I begyndelsen af 1950’erne så det ud til, at Danmark økonomisk sakkede mere og mere bagud i forhold til de fleste andre lande i Europa. Men fra omkring 1957 begyndte udlandet at købe flere varer i Danmark. Så gik det hurtigt fremad, og man taler om de glade 60’ere. Antallet af mennesker, der var beskæftiget, steg med over 20.000 om året. Det skyldtes, at flere kvinder fik erhvervsarbejde. Samtidig var der født mange børn i årene omkring 1945. Mange fra disse store årgange kom i arbejde i løbet af 1960’erne.
Alligevel manglede fabrikker og andre virksomheder arbejdskraft. For mange blev ansat i det offentlige som lærere, pædagoger, sygeplejersker og andre jobs på de nye skoler, hospitaler og de mange nye daginstitutioner. Når begge forældre arbejdede, var der brug for flere vuggestuer og børnehaver og steder, hvor børnene kunne være, indtil deres forældre kom fra arbejde.
Familien havde råd til at købe mere, når begge forældre arbejdede. I løbet af 1960’erne blev det almindeligt at køre i egen bil. Tidligere boede de fleste i nærheden af deres arbejdsplads. Og der var sjældent lang til de forretninger, hvor man gjorde de daglige indkøb. Bilen gav folk en større frihed. Nu kunne man sagtens bo langt fra sit arbejde. Det betød store ændringer i det danske landskab. De bymæssige bebyggelser voksede med et areal, der svarer til Fyns.
Eget hus stod nemlig højt på de fleste familiers ønskeliste. Og med slid og sparsommelighed lykkedes det også for mange at virkeliggøre drømmen. De fleste flyttede ud i et af de nye parcelhuskvarterer. De lå ofte et stykke fra de store byer, hvor byggegrundene var billigere. Til gengæld betød det ofte, at forældrene måtte bruge 2-3 timer dagligt i hektisk trafik for at komme til og fra arbejde.
Husene var som regel typehuse. Det var ensartede huse, hvor vægge, døre og vinduer var fremstillet på en fabrik. Resultatet blev boligkvarterer, hvor husene lignede hinanden til forveksling.
Kom i gang med kilderne
Større børn i 1960’erne fik fri for skole, og deres forældre var som regel stadig på arbejde. Børnene fik tiden til at gå med forskellige aktiviteter, og det var ikke alt, hvad de gjorde, som de voksne syntes var i orden.
Bent Riis (f. 1955) boede som barn i Horsens. Han havde et fotografiapparat, og han tog billeder af, hvad han og hans kammerater lavede i deres fritid i 1960’erne. I 2024 udgav han bogen Playtime med sine billeder.
Blandt drenge var det vigtigt at vise, hvem der var stærkest. Det blev ofte afgjort i en brydekamp. Der gjaldt bestemte regler: Man måtte ikke slå, og når man havde presset begge skuldre på sin modstander mod jorden, havde man vundet.
Spørgsmål:
- Er brydekampe almindelige blandt drenge i dag? Hvis ”nej”, så hvorfor mon ikke?
- Hvordan kan drenge i dag vise, at de er de sejeste og stærkeste?
- Hvordan kan piger i dag vise, at de er de sejeste og stærkeste?
I 1960’erne havde mange store drenge et luftgevær. I sin bog Playtime fortæller Bent Riis (f. 1954), hvad de brugte det til.
I Vestermarken boede en sur mand, som meldte os til politiet hver gang vi skød en gråspurv. Han havde været så uklog at anlægge sin fiskedam i forhaven, og en dag aflagde Kenni dammen et uanmeldt besøg. Her svømmede de eventyragtige guldfisk rundt under grønne og røde åkander, mens luften var fuld af summende bier og lydløse sommerfugle. Over vandet var der udspændt et metalnet, som forhindrede hejrerne i at tømme dammen for fisk, men hvad hejrerne ikke kunne klare, det kunne Kennis skudklare Diana 22 (luftgevær) med kikkertsigte. Han fortalte på kælderværelset om, hvor latterligt nemt det havde været. Hver gang han kastede en brødskorpe i vandet, strøg de evnesvage fisk op til overfladen og fik et hagl i nakken. Kenni ryddede fiskedammen for alt liv og tog den fedeste guldfisk med hjem. Den skulle udstoppes.
