beslutning har vi fastsat loven. Den der bliver sagsøgt for tyveri skal forsvare sig med nævn[2] på herredstinget[3] på denne måde:
Først skal den, der beskyldes for tyveriet, sagsøges på herredstinget. Så skal sagsøgeren udvælge 15 mand fra herredet. Af de 15 mand skal den anklagede fravælge tre. […] Disse 12 skal med deres ed[4] dømme eller rense den sagsøgte.
Reference
Kilden er et pædagogisk bearbejdet citat fra Paul G. Ørberg (red.) (1962): Fra jernbryd til retsplejelov, J.H. Schultz Forlag.
[1] (Ordforklaring) Jernbyrd var en måde at bevise, at man talte sandt. Hvis man kunne holde et stykke glødende jern i hånden uden at få sår, var det et tegn fra gud om, at man tale sandt.
[2] (Ordforklaring) Nævn er en gruppe af mænd, der skal sværge på, hvem de mener, taler sandt – den anklagede eller anklageren.
[3] (Ordforklaring) Danmark var dengang opdelt i herreder. Det er ligesom, at der er kommuner i dag. På herredstinget afgjorde man retssagerne.
[4] (Ordforklaring) At aflægge ed betyder, at man sværger på noget.
Kilde 9: Vidner i retssagen
Vidner blev også brugt i retssager. Det viser denne lov fra 1294.
I middelalderen var der mange forskellige love. I lovene stod der, hvordan en retssag skulle foregå. I nogle sager kunne man bevise sin uskyld, hvis man kunne finde 12 mænd, der ville sværge på, at man var uskyldig. Men det var ikke alle, der mente, at det var en god måde at afgøre retssager på.
Kilden er en lov, der blev lavet i 1294 og gjaldt for København. Byerne havde nemlig egne love, der ikke altid var de samme som på landet. I loven kan man læse om, hvordan retssager skulle afgøres i fremtiden.
Kilde
For fremtiden bestemmes, at ingen kan rense sig med nægtelsesed[1], hvis to rådmænd[2] i København vidner på, at den anklagede er skyldig.
For fremtiden bestemmes, at nægtelseseden ikke gælder blandt borgerne, når blot det modsatte kan bevises ved tre vidner, eller endda ved to gode og troværdige vidner. […] Men hvor der er nogen tvivl om sagen, og den ikke kan opklares fuldt ud, kan den anklagede rense sig med nægtelsesed ifølge gammel skik.
Reference
Kilden er et pædagogisk bearbejdet citat fra Paul G. Ørberg (red.) (1962): Fra jernbryd til retsplejelov, J.H. Schultz Forlag.
[1] (Ordforklaring) Nægtelsesed betyder, at man bliver frifundet, hvis 11 mænd sværger på, at man er uskyldig.
[2] (Ordforklaring) Medlemmer af rådet, der styrede byen. De var altså meget respekterede mænd.
Kilde 10: Orfejdebrev
En ridder ved navn Jens Nielsen af Aunsbjerg havde slået en anden ridder ihjel. Kilden er en aftale mellem gerningsmanden og offerets familie. For at undgå hævn, skulle Jens Nielsen af Aunsbjerg gøre en række ting.
Fra gammel tid var det almindeligt, at man selv hævnede forbrydelse. Hvis en mand var blevet slået ihjel, hævnede slægten sig på gerningsmanden eller på gerningsmandens slægt. I middelalderen ville kongen gerne afskaffe den gamle skik med hævn. Det skete nemlig ofte, at slægterne blev ved med at hævne sig på hinanden i lang tid. Det kalder man en fejde mellem familierne.
En måde at stoppe fejderne på var ved at lave en aftale mellem familierne. Det kaldte man et orfejdebrev (u-fejdebrev). I 1404 slog ridderen, Jens Nielsen af Aunsbjerg, en anden ridder, Jens Jensen af Clausholm, ihjel. Det kunne blive til en alvorlig slægtsfejde. Men for at undgå dette, blandede dronning Margrethe 1. sig. Hun fik lavet en aftale mellem slægterne, som blev nedskrevet i dette orfejdebrev i 1405.
Kilde
Jeg, ridder Jens Nielsen af Aunsbjerg, erklærer i dette dokument at have lavet en evig aftale om Jens Jensen af Clausholms død. Aftalen er indgået mellem dennes fader, Jens Andersen af Essendrup, og sønner ridderne Anders Jensen, Lauge Jensen og deres venner og slægtninge på den ene side. Og mine venner og slægtninge på den anden side. For det første skal jeg sørge for en evig messe[1] for Jens Jensen i Sankt Clemens Kirke i Aarhus …
Desuden skal jeg gå på knæ og bede om tilgivelse af Fru Ida, Jens Jensens hustru, og hendes børn. Og jeg skal give dem hver et klenodie[2] efter min formue. Desuden skal jeg give Jens Andersen, Anders Jensen og Lauge Jensen et sværd eller kniv, falde på knæ for dem og bede ydmygt for Guds skyld at forlade mig deres vrede og slutte fejden.
Reference
Kilden er et pædagogisk bearbejdet uddrag af Erik Reitzel-Nielsen (red.) (1978): Danske domme 1375-1662, Det Danske Sprog og Litteraturselskab, C.A. Reitzels Boghandel.
[1] (Ordforklaring) Messe betyder, at der bliver bedt for den døde i kirken.
[2] (Ordforklaring) Man ved ikke helt præcis, hvad Jens Nielsen af Aunsbjerg mente med klenodie. Men det kan for eksempel være en kostbar genstand af guld. Eller et kostbart smykke.
