Tema 3: På kanten

Dette tema handler om hvordan forskellige tiders samfund har betragtet og behandlet “afvigere” fra “normen” – og synet på hvad ‘normen’ i det hele taget betyder i forskellige tidsperioder.
Kildebankstemaet henvender sig til 7.-9. klassetrin.

På kanten

Dette tema handler om nogle af dem, som samfundet har set – og måske stadig ser – på som ”afvigere” – dem, som ikke passer ind i samfundets normer, eksempelvis prostituerede kvinder og homoseksuelle mænd. Her er kilder til, hvordan man fra samfundets side har forsøgt at holde styr på “afvigerne” gennem tiden. Og hvordan ser vi egentlig på normer og moral i dag?

Kom i gang med kilderne

Kilde 1: Love om prostitution før 1800-tallet

I Danmark har synet på prostitution ændret sig over tid. I nogle perioder har det været lovligt at være prostitueret, mens det til andre tider har været ulovligt.

Prostitution er salg af seksuelle ydelser, der foregår mellem en køber eller kunde, og den, der sælger den seksuelle ydelse. I Danmark har synet på prostitution ændret sig over tid. I nogle perioder har det været lovligt at være prostitueret, mens det til andre tider har været ulovligt. Der har også været forskel på, hvordan man fra samfundets side har set på den person, der køber sex af den prostituerede.

I kilderne nedenfor ses to danske love, der begge handler om prostitution.

a) Et bearbejdet uddrag af kong Hans håndfæstning fra 1496. Her står der, at kongen befalede, at prostituerede bl.a. skulle bære en særlig hue, så man kunne kende dem fra ikke-prostituerede. Kilden er sprogligt bearbejdet.

”Dette år lod kong Hans en befaling udgå over hele riget, at de almindelige kvinder og skøger skulle bære en hue på deres hoved, som var halvt rød og halvt sort, og ikke noget dyrt tøj.”

b) I 1683 blev der lavet en stor lovsamling, som gjaldt for hele Danmark. Også her var der love, der handlede om prostitution. Lovsamlingen hed Christian 5.s Danske Lov.

Kilden nedenfor er et bearbejdet uddrag af et af lovens kapitler. Her ses det, at det både var ulovligt for kvinder at arbejde i bordeller (dengang kaldet horehuse) og at det også var ulovligt for en mand at opholde sig der for at købe sex af en kvinde. Kilden er sprogligt bearbejdet.

”Den mand der går til et horehus for at bedrive utugt, og findes der, straffes første gang med otte dages fængsel, anden gang dobbelt så længe. Kvinder som opholder sig i sådanne huse til utugt, straffes med kagen, eller sættes i spindehuset.”

c) er en tegning af en kagstrygning. Kagen var en slags pæl der var opstillet på en bys torv. Her kunne man binde og piske en person, der havde brudt loven, så alle kunne se afstraffelsen. At blive idømt kagstrygning, altså offentlig piskning ved kagen, betød at man tabte ære. Tegningen er fra 1868, hvor offentlig kagstrygning ikke længere blev anvendt som straf. Tegningen er beskåret.

Kilde a er et pædagogisk bearbejdet uddrag af: Wendt, J.C.W. 1820, ”Bidrag til Historien af den veneriske Sygdoms Begyndelse og Fremgang I Danmark indtil Midten af det 18de Aarhundrede.” København.

Kilde b er et pædagogisk bearbejdet uddrag af: Kong Christian den femtes Danske Lov af 15. april 1683. G. E. C. Gads Forlag, København 1929. 6. Bog.

Kilde c er et udsnit af en tegning af Bildunterschrift: Die Gattenmörderin von Pressburg, af Vinzenz Katzler, 1868. Wikimedia Commons.

Kilde 2: Sygdom og moral

I 1800-tallet ændrede synet på prostitution sig i forhold til tidligere tider.

Ved overgangen til 1800-tallet var prostitution forbudt ved lov, men man blev ikke længere straffet med pisk som før. Faktisk opstod der i løbet af 1800-tallet et system, der gjorde at kvinder kunne leve som prostituerede uden at blive idømt fængeselsstraffe og bøder. Den udviklingen skete blandt andet fordi, man dengang frygtede kønssygdomme. Især sygdommen syfilis var frygtet og dengang en uhelbredelig og i nogle tilfælde dødelig sygdom. Man fandt hurtigt ud af, at syfilis smittede mellem folk, der havde sex. Derfor mente man at de prostituerede måtte være nogle af de værste smittespredere, og det var en af årsagerne til at man i løbet af 1500-tallet begyndte at lukke bordeller og straffe prostituerede.

a) Kildebilledet nedenfor er en tegning af syfilisbehandling. Billedet forestiller en syfilispatient, der får sin urin undersøgt. Billedet stammer fra Tyskland fra 1498.

b) Samtidig med at man frygtede kønssygddommene, brød byernes borgere i 1800-tallet sig ikke om at se på kvinder, der prostituerede sig. Kvinderne var skrevet op i politiets bøger og skulle lade sig undersøge af politiets læger 2 gange om ugen. Til gengæld kunne kvinder få lov til at arbejde som prostituerede uden at få bøder eller at komme i fængsel, selvom det egentlig var ulovligt at arbejde som prostitueret. Så blev kvinderne kaldt et offentligt fruentimmer. Til gengæld var det nu kun kvinden, der kunne straffes for prostitution. Før havde det også været strafbart for manden at købe sig til sex, men manden forsvandt nu ud af lovene.

Kilden nedenfor er et brev som blev sendt af en bekymret borger i 1800-tallet. Brevet blev sendt til bladet “Politivennen”. Her kunne borgere indsende klager og gøre politiet opmærksom på problemer i København. Borgeren klagede her over prostituerede i hans nabolag.

“Her søger de både fra vinduer og fra gaden at lokke mandfolk til sig, fornærme dem som forsmår deres indbydelse og opvækker forargelse ved deres ublu adfærd. Anmelderen som har det uheld at have nogle af disse skabninger lige overfor sig, vover ikke at lade sine næsten voksne døtre komme nær til vinduet for at de ikke skal udsættes for fornærmelse af dem.”

Kilde 1 et fotografi fra Wikimedia Commons.

Kilde 2: Er et bearbejdet uddrag af Politivennen fra 1837.