Kilde: Bent Riis: Playtime. 2024
Spørgsmål:
- Mente drengene, at det var i orden at skyde gråspurve? Hvordan kan du se det i kilden?
- Drøft, om I synes, at det er i orden at skyde gråspurve? Hvorfor?
- Hvorfor mon Kenni skød guldfiskene?
- Hvorfor tror du, at det var muligt for Kenni at skyde guldfiskene, uden at hans forældre opdagede det?
- Find billeder af et luftgevær mærket Diana 22. Find ud af hvilken ammunition der skulle bruges, og hvor langt det kunne skyde.
- Hvorfor er der meget få store børn, der i dag har deres eget luftgevær?
Pia Fris Laneth (f. 1956) er forfatter, filminstruktør og foredragsholder. I en bog fra 2016 skrev hun om sin barndom.
I kvarteret boede mange piger på min og min lillesøsters alder, og bilisterne havde endnu ikke taget magten i sidegaderne. Vi legede kæde, krig, sanglege, hinkede, sjippede, cyklede og spillede bold på det brede fortov. Rulleskøjterne var et evigt problem – lige når man havde fået fart på, var der altid en arrig kone, der smækkede et vindue op og brokkede sig over larmen af jernhjul og asfalt.
Kilde: Min barndom i 60’erne, 2016.
Spørgsmål:
- Hvilke af de lege, som Pia nævner, kender du?
- I dag er rulleskøjter også populære. Hvad er forskellen på rulleskøjter dengang og nu?
- Find på internettet eksempler på sanglege som børn legede i 1960’erne. Brug søgeord ”sanglege”+”1960’erne”.
- Hvilke sanglege er ikke så almindelige i dag. Drøft hvorfor?
Journalist og forfatter Jes Stein Pedersen (f. 1959). I en bog fra 2016 skrev han om sin barndom.
Ovre i Bellahøjskoven, hvor der var en kæmpehøj, som ikke var udgravet endnu, hvor der med garanti lå skeletter og stenøkser, kom jeg på skrammellegepladsen. Vi havde kaniner i bure, legede med ler, byggede huse og lavede snobrød. […] I vore dage er mange børn venner med deres forældre, og der er en stor grad af fortrolighed og fællesskab om sport, musik, rejser og livets udfordringer som sådan. Dengang jeg var dreng, fandtes curling-forældre ikke. De voksne bestemte, og de gjorde sig ikke yngre, end de var. Og de kørte aldrig en til sport eller andre ting. Man gik selv eller cyklede. I det liv, de voksne ikke kendte, var jeg med i en masse drengestreger. Vi kedede os, og miljøet var fuldt af smårapserier, hærg på de allestedsnærværende byggepladser, temmelig kontant anvendelse af tungt nytårsfyrværkeri, som var indkøbt ulovligt i Sverige og Tyskland etc.
Kilde: Min barndom i 60’erne, 2016.
Spørgsmål:
- Se filmen Skrammellegepladsen fra 1967 (11 min.)
- Nævn mindst tre ting, der foregår på skrammellegepladsen.
- Kunne du tænke dig at lege det samme sted? Hvorfor/Hvorfor ikke?
- I 1960’erne var der mange skrammellegepladser. Drøft hvorfor der kun er få nu om dage.
- Find ud af, hvad curlingforældre betyder?
- Jes hævder, at mange i dag er venner med deres forældre, er du venner med dine?
- Hvordan ville du have det, hvis ikke dine forældre ville køre dig til sport og fritidsaktiviteter?
- Drøft om børn i 60’erne var mere selvstændige end børn i dag? Brug eksempler som argumenter.
Find alle temaer til kildebanken
30. april 2025• Kildebankstema om børneliv
Tema 1: Livet i Danmark omkring 1900
29. april 2025• Kildebankstema om børneliv
Tema 2: Barndom under 2. verdenskrig
28. april 2025• Kildebankstema om børneliv
Tema 3: Livet i Danmark i 1960’erne
27. april 2025• Kildebankstema om børneliv
Tema 4: Jeres liv
24. april 2025• Kildebankstema om børneliv