I 1520 indtog den dansk-norske konge, Christian 2., Sverige. Da Christian blev kronet som konge, blev der indkaldt til en stor fest i Stockholm, der varede flere dage. På festens sidste dag skete der dog noget, som senere er blevet kaldt Det Stockholmske Blodbad. I dette tema kan du finde kilder til Det Stockholmske blodbad, og hvad det betød for forholdet mellem Danmark og Sverige.
Kom i gang med kilderne
Kilde 1: Flere forsøg på at genoprette Kalmarunionen
Kildebillede 1
Kildebillede 2
Västra Götaland, Göteborg, Göteborg, Västergötland, Övrigt-Teckning, Fornminnen-Befästningsanläggningar-Skans.
Billeder fra Paul Dolnsteins dagbog, Weimars Statsarkivet. Billederne er fra ca. 1502. Billederne er lånt fra Wikimedia Commons
Kilde 2: Christian 2. vælges til konge over Danmark, Norge og Sverige
Kildetekst
”Vi har nu endelig besluttet og sagt ja og med god vilje afsagt og bekendt, at vi nu også siger og erklærer offentligt i overensstemmelse med loven, at Sveriges rige bør og tilhører før skrevne vor kæreste og nådigste herre, kong Christian, kong Hans’, tidligere Sveriges konges, eneste søn som ret arving og lovlige efterfølger og ikke efter nogen udvælgelse….
Derfor lover vi at krone hans nåde som vor og Sveriges riges rette arveherre og konge og ikke efter nogen udvælgelse, når hans nåde kræver det af os…”
Kildeteksten er lettere pædagogisk bearbejdet og oversat uddrag af originaltekst, fra 31. oktober 1520. Originalen findes på Rigsarkivet. Kildeteksten er oversat efter O.S. Rydbergs: ”Sverges traktater med Främmande magter jemte andre dit hörande handlingar”, s. 623 ff.
Kilde 3: Blodbadet i Stockholm
Kildebillede 1
Kildebillede 2
Kildebillede 3
Kildebillede 4
Kildebillede 5
Billederne er fotografier af farvelagt kobberstik af Det Stockholmske Blodbad fra 1676, Dionysio Padt-Brugge. Fra: Det Kongelige Biblioteks billedsamling.
Kilde 4: En beskrivelse af blodbadet
Kildetekst
“Da nu den fest… var forbi – om onsdagen derefter – begyndte man på et andet gæstebud. Da lod kongen alle de svenske herrer, sammen med de danske og tyske, samle sig i den store sal på slottet, og han havde ordnet det sådan, at ærkebiskop Gustav trådte frem og begyndte at klage over den vold, som var øvet imod ham sidste år af hr. Sten og hans medhjælpere, dengang Sankt Eriks slot var blevet nedbrudt og stor skade var gjort den hellige kirkes ejendomme. Derfor fordrede han, at Stäket… skulle opbygges igen, og al den skade, som han havde lidt skulle erstattes ham.
Dette gik hans retmæssige krav ud på, men kongen, som havde sat det i værk på denne måde, havde i sinde at opnå andet med samme klagemål, end ærkebispen kunne tænke. Thi han stræbte efter mangen en mands liv. Og eftersom ærkebispen ikke alvorligt nok stræbte dem efter livet, som han anklagede, blev kongen vred på ham og straffede ham siden med hårde ord derfor, så ærkebispen også blev bange.
…..
Om morgenen dernæst efter, som var ottende dagen næstefter allehelgensdag lod kongen blæse omkring med trompeter og udråbe, at ingen skulle gå ud af sit hus, men alle skulle blive derinde, hvor de var; og ved middagstid lod han bispen af Skara og bispen af Strängnäs først halshugget lige uden for rådstuen og hans hoved blev lagt imellem hans ben, det, som ikke skete med nogen andre.”
Kilden er et uddrag af Olaus Petri, ”En Svensk krønike”, gengivet i bogen ”Danmark i tusind år. Kilder til samfundets udvikling fra Vikingetid til Industrialisering” Hasen, Bent m.fl. 1986, s.73. Kilden er blevet pædagogisk bearbejdet.
Kildebilledet er Wikimedia Commons.
Let udgave
Da nu den fest… var forbi – om onsdagen derefter – begyndte man på et andet gæstebud. Da lod kongen alle de svenske herrer, sammen med de danske og tyske, samle sig i den store sal på slottet, og han havde ordnet det sådan, at ærkebiskop Gustav trådte frem og begyndte at klage over den vold, som var gjort imod ham sidste år af hr. Sten og hans medhjælpere, dengang Sankt Eriks slot var blevet nedbrudt og stor skade var gjort den hellige kirkes ejendomme.
Dette gik hans lovlige krav ud på, men kongen, som havde sat planlagt det, ville opnå noget andet med samme klage, end ærkebispen kunne tænke. For han ville dræbe mange mænd. Og eftersom ærkebispen ikke alvorligt nok ønskede de mænd dræbt, som han anklagede, blev kongen vred på ham og truede ham, så ærkebispen også blev bange.
…..
Om morgenen dernæst efter [8. november] lod kongen trompeterne blæse og udråbe, at ingen skulle gå ud af sit hus, men alle skulle blive derinde, hvor de var; og ved middagstid lod han bispen af Skara og bispen af Strängnäs først halshugget lige uden for rådstuen…
Kilde 5: Christian 2. forklarer blodbadet
Kildetekst
”….Kære venner,
alle skal vide, at Hr. Gustav, ærkebiskop i Uppsala, fortalte forleden, at hr. Sten Svantessøn [Sten Sture] med hans hjælpere først belejrede kirkens slot Stäket, og derefter tog ærkebiskoppen til fange og holdt ham i fængsel i to år, indtil at vort folk befriede ham….
….
Og de [tre bisper] fortalte også, at alle dem som havde begået vold mod kirken, var klart i pavens band og alligevel tvang de præster til at holde messer selvom det var forbudt af den hellige kirke. ….
…
Dommerne har derfor dømt dem alle til kættere mod romerkirken og den hellige kristne tro. Og derfor har vi nu med det samme straffet dem med den straf, som kættere skal straffes med.
…
Nu håber vi, at alle vore undersåtter må være frie, derfor har vi straffet dem som var hovedmændene bag alle disse forbrydelser. Og vil vi dermed i fred og rolighed styre og regere Sveriges rige….”
Teksten er kendt fra et senere afskrift af originalteksten.
Kildebilledet er fra Wikimedia Commons.
Kilde 6: Fyringen af Christian 2.
Kildetekst
“…. Og hvordan hele landet er besat med krig, skat, told, nye pålæg, forbud og mange byrder, som er imod vores aftale.
Vi har overvejet og taget den stockholmske herredag med i betragtning, hvor . . . biskopper, riddere og andre adelige så ynkeligt og uredeligt er omkommet fra deres hals uden al nåde, dom og ret. Vi frygter, at det samme også skal ske os uden skyld efter den onde kvinde Sigbrits råd, der skamløst uden al skel har kaldt os alle af adelen her i riget for slyngler og forrædere….. Derfor er at frygte, som det almindelige rygte går, at Eders Nåde har inddraget udlændinge her til landet for at ville overfalde os efter samme kvindes råd og tilskyndelse……
I betragtning af disse førnævnte og andre mærkelige ting tør vi på ingen måde komme til nogen herredag med Eders Nåde . . .Det skal være klart for Gud, alle mennesker, herrer, fyrster og alle almindelige folk, at vi på grund af førnævnte ting er nødt til at opsige vores løfte om troskab og tro tjeneste, som vi har givet Eders Nåde. Hvis Eders Nåde vil overfalde os derfor uden skyld, håber vi på den almægtige Guds, vore egnes og andre venners og tilhængeres hjælp til at forsvare og beskytte vore liv, hals og gods, indtil vi får anden beskyttelse og sikkerhed…..
Kilden ovenfor er et uddrag af opsigelsen af Christian 2. Uddraget er blevet pædagogisk bearbejdet og lettere omskrevet. Teksten findes også her: danmarkshistorien.dk
Kildebilledet er fra Wikimedia Commons.
Let udgave
“Vi har overvejet og husket på den stockholmske herredag, hvor …. Biskopper, riddere og andre adelige så ynkeligt og uærligt er blevet halshugget uden nåde, dom og ret. Vi frygter, at det samme også skal ske os selvom vi er uskyldige efter den onde Sigbrit råd, der uden skam har kaldt os alle af adelen her i riget for slyngler og forrædere. … Derfor frygter vi, som rygtet går, at Eders Nåde har bragt udlændinge her til landet for at ville overfalde os efter samme kvindes råd og idé.
På grund af alle disse nævnte ting, tør vi på ingen måde komme til nogen herredag med Eders Nåde… Det skal være klart for Gud, alle mennesker, herrer, fyrster og alle almindelige folk, at vi på grund af førnævnte ting er nødt til at opsige vores løfte om troskab og tro tjeneste, som vi har givet Eders Nåde…..”
Kilde 7: Billeder af to konger
Kildebillede 1
Kildebillede 1 forestiller Gustav Vasa, der ridder ind i Stockholm, efter at han er blevet valgt til konge af Sverige i 1523. Billedet er malet i første halvdel af 1800-tallet af den svenske maler Johan Gustav Sandberg.
Kildebillede 2
Kildebillede 2 hedder “Christian 2. forlader København.” Tegningen er fra en dansk historiebog, og er fra slutningen af 1800-tallet.
Kildebillede 1 er en fresko af Johan Gustav Sandberg (1782-1854).
Kildebillede 2 er en illustration fra Danmarks Historie i Billeder (1898).
Begge billeder er lånt fra Wikimedia Commons.
Kilde 8: Var blodbadet ærkebiskoppens skyld?
“….Ud over dette [at ærkebiskoppen var i gang med at hjælpe og forberede Christian 2 med at generobre Norge] var han årsagen til den afhugning som skete i Stockholm, vi har intet godt at forvente af ham, derfor råder vi jer alle [de vigtige mænd i Dalarne, som brevet var skrevet til] ikke at tro for meget på den side ….. tag jer i agt for deres bedrageri og i skal vide, at de foregiver hvad som helst med løgn og falskhed som de har for vane.”
Kilden er en pædagisk bearbejdning af originalkilden. Kilden findes afskrevet i bogen: Handlingar rörande Sveriges Historia, Förste Serien, 1877, s. 432-34. Bogen findes indscannet af Göteborgs Universitetsbibliotek.
Kildebilledet er fra Wikimedia Commons.
Kilde 9: Christian 2. i fængsel
Kildetekst
”Længe mærkede man ikke noget til Christian den anden. Men i året 1531 landede han pludselig i Norge med en tysk lejehær i den hensigt at vinde sine riger tilbage…. Det blev dog kun stakket glæde for den hjemvendte konge. En dansk hær tvang ham fra sted til sted og tvang ham til sidst til at bede om forlig. Der blev lovet ham frit lejde, hvis han ville forhandle med sin farbror, kong Frederik, og i tiltro her til gik han om bord i et dansk skib, der lovede at bringe ham til København. Men skibet tog snart en anden kurs, og på trods af alle løfter blev Christian ført til Sønderborg på Als slot. Her sad han i 17 år under streng bevogtning.
Kildebillede
Kildeteksten er et pædagogisk bearbejdet uddrag af ”Folkeskolernes Danmarkshistorie”, Ejnar Schroll, 1930, s. 90-91.
Kildebilledet er et portræt af Christian 2. af Carl Bloch fra 1897. Maleriet forestiller Christian 2. under sit fangenskab på Sønderborg Slot. Billedet er lånt fra Wikimedia Commons
Kilde 10: Dansk historiebog fortæller om Christian 2.
Kildetekst
”Da Kristian 2 havde været konge i nogle år sendte han sin hær ud for at indtage Sverige. Svenskerne forsvarede sig tappert, men blev dog slået, og Kristian 2 blev kronet på Stockholm slot. Han lovede at tilgive alle dem, der havde kæmpet imod ham; men det fortrød han, for han tænkte, at hvis han nu straffede alle de mægtigste svenske adelsmænd, ville svenskerne blive så bange, at de aldrig gjorde oprør mere. Han udnævnte så nogle bisper til at være dommere, og da de dømte, som kongen ville have, lod han omtrent 100 af Sveriges mægtigste mænd føre ud på Stockholms torv og halshugge. Det kaldtes det Stockholmske blodbad.”
Kildeteksten er et uddrag fra bogen: ”Børnenes Fædrelandshistorie: Til brug ved den første Undervisning” fra 1898, af Johan Ottosen. Teksten er pædagogisk bearbejdet.
Kilde 11: Svensk historiebog fortæller om Christian 2.
Kildetekst
… Christian 2. var på vej hjem fra Stockholm til København. Hans vej dryppede af blod og et folks forbandelser fulgte ham. Men han følte tilfredsstillelse ved at være lykkedes med det, som ingen af forgængere var lykkedes med i et århundrede: at knuse Sveriges stædige folk. Lige siden slutningen af 1300-tallet havde Danmarks regenter sat sig som et hovedmål for deres politik, at strække deres magt ud over hele Sverige. Gang på gang havde de knyttet unionsbåndet, men kun for én, unionens stifter, den store dronning Margrete, var det lykkedes at holde det [unionsbåndet] stærkt. Den betydeligste årsag dertil var, at disse danske konger ikke havde formået at se unionstanken i det store, at se de skandinaviske riger som ligeværdige, for dem var Danmark hovedlandet og Sverige blot en indkomstkilde og hjælp til deres eget land. Sådan en opfattelse af unionen var uforenlig med de det svenske folks nationalfølelse, som kun havde brug for sådanne frihedshelte som Engelbrekt, Karl Knutsson og Sturerne for at blomstre op i kamp for Sveriges selvstændighed.
Christian havde altid mislykkedes, når han forsøgte at tage Sveriges krone med vold. Da gik han over til at bruge list og overtalelse – og lykkedes. Hans første hverv som svensk konge var en bøddels værk. … Den frygtelige hændelse i vor historie, som kaldes Stockholms blodbad, i hvilket Christian lod over 80 mænd halshugge, var ikke en straf mod oprørere – efter at have svoret på, at alle gamle stridigheder skulle være glemt – men et systematisk forsøg på at udrydde alle som kunne tænkes at blive ledere af et nyt oprør, en iskold beregnet afhugningen af toppen af det svenske folk.”
Carl Grimberg, Svenska folkets underbara öden (1913). Kilden er pædagogisk bearbejdet.
Kildebilledet er fra Wikimedia Commons.
Let udgave
… Christian 2 var på vej hjem fra Stockholm til København. Hans vej dryppede af blod og et folks forbandelser fulgte ham. Men han var tilfreds, fordi han var lykkedes med det, som ingen konger før ham var lykkedes med i et århundrede: at knuse Sveriges stædige folk. Lige siden slutningen af 1300-tallet havde Danmarks regenter sat sig som et hovedmål for deres politik, at strække deres magt ud over hele Sverige. Gang på gang havde de dannet union, men kun for én, unionens stifter, den store dronning Margrete, var det lykkedes at holde unionen stærk. Den betydeligste grund dertil var, at disse danske konger ikke havde formået at se unionstanken i det store, at se de skandinaviske riger som ligeværdige, for dem var Danmark hovedlandet og Sverige blot en indkomstkilde og hjælp til Danmark. Sådan en opfattelse af unionen var uforenlig med de det svenske folks nationalfølelse, som kun havde brug for sådanne frihedshelte som Engelbrekt, Karl Knutsson og Sturerne for at blomstre op i kamp for Sveriges selvstændighed.
Kristian havde altid mislykkedes, når han forsøgte at tage Sveriges krone med vold. Da gik han over til at bruge list og overtalelse – og lykkedes. Hans første hverv som svensk konge var en bøddels værk. … Den frygtelige hændelse i vor historie, som kaldes Stockholms blodbad, hvor Christian lod over 80 mænd halshugge, var ikke en straf mod oprørere – efter at have svoret på, at alle gamle stridigheder skulle være glemt – men et systematisk forsøg på at udrydde alle som kunne tænkes at blive ledere af et nyt oprør, en iskold beregnet afhugningen af toppen af det svenske folk.