Kilde 3: Til salg

Kildebillederne er billeder af kvinder, som var mistænkt for prostitution i 1800-tallet.

I 1800-tallet var der ikke noget socialt sikkerhedsnet, hvis man blev arbejdsløs, og for mange mænd og kvinder det var svært at tjene penge nok til at leve for. Så for mange kvinder i de større byer var prostitution en måde at overleve, selvom det var forbudt. Mange prostituerede tjente mange flere penge, end de ville have gjort som tjenestepiger og syersker og lignende. Nogle kvinder mødte deres kunder på gaden, andre på barer og nogle annoncerede i aviser.

Selvom det var dyrt at få taget billeder hos en fotograf dengang, var der mange prostituerede, der fik taget portrætfotos. Nogle fik måske billederne taget, fordi det var spændende og moderne, men mange af kvinderne kunne også bruge billederne som en form for reklame for det, de solgte – sig selv.

I dag findes der mange portrætfotos fra kvinder, der var mistænkt for prostitution i 1800-tallet. På bagsiden af portrætterne noterede politiet ofte navn og andre oplysninger om kvinderne. Fotografiet blev gemt hos politiet, så politiet havde lettere ved at identificere kvinderne, hvis de igen blev anholdt for prostitution.

Fotografierne nedenfor er eksempler på et af de fotografier, som politiet konfiskerede. Her kan man blandt andet se hvor og hvornår kvinden var født, og hvornår, hun blev indskrevet som offentlig prostitueret i politiets protokolbøger.

a) På bagsiden af portrætfotoet har politiet noteret:
”Jenny Marie Venndt. Født i Hobro d. 12. april 1859. Datter af købmand Frederik Vilhelm Julius Venndt og Hustru Johanne Christine Andersen. [Idømt] tvangsarbejde 12 dage i 1880. Indført d. 16. juli 1878 i [politiets] protokol….”

b) Bag på dette portrætfoto har politiet skrevet:
”Sofie Augusta Christiane Fogelstrøm, født d. 18. november 1852 i København. Mødt første gang [af politiet] 14. juli 1970. [Undersøgt og fundet smittet med kønssygdom] 3 gange til hun 10. juni 1871 blev indført som offentligt fruentimmer.”

c) En tredje måde, som kvinderne kunne reklamere for sig selv på, var at sætte annoncer i aviser. Da det var forbudt at leve som prostitueret, og det var forbudt at gøre reklamere for utugt, måtte kvinderne være kreative i deres annoncer. Samtidig var det vigtigt, at eventuelle kunder forstod annoncens budskab.

I politiets arkiver kan man finde eksempler på annoncer som politiet har klippet ud af aviser og klistret ind i deres protokoller. Politiet har ment at der har været tale om prostitution. Politiet kunne så holde øje med kvinderne bag annoncerne og måske anholde dem for prostitution.

Billedet nedenfor er et fotografi af et af politiets bøger.

I den første udklippede annonce står der: ”Aftrædelsesværelse tilleje for en herre hos en dame. Istedgade 39, 1. sal tv.” Politiet har noteret at udklippet kommer fra avisen Middagsposten, den 26.06.1907.

I den anden annonce står der: ”En ung dame ønsker lån af en fin herre. Istedgade 19.4.”

Kildebillede 1 er lånt fra Rigsarkivets Flickr. Se flere billeder af de offentlige fruentimmere på Rigsarkivet: Københavns Politi, 2. Politiinspektorat. Fotografiportrætter af offentlige og andre løsagtige fruentimmere, 1880 https://www.flickr.com/photos/statensarkiver/sets/72157632698054245

Kildebillede 2 er lånt fra Rigsarkivets Flickr.

Kilde 3: Fotografi af Annoncer, Københavns Politi, 3. Politiinspektorat Afdeling B, 1906-1920, Annonceprotokol 1908-1909. Foto: Christina Louise Sørensen.

Kilde 4: Er prostitution nødvendig?

a) ”Når man undersøger af årsagerne til prostitutionen og den spredning af kønssygdomme som følger med, må man vist nok komme til det resultat, at det er meget uretfærdigt, at man kun plejer at se kvindens som den skyldige ….

Vi er dog nødt til, når resultatet af undersøgelserne skal være direkte praktiske foranstaltninger – for øjeblikket at se bort fra mændenes andel, og næsten udelukkende at være opmærksomme på kvinderne, fordi de er de eneste, som kan underkastes kontrol under vores nuværende samfundsforhold. ….”

b) Det var især politiet og en del af landets læger der mente, at kontrol med de prostituerede var den bedste løsning på kønssygdommenes spredning.

Mange mente, at mænd havde lyster, som ikke kunne styres. Det var derfor bedre, at der var prostituerede, så mændene kunne få deres lyster stillet hos kvinder, der alligevel var usædelige. De kvinder skulle man så holde øje med, så mændene ikke blev smittet med kønssygdomme.

Kilden nedenfor er et citat fra en læge, Vilhelm von Rosen, som også var valgt til Folketinget. I 1863 holdt han en tale i Folketinget om prostitutionen i Danmark. Her afviste han, at man for samfundets sædeligheds skyld, skulle bekæmpe prostitutionen. Han mente nemlig, at prostitutionen var nødvendig. Citatet er pædagogisk bearbejdet.

”Hvad er nemlig sagens sammenhæng? Det er den, at der i samfundet ulmer visse lyster, og onde instinkter, som man ikke kan få stoppe, og som, når de ikke skaffes luft på en eller anden måde, med magt ville bryde igennem. Men prostitutionen er netop sådan en sikkerhedsventil for sædeligheden. ”

c) Kildebilledet er et fotografi fra 1906, der er taget på en bar i København. Kvinden der sidder, er klædt i en hvid kjole, som mange af de prostituerede havde på dengang. Omkring hende sidder en flok sømænd.

Kilde a er et bearbejdet uddrag af: Om Foranstaltningerne mod Udbredelsen af veneriske Sygdomme i Kjøbenhavn, C. A. Reitzels Forlag, s. 22-28 & 30.

Kilde b er et pædagogisk bearbejdet uddrag af: Rigsdagstidende 1862-63, Folketinget, 4584.

Kilde c er et fotografi fra 1906. Foto gengivet med tilladelse fra Københavns Stadsarkiv.

Kilde 5: Skrappe regler for prostituerede

Prostitutionslovene i 1800-tallet betød, at politiet kunne gå meget langt i deres arbejde de prostituerede. Fordi man var bange for kønssygdomme mente man, at det var bedst at politiet havde lov til at holde strengt øje med de prostituerede.

Kilden nedenfor er et uddrag af nogle regler for politiets arbejde i København. København var også dengang landets største by, og den by, hvor der var flest prostituerede. I regelsættet var der 59 regler for, hvad de prostituerede måtte og ikke måtte gøre. Blandet andet var der dele af København, som kvinder ikke måtte opholde sig i. Politiet skulle altid vide, hvor hun boede, og hun skulle altid lade politiet komme ind og undersøge hendes hjem på alle tider af døgnet.

a) “10. Enhver offentligt fruentimmer skal, hvad enten hun bor i offentligt hus eller for sig selv, have – politiinspektørens tilladelse til at flytte (…).
11. Politiet har uhindret adgang til at undersøge hendes værelser både dag og nat.
12. De offentlige fruentimmere skal omhyggeligt holde sig fra al uorden og al uanstændig opførsel på gader og offentlige steder og nøje rette sig efter politiets regler; især skal de være forbudt for dem at:
1. vise sig i frækt eller opsigtsvækkende tøj
2. at vise uanstændig opførsel
3. at samles i flokke, at følge efter nogen, tale til eller kalde på nogen ved ord eller tegn
4. at vise sig i deres vinduer, eller opholde sig i gadedøren eller på gaden eller fortovet udenfor deres bolig.
5. at flere samlet sammen eller stille sig op eller gå frem og tilbage på gader, offentlige pladser og stier.
6. at sætte sig i teatre eller andre forlystelsessteder andre steder, end de pladser, som politiet har bestemt.
7. at sidde på cafeer, restauranter eller lignende barer.

b) Kildebilledet er et fotografi af et bordel i København fra ca. 1905. De to kvinder i midten er prostituerede. De er iført den særlige hvide underkjole, som mange prostituerede bar. Omkring dem er ældre kvinder og et barn. Ifølge reglerne for de prostituerede måtte de prostituerede ikke have børn boende efter at barnet var fyldt 2 år.

Kilde a er et pædagogisk bearbejdet uddrag af: O. Algreen-Ussing (1877): ”Love og Anordninger”, s. 80-91. Se også Regulativet her.

Kilde b er et billede af et bordel i Helsingørgade i København fra ca. 1905. Billedet er gengivet med tilladelse fra Københavns Stadsarkiv.

Kilde 6: Nogle kæmpede imod prostitutionsloven

I løbet af 1880´erne og 1890´erne blev det i stigende grad diskuteret i offentligheden, hvordan man som samfund skulle forholde sig til prostitution.

En af årsagerne til debatten var prostitutionslovene fra 1870´erne, som gjorde det muligt at indskrive kvinder som offentlige fruentimmere på offentlige bordeller, selvom det egentlig var ulovligt at leve som prostitueret. Det var der mange, der var vrede over. De syntes, at det krænkede samfundets sædelighed og var uretfærdig overfor kvinderne.

Men debatten handlede også om seksualitet og forskellen på mænd og kvinder. Nogle mente, at prostitution var uundgåelig og endda nødvendig. Derfor var kontrol med de prostituerede den bedste løsning på kønssygdommenes spredning. Andre mente, at mænd skulle styre deres lyster og ikke købe sex af prostituerede.

Kilderne nedenfor er uddrag af tekst i et tidsskrift fra 1880. Tidsskriftet blev udgivet af en forening, der kæmpede imod prostitutionen og politiets kontrol af de prostituerede.

a) Et bearbejdet uddrag fra et møde, som foreningen afholdte i 1880. Her talte en af foreningens kvindelige medlemmer talte om sagen og det uretfærdige i, at det kun var kvinder, som kunne straffes for prostitution.

”…. Der spørges ikke om mænd og deres medansvarlighed i lasten, men kun om kvinder fra først til sidst: kvinder advares, kvinder straffes, kvinder indskrives, de ofres for mænds lyster, og når vi så chokerede spørger: hvad med manden? Han som i de fleste tilfælde er fristeren, forføreren og altid køberen, som lige så fuldt som kvinden bærer sygdomme og smitte omkring med sig? Så svarer man os, at det ganske vist er uheldigt, ja sørgeligt, at man ikke kan bringe ham ind under de bestemmelser med hensyn til lægeundersøgelser, men at det ikke kan lade sig gøre, fordi han, som det siges, ikke vil finde sig i det. Men vi ser intet sørgeligt i det, for det skal siges højt, at sådan et system i den dybeste forstand krænker menneskets værdighed og ret. …”

b) Et bearbejdet uddrag af endnu et møde, der blev afholdt af foreningen i 1880. Her talte en kvinde ironisk om “det nødvendige” i, at mænd skulle kunne gå til prostituerede og kritiserede staten for at have lavet en lovgivning, der gjorde det lettere for mænd at købe sig til sex.

”….. Hvis det virkeligt er, som mange mænd siger, og som mange kvinder desværre har lært at tro, at usædelighed ikke er nogen synd for mænd, men en naturnødvendighed, da må man jo indrømme, at det er meget rosværdigt at staten, at den så klogt og medfølende gør det så let for dem at føje denne nødvendighed, så den endda også garanterer for, at de frit kan tilfredsstille den uden fare for sygdom ….

Kilde a er et pædagogisk bearbejdet uddrag af: ”Maanedsblad”, udgivet af Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed, 1880, 1, s. 196.

Kilde b er et pædagogisk bearbejdet uddrag af: ”Maanedsblad”, udgivet af Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed, 1881, 2, s. 24.

Kildebilledet er et fotografi af et bordel i Holmensgade, København, 1906. Billedet er fra Det Kongelige Bibliotek, Billedsamlingen.

Kilde 7: Bog og maleri om prostitutionen

I 1880´erne udkom en bog og et maleri i Norge, som forargede mange. Både bogen og maleriet handlede om prostitutionen og de hårde vilkår, som mange prostituerede levede under.

I 1886 udkom romanen ”Albertine” i Norge, skrevet af forfatteren og maleren Christian Krohg. Romanen handler om en ung, fattig pige, der efter en voldtægt ender i prostitution i Oslo. Romanen ender med, at hendes voldtægtsmand indkalder hende til de offentlige prostitueredes læge, hvor hun bliver tvangsundersøgt for kønssygdomme. Oplevelserne får til sidst Albertine til at føle, at hun hører til blandt de prostituerede og hun ender i byens hårde prostitutionskvarter.

Christian Krohg skrev Albertine som et indlæg i samtidens debat om mænds og kvinders seksualitet. Krogh kritiserede samfundets moral, der så igennem fingrene med at mænd havde sex udenfor ægteskabet. Samtidig kritiserede han også samfundets behandling af fattige kvinder, som ofte var tvunget ud i prostitution af nød.

Allerede dagen efter at romanen udkom, blev den beskyldt for at være usædelig, og blev beslaglagt og senere forbudt. Alligevel satte romanen for alvor gang i samfundsdebatten i Norge. Mange blev dybt forargede over at Krogh tog prostitutions- og seksualitetsemnet op i offentligheden. Andre, især arbejderklassen, var enige i hans kritik af samfundets behandling af fattige kvinder. Faktisk endte det med, at man afskaffede den offentlige prostitution i Norge i 1887. I Danmark skete det først i 1906.

Kilden nedenfor er et bearbejdet uddrag af ”Albertine”, som er oversat til dansk. Uddraget der hvor Albertine er tvunget til politilægen, hvor hun skal undersøges kønssygdomme.

a) ”Hun mistede pusten og snappede efter vejret, mens hendes knæ skælvede mod hinanden. Der, lige foran hende, på den anden side af det store, fængselsgule bord midt i værelset – der stod den jo – den forfærdelige stol, hendes evige skræk, den uafbrudte angst, men som hun havde glemt igen et øjeblik, der ude under de offentlige fruentimmers frække øjne. Der stod den, høj og fæl, mindst en meter højere end bordet, med en halvrund indskæring i den brunslidte, læderbetrukne sæde og en lav, skrå ryg, der stod den, mens den viste sin uhyggelige profil, og foran den lille trappe, som førte op til sædet, stod en ung herre som hun ofte havde set ved musikken ved musikken på Karl Johan (Oslos hovedgade) – med sort overskæg og mørke øjne og rettede på sine briller mens han ventede på hende.

….. ”Vil De gå op på det øverste trin og sætte Dem på sædet der-” og med et lille smæld lod han hånden falde fladt ned på læderbetrækket. Hun blev stående endnu et sekund, så greb hjælpeløsheden hende helt, og igen gik benene mekanisk afsted og bar hende opover trinene. Man da hun var kommet op på det øverste trin vendte hun sig hurtigt om og idet hun dumpede ned i sædet med knæene presset mod hinanden, greb hun med begge hænder om dem og glattede kjolen godt ned og lægge og ankler. ….

Og mens hun lå der med hånden for øjnene, tilbagelænet oppe i den høje stol, med læggene og fødderne hængende ned fra kanten af sædet, næsten bevidstløs af skam, følte hun sit tøj blive foldet op om hofterne og lagt henover brystet. Og der blev koldt omkring de sammenpressede knæ, og på hvert af dem lagde sig en varm hånd som tog fat og ville presse dem fra hinanden. …. ”Tror du at det er for sjovs skyld at vi står her da, tøs?”
……”

b) Christian Krohg nøjedes ikke kun med at skrive romanen om Albertine. Han malede også en række værker, som handlede om Albertine. Det mest kendte er maleriet ”Albertine i politilægens venteværelse”, fra 1887. Billedet forestiller venteværelse hos politilægen, hvor de prostituerede blev tvunget til underlivsundersøgelser. I værelset ses en række kvinder. Forrest i billedet ses en prostitueret, der ser ud på iagttageren. Bagerst i billedet er en skamfuld og fattigt klædt Albertine ved at blive ført ind til undersøgelse af en betjent.

Maleriet er meget stort og måler 2,11 x 3,26 meter. Ligesom med romanen var mange i Norge forargede over maleriet. Flere udstillingssteder nægtede at udstille maleriet, så Krohg lejede selv et sted, hvor billedet kunne udstilles. Tusindvis af besøgende kom for at se det berømte og berygtede maleri.

Kilde a er et bearbejdet uddrag af bogen ”Albertine” af Christian Krohg, 1888 (Førsteudgave fra 1886), oversat fra norsk til dansk.

Kilde b er et fotografi af: ”Albertine i politilægens venteværelse”, af Christian Krohg, 1885-87. Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design, Oslo. Se Nasjonaltionalmuseets hjemmeside for at kunne zoome i billedet.

Kilde 8: Frelse de faldne

I løbet af 1800-tallet blev der dannet mange foreninger, som skulle hjælpe folk ud af fattigdom – og prostitution.

I 1877 blev ”Foreningen til forvildede unge Pigers Frelse” dannet. Foreningen arbejdede for at hjælpe unge, såkaldte ”faldne kvinder” ud af prostitution eller såkaldt usædelighed og løsagtighed. Foreningen anbragte piger hos familie eller foreningens pigehjem, hvor de skulle arbejde og lære at blive gode tjenestepiger.

a) Teksten nedenfor et uddrag af et lille hæfte, som foreningen sendte ud, for at fortælle om foreningens arbejde med de unge piger i året der var gået. Skriftet var henvendt til foreningens medlemmer, som betalte medlemsbidrag og andre, som havde givet store pengebeløb til foreningens arbejde. I uddraget fortæller foreningen om, hvilke piger som foreningen foretrak at hjælpe.

”….Som oftest var det ulykkelige omstændigheder i hjemmet(forsørgernes tidlige død, fattigdom, uenighed med stedforældre) eller lyst til fornøjelser og hang til dovenskab og dårlige venner, som havde medført de unge pigers fald. Nogle gange skete dette i en ganske ung alder og meget hurtigt, medens det andre gange foregik mere gradvist, idet hun fra bedre ansættelser gik over til stadigt dårligere og endte som serveringsspiger i værtshuse eller med at forsørge sig ved tilfældigt arbejde, eller utugt[prostitution], når alt andet glippede. ….”

b) Kilden nedenfor er endnu et uddrag af foreningens årsskrift. Her fortalte foreningen om en række af de piger, som foreningen havde hjulpet.

”Nr. 72 var en ægtefødt, 18-årig tjenestepige, hvis mor døde meget tidligt, medens faren nogle år før hendes konfirmation blev indlagt som på sindssygehospitalet…. Efter konfirmationen var hun i en del jobs, men endte med at være arbejdsløs nogen tid. Hun blev anholdt af politiet og indlagt på hospitalet for venerisk sygdom [kønssygdom som fx syfilis]. Her gjorde hun et godt indtryk, var altid anstændig i sin opførsel og holdt sig fra omgang med de andre piger. Hun fortalte at kun nøden havde drevet hende til prostitution, og ønskede at blive hjulpet til et ordentligt job. Hun kom i et af foreningens pensionater, med blev indlagt igen på hospitalet, da hun havde fået et tilbagefald af sin sygdom. Efter sin helbredelse fik hun en plads som tjenestepige hos en velhavende familie her i byen, hvor hun opfører sig særdeles godt. ….”

c) En januardag i 1907 skrev en københavnsk politibetjent en rapport. Ifølge rapporten var en kvinde mødt op hos politiet for at anmode om politiets hjælp at få sin 17-årige datter anbragt hos en forening. I politiets rapport var der noteret, at pigen var blevet anbragt hos Foreningen til forvildede unge Pigers Frelse. Moderens grund for at ville have foreningen til at tage sig af sin datter var:

”…hun ikke vil bestille noget, men løber omkring på kasernen, og giver sig af med militærpersoner i usædelig retning, hvilket har medført, at hun først blev sigtet for at have påført en korporal Jensen af Sølvgades Kaserne venerisk smitte [en kønssygdom, syfilis], derefter at hun blev indlagt på Vestre Hospital som lidende af en kønssygdom, og da hun skal udskrives i dag, og således vil få lejlighed til at genoptage sin dårlige levevis….”

d) Billedkilden er et fotografi af en pige, som blev indskrevet som offentligt fruentimmer som 18-årig.

Kilde a er et bearbejdet uddrag af: Aarsberetning for Foreningen for forvildede unge Pigers Frelse, (senere Aarsberetning for Foreningen til unge Kvinders Oprejsning), J.H. Schultz, Kjøbenhavn, 1877, s. 5.

Kilde b er et bearbejdet uddrag af en politirapport fra 1907, ”Foreningen til forvildede unge Pigers frelse”. Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm, Københavns Politi – 3. politiinspektorat Rapporter om Løsagtige kvinder 1906-1917.

Kilde c er et bearbejdet uddrag af: Aarsberetning for Foreningen for forvildede unge Pigers Frelse, (senere Aarsberetning for Foreningen til unge Kvinders Oprejsning), J.H. Schultz, Kjøbenhavn, 1879, s. 5-6.

Kilde d er et fotografi fra: Københavns Politi, 2. Politiinspektorat. Fotografiportrætter af offentlige og andre løsagtige fruentimmere, 1880 https://www.flickr.com/photos/statensarkiver/sets/72157632698054245

Kilde 9: Ændring af prostitutionsloven

I 1906 blev loven på prostitutionsområdet igen lavet om. Ændringen i 1906 betød, at politiets kontrol af prostitutionen blev ophævet. Men hvordan skulle man så forholde sig til prostitutionen?

I 1906 blev loven på prostitutionsområdet igen lavet om. Man havde indført 1800-tallets kontrolsystem dels for at færre skulle blive smittet med syfilis, og dels for at sørge for, at prostituerede ikke skulle krænke andre mennesker. Med tiden viste det sig dog, at der ikke var færre personer, der blev smittet med syfilis selvom man prøvede at kontrollere de prostituerede.

Lovændringen i 1906 betød, at politiets kontrol af prostitutionen blev ophævet. Politiet skulle i stedet give personer, der ikke havde et lovligt arbejde, et ”pålæg” om at finde et lovligt arbejde. Hvis det ikke skete, kunne personen straffes. Og da prostitution ikke var et lovligt erhverv, kunne kvinder straffes med fængsel eller tvangsarbejde.

Samtidig blev krænkelse af den offentlige blufærdighed skrevet ind i loven. Det vil sige, at det var ulovligt lave nogen former for reklamer med at sælge sex eller andre ting, som blev ansat for at være frækt eller stødende, eksempelvis salg af kondomer.

a) ”1. Politimæssig reglementering af erhverv ved utugt (kontrol med prostitutionen ophæves). Politiet må skride ind overfor den, der arbejder som prostitueret.

….

Den som opfordrer til eller indbyder til utugt eller stiller usædelig levevis til skue sådan at den offentlige blufærdighed krænkes, offentlig forargelse gives eller naboer forulempes, straffes med fængsel eller tvangsarbejde. ….”

b) Efter at prostitutionsloven blev lavet om i 1906, kunne de prostituerede ikke længere undgå straf. Hvis politiet opdagede at en kvinde levede som prostitueret, skulle hun advares imod det. Hvis hun ikke rettede sig efter det, kunne politiet give hende tilhold om at søge lovligt arbejde. Det betød, at kvinden kunne blive tvunget til at skulle møde op på politistationen en gang om ugen for at bevise at hun havde lovligt arbejde, og hun måtte ikke flytte i en anden bolig eller rejse væk fra byen uden at fortælle politiet om det. Hvis kvinden ikke kunne bevise at hun havde et arbejde, skulle hun straffes med fængsel

Kilden nedenfor er et fotografi af en tilholds- og meldingsprotokol. Det var et stykke papir, som politiet gav til de personer, der havde fået tilhold om at søge lovligt arbejde og som var pålagt at skulle melde sig – altså møde op hos politiet en for at bevise at man kunne forsørge sig selv på lovlig vis.

Som det ses på fotografiet, blev tilholdet givet i 1907 til en kvinde ved navn Ellen Schmidt. Hun havde ifølge tilholdet 8 dage til at finde et arbejde og møde op hos politiet og bevise det. Derefter skulle hun møde på politistationen hver mandag og bevise at hun havde lovligt arbejde. Ellen Schmidt var 27, da hun fik tilhold.

Kilde a er et pædagogisk bearbejdet uddrag af: ”Loven af 30. marts 1096”, Justitsministeriet, Lovafdeling, 1993, 14.

Kilde b er et fotografi af Københavns Politis III. Afdelings Tilholds- og Meldingsprotokol, fra 1907. Originalkilde: Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm, Københavns Politi – 3. politiinspektorat, Rapporter om Løsagtige kvinder 1906-07.

Kilde 9: Prostitution i dag

Førhen straffede man prostituerede. I dag mener man, at prostitution er socialt problem.

Et socialt problem betyder, at det er et problem, som samfundet og dets institutioner har ansvar for at løse. Mange prostituerede har problemer med hjemløshed, misbrug af alkohol og stoffer og lignende. Det offentlige har derfor et ansvar for at hjælpe dem.

I København, Aarhus og Odense, Danmarks tre største byer, findes der institutioner kaldet ”Reden”. Reden er huse, hvor udsatte kvinder kan få hjælp og et sted at være, når de har brug for det. Mange af de udsatte kvinder, der kommer i Redens huse, er også prostituerede. Rederne får penge til at drive husene gennem donationer fra folk i Danmark. Rederne får også penge fra kommunerne.

Teksten nedenfor er et uddrag af Reden i Aarhus´ hjemmeside, hvor en talsmand for Reden fortæller om hvad Reden er.

a) ”Reden Aarhus er et anonymt være- og rådgivningssted for kvinder. Redens brugere er kvinder, som på forskellig måde er havnet i en svær livssituation. I Reden er der plads til forskellighed og fokus på samvær og omsorg.”

b) Kilden er et billede af Reden i Aarhus. Der er ingen adgang for mænd hos Reden. Om natten kan porte og døre låses, så der ikke kan komme andre ind i Reden, end de udsatte kvinder, der har behov for et sted at være.

Klik på billedet for at se en større udgave i en ny fane.

Kilde a er et uddrag fra hjemmesiden: https://redenaarhus.dk/

Kilde b er billeder af reden Aarhus. Foto: Christina Louise Sørensen

Kilde 10: Skal det være forbudt at købe sex?

I 1999 blev prostitution afkriminaliseret, så det ikke længere er kriminelt at være prostitueret. Men det bliver stadig diskuteret, om det skal være forbudt at købe sex af andre.

Frem til 1999 var det ulovligt at leve af at sælge sex i Danmark. I 1999 blev loven ændret, så det ikke længere er ulovligt at prostituere sig. Det er heller ikke ulovligt at købe sex af en prostitueret, så længe at den prostituerede er over 18 år gammel. I både Sverige, Norge og Island i dag er det forbudt at købe sex. Det vil sige, at det er køberne, der gør noget strafbart, og ikke de prostituerede.

Selvom prostitution for både sælger og køber ikke er kriminelt i Danmark, er prostitution stadig en gråzone. En prostitueret skal betale skat af det, han eller hun tjener. Men samtidig er prostitution ikke et anerkendt erhverv af staten. Det betyder, at prostituerede ikke har de samme rettigheder som andre på arbejdsmarkedet. Der er ingen arbejdsmiljølove, der beskytter dem. Og for mange er prostitution stadig forbundet med tabuer og skam.

Igen og igen opstår der debatter om man skal lave loven om, så købesex bliver ulovligt. I 2015 lavede avisen Kristeligt Dagblad en undersøgelse af en del af de danske partiers holdning til om køb af sex skal kriminaliseres.

I teksten nedenfor kan du læse et uddrag af holdningerne. Hele artiklen læses her.

a) ”Køb af sex skal kriminaliseres.
Enhedslisten – Svar: Helt uenig
SF – Svar: Helt enig
Socialdemokraterne – Svar: Hverken eller
Radikale Venstre – Svar: Delvist uenig
Venstre – Svar: Helt uenig
Det Konservative Folkeparti – Svar: Helt uenig
Kristendemokraterne – Svar: Helt enig
Liberal Alliance – Svar: Helt uenig
Dansk Folkeparti – Svar: Helt uenig …”

Kilden er et bearbejdet uddrag af en artikel bragt i Kristeligt dagblad 03.06.2015.

Kilde 11: Mandlig homoseksualitet i lovene

Det er ikke kun prostituerede kvinder, som samfundet har ment, at man skulle holde ekstra øje med for sædelighedens skyld. Man har også lovgivet om homoseksualitet, som i mange århundreder var strafbart.

I 1683 blev der lavet en stor lovsamling, som galt for hele Danmark. Den hed Christian 5.s Danske Lov. Kilden nedenfor er et bearbejdet uddrag af kapitel 6. ”Om misgerninger”. Kapitlet beskrev, hvilke straffe man kunne få for at have begået forbrydelser, der var misgerninger, altså onde eller meget moralsk forkerte gerninger.
Stykket nedenfor handler om det, man kaldte ”omgængelse mod naturen”, mandlig homoseksualitet. Hvis to mænd havde sex, skulle de straffes med brænding på bålet. Danske Lov kan her sammenlignes med den straf man også skulle have i Det Gamle Testamente, hvis man begik en seksualforbrydelse.

a) ”Omgængelse, som er imod naturen, straffes med bål og brand.”

b) Nedenunder ses et uddrag af den del af Bibelen, der hedder Det Gamle Testamente. I Tredje Mosebog, kapitel 20, fortælles der, hvilke af de 10 bud, man skal have dødsstraf for at overtræde.

”Kapitel 20, vers 13:
Hvis en mand har samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde, har de begge to begået en vederstyggelighed [afskyelig handling]. De skal lide døden. De har selv skylden for den død.”

c) Et billede fra Middelalderen. Billedet forestiller en ridder og hans tjener, der blev brændt på bålet i 1482, fordi de havde haft sex med hinanden.

Kilde a er et pædagogisk bearbejdet uddrag af: Kong Christian den femtes Danske Lov af 15. april 1683. København, 1949., stk. 15. [6-13-15]. Se eksempelvis pdf-udgave her.

Kilde b er et uddrag af 3. Mosebog, kapitel 20, 13. Bibelen. Det Danske Bibelselskab 2004, 1 udgave, 4. oplag.

Kilde c er en tegning af afbrændingen af en ridder og hans knægt, fra 1482, Randgruppen der spätmittelalterlichen Gesellschaft, Wahrendorf: Fahlbusch, 1990, Wikimedia Commons.

Kilde 12: Homoseksuel prostitution

I 1800-tallet skete der en ændring i synet på homoseksuelle mænd. Mænd der havde sex med hinanden risikerede ikke længere dødsstraf. Men det var stadig ulovligt for to mænd at have sex.

I løbet af 1800-tallet voksede byerne i Danmark. Mange homoseksuelle søgte mod byerne, hvor det var lettere at finde andre homoseksuelle. Dengang var det utænkeligt at vise, at man var homoseksuel ude i offentligheden. Men i flere byer opstod der miljøer, hvor de homoseksuelle mødtes i det private. Især i København, der også dengang var Danmarks største by, var der mange homoseksuelle. Politiet og politikkerne blev opmærksomme på, at der var mange homoseksuelle, der mødtes i vennegrupper, og at nogle mænd solgte sex til andre mænd. Det var mange meget forargede over. I 1905 blev det forbudt for to personer af samme køn at købe sex af hinanden.

I 1906 opstod der en skandale i København, som forargede mange. Skandalen startede da en række mænd blev afsløret som homoseksuelle. Mange mennesker vidste ikke, at der var mange homoseksuelle i København, og at nogle mænd tjente penge på at sælge sex til andre mænd. En række aviser tog sagen op og kaldte den for ”Den Store Sædelighedssag”. Fra sommeren 1906 og ind i efter 1907 blev der bragt saftige historier og uddrag fra retssagerne mod de mænd, som var anklaget for homoseksualitet og homoseksuel prostitution.

a) Teksten nedenfor er et bearbejdet uddrag af en artikel der blev bragt i avisen ”Middagsposten” 1906. Artiklen hed ”Fra Storbyens Dyb” og handlede om den mandlige prostitution på Vesterbro i København. I artiklen blev det homoseksuelle miljø beskrevet meget negativt. Artiklens forfatter mente også at lægevidenskaben så anderledes på homoseksualitet end ”de fleste almindelige mennesker”. Mange læger mente nemlig, at homoseksualitet var medfødt, og at det derfor ikke gav nogen mening at straffe de homoseksuelle. Faktisk var den homoseksuelle sædelighedsskandale i 1906-07 med til at skabe mere opmærksom på homoseksualitet, og førte til at homoseksualitet blev afkriminaliseret i 1930. Teksten er pædagogisk bearbejdet.

”Men betragt engang nøjere de slanke, kvindeagtige, unge fyre, der, fejlfrit klædte, sminkede og med hårolie i håret, så de stinker, slentrer hen ad asfalten, medens deres store øjne sender smægtende stråler[sultne blikke] hen til de forbipasserende – ældre herrer.
Se deres vrikkende gang, deres skøgemanerer og den skøgeagtige påtrængenhed overfor dem, de endelig får lokket ind i sidegaden.
Det er storbyens allerlaveste kryb, den mandlige prostitution.
….
Almindeligt udviklede mennesker kan slet ikke fatte denne unaturlige tilbøjelighed [lyst], ja, de fleste er vel endog fristet til i deres harme over at høre om dette, at afvise spørgsmålet med en række grove skældsord, og råber på dom og streng straf over denne art sædelighedsforbrydere.
Imidlertid ser moderne videnskab ganske anderledes på sagerne, og anbefaler helt andre midler end dem, dansk retspleje finder det ringeste at anvende.”

b) Under Den Store Sædelighedssag i 1906-07 foretog politiet husundersøgelser af de homoseksuelles hjem. Her fandt politiet blandt andet breve og billeder, som kunne bruges i retssagerne der blev ført imod de homoseksuelle.
Billedet nedenfor er et af de billeder, som blev konfiskeret under sagen.

Kilde a er et pædagogisk bearbejdet uddrag af en artikel bragt i avisen Middagsposten, d. 29.08.1906, s. 2.

Kilde b er et de konfiskerede billedet i sædelighedssagen. Billedet er fra Københavns Kriminal- og Politiret, Justitskontoret: Pådømte sager oktober 1907, nr. 229. Rigsarkivet på Flickr.

Kilde 13: En grim lov mod homoseksuelle

I 1930 blev det lovligt for homoseksuelle at have sex. Men der var stadig ikke ligestilling for de homoseksuelle.

Før 1930 var det stadig forbudt at indgå i homoseksuelle forhold. Mænd risikerede fængselsstaf, hvis politiet opdagede det. Kvindelig homoseksualitet blev slet ikke nævnt i straffeloven, da man ikke mente, at kvinder kunne være homoseksuelle.

I 1930 blev det lovligt for homoseksuelle at have sex. Der var dog stadig forskel på ens rettigheder, alt efter om man var heteroseksuel eller homoseksuel. Det ses blandt andet i Straffeloven af 1930s bestemmelser for, hvor gammel man skulle være for lovligt at kunne have sex.

a) “Den seksuelle lavalder for hetero- og homoseksuelle ifølge Straffeloven af 1930:
Heteroseksuelle: 15
Homoseksuelle: 18 år.
Straf for homoseksuelle mænd, der forførte unge mænd under 21 år”.

b) I 1955 slog politiet til imod en lang række mandlige homoseksuelle i Danmark. Mange hundrede mænd blev afhørt og anklaget for at have haft sex med mænd under 18 år. Flere aviser tog sagen op og skrev saftige historier om de homoseksuelle. Af frygt for omgivelsernes fordømmelser skjulte mange mænd deres homoseksualitet. Under politiets afhøringer og de senere retssager blev mange ufrivilligt afsløret som homoseksuelle overfor familie, venner og arbejdspladser. Det første til at mange blev fyrede og eller blev smidt ud af deres boliger, og en lang række homoseksuelle begik selvmord.

Det homoseksuelle blad ”Vennen” forsøgte at forsvare sig selv og sine homoseksuelle læsere mod de mange historier, der blev skrevet om de homoseksuelle.

Kilden nedenfor er et bearbejdet uddrag af en homoseksuel mand, som skrev et forsvar for de homoseksuelle. Her pegede han på, at størstedelen af alle homoseksuelle mænd ikke var interesserede i mindreårige, men blot ønskede at følge loven og leve med de samme vilkår og rettigheder som resten af samfundet.

”… vi [de homoseksuelle] har ikke forlangt aldersgrænsen nedsat til 15 år. Vi har kun forlangt ligeberettigelse, fordi man i et anstændigt demokratisk samfund ikke kan behandle et mindretal dårligere end flertallet, f. eks. gennem særlovgivning. For vor skyld kan man godt hæve aldersgrænsen for de heteroseksuelle, når blot den bliver ens for alle.”

c) I 1961 skærpede man igen loven for homoseksualitet. Det gjorde man ved at forbyde køb af sex mellem mænd, hvis de ene var under 21 år. Men loven var så åben, at hvis en mand på over 21 eksempelvis gav en anden mand på under 21 år en cigaret og de derefter havde sex med hinanden, så kunne politiet slå ned på det, hvis de ville. Loven blev kaldt ”Den grimme lov”, fordi den diskriminerede mod mandlige homoseksuelle. Der fandtes nemlig ikke en tilsvarende lov mod heteroseksuel prostitution. Loven blev allerede ændret efter 4 år. Men den viste at mange i samfundet stadig så skævt til de homoseksuelle.

Mange troede at ældre homoseksuelle mænd kunne forføre yngre mænd, og at de derfor ville blive homoseksuelle. Nogle var bange for, at man kunne blive smittet med homoseksualitet.

I 1973 blev der dog rejst forslag om at ændre straffeloven, således at det den seksuelle lavalder for både heteroseksuelle og homoseksuelle skulle være den samme. Lovforslaget blev først vedtaget i 1976, således at den seksuelle lavalder kom til at være 15 for alle befolkningsgrupper i Danmark.

I lovforslagets betænkning kan man læse disse bemærkninger til ændringen af lovens paragraf 225:

” … må man gå ud fra, at der ikke består nogen større risiko for, at homoseksuelle forhold gør at unge mennesker bliver låst i homoseksualitet. Derfor ….. finder justitsministeriet det mest rigtigt, at heteroseksuelle og homoseksuelle forhold er lagt under de samme regler. ”

Kilde a er referat af Straffeloven af 1930.

Kilde b er et bearbejdet uddrag af “Avis-Løgnene fortsætter”, af Helmer Fogedgaard, “Vennen”, 7. årgang, nr. 6., juni 1955.

Kilde c er et bearbejdet uddrag af: Straffelovrådets betænkning om seksualforbrydelser, Betænkning nr. 1534, Kapitel 13 (1973)

Kilde 14: Danmark - et foregangsland

I 1989 blev Danmark det første land i verden, der tillod at homoseksuelle kunne indgå det, der hedder registreret partnerskab.

I 1948 blev den første forening for homoseksuelle dannet i Danmark. Foreningen ”Forbundet af 1948” skulle skabe et netværk for homoseksuelle i Danmark og kæmpe for at homoseksuelle fik samme rettigheder som heteroseksuelle. Senere kom foreningen til at hedde LGBT Danmark. Foreningen er en interesseorganisation for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Det betyder at organisationen skal arbejde på at forbedre vilkår og rettigheder for LGBT-personer i Danmark.

I 1989 blev Danmark det første land i verden, der tillod at homoseksuelle kunne indgå det, der hedder registreret partnerskab. Derfor kaldes Danmark for et foregangsland for homeseksuelles rettigheder.

a) Filmklippet nedenfor er et indslag fra DR Nyheder bragt i 1989. Du kan se filmklippet her.

b) I 1996 blev den første ” Copenhagen Pride” afholdt i København. Priden er en festival, der hvert år afholdes over nogle dage og afsluttes med en stor parade igennem København i august måned. Der afholdes pride-parader mange andre steder i verden hvert år. Pride afholdes for at nedbryde fordomme mod seksuelle minoriteter og for at sætte fokus på ligestilling. Op mod 40.000 mennesker deltog i paraden og flere end 300.000 var på gaden for at opleve paraden i 2018 i København.

Foreningen der afholder festivalen skriver på deres hjemmeside om foreningens mål:

”Foreningen har til formål at virke for at påvirke lovgivning og holdninger i samfundet, national og globalt til fremme for bedre vilkår for seksuelle og kønsidentitetsmæssige minoriteter.”

c) og d) Kildebillederne herudner er fra den Pride-parade, der blev afhold i august 2018.

Kilde a er et klip fra DR Nyheder sendt den 01.10.1989, www.youtube.com

Kilde b er et uddrag af foreningen Copenhagen Prides vedtægter, som kan læses her.

Kilderne c og d er billeder fra Copenhagen Pride 2018. Foto: Anne Thornemann Johansen.

Kilde 15: Stadig på kanten?

Selvom homoseksuelle og andre seksuelle minoriteter har flere rettigheder i dag en før, kan det stadig være svært at skille sig ud fra normen, eller fra de forventninger folk har til ens køn.

I filmklippet nedenfor kan man se Pernille S. fortælle om, hvad der skete, da hun skulle fortælle sine forældre, at hun er homoseksuel.

Kilden ”Pernille S.” er her gengivet med tilladelse fra producenten Copenhagen Film og TV.

Find flere temaer til kildebanken

Kildebank om kærlighed, køn og seksualitet

5. december 2019• Kildebankstema om kærlighed, køn og seksualitet

På kanten

Kom i gang med kilderne

Kilde 1: Love om prostitution før 1800-tallet

Kilde 2: Sygdom og moral

Kilde 3: Til salg

Kilde 4: Er prostitution nødvendig?

Kilde 5: Skrappe regler for prostituerede

Kilde 6: Nogle kæmpede imod prostitutionsloven

Kilde 7: Bog og maleri om prostitutionen

Kilde 8: Frelse de faldne

Kilde 9: Ændring af prostitutionsloven

Kilde 9: Prostitution i dag

Kilde 10: Skal det være forbudt at købe sex?

Kilde 11: Mandlig homoseksualitet i lovene

Kilde 12: Homoseksuel prostitution

Kilde 13: En grim lov mod homoseksuelle

Kilde 14: Danmark - et foregangsland

Kilde 15: Stadig på kanten?

Find flere temaer til kildebanken

Tema 1: Kærlighed, kunst og forbud

Tema 2: Ægteskab, kærlighed og konsekvenser

Tema 3: På kanten

Tema 4: Køn over tid

Tilmeld nyhedsbrev

Hvem er vi?

Kontakt

Links

Følg os

Archives

Categories

Sections

Trending Posts